Alle er skabt med kreativitet
Kunstneren Irma Brondbjerg fra Billedværkstedet i Herning er netop blevet ansat på bostedet Solglimt i Vildbjerg som pædagog med kreativitet som kerneopgave.
Hun er uddannet pædagog fra Diakonskolen og har senere uddannet sig som coach og indenfor KRAP og narrativ systemisk terapi.
Hendes kreative skabertrang er tvundet sammen med fagligheden, og det er det match, Solglimt nu får glæde af. På Solglimt bor voksne med varig nedsat funktionsevne:
”Jeg tænker, at alle mennesker har en iboende kreativitet.
Et fundamentalt behov for at skabe og bidrage. Jeg vil give den enkelte borger flere muligheder for at udtrykke sig visuelt.
Den udtryksform, der giver mest intensitet, glæde og ro, er den, der bedst passer til den enkelte. Alle har behov for at blive set, mødt og forstået, når de bidrager med deres helt egen signatur, ” forklarer Irma Brondbjerg.
Udvikler mennesker
Hun har paletter af forslag til, hvordan hun kan opmuntre og finde ind til den rette udtryksform, når en beboer fx ikke kan tale, men kropssprog og øjenmimik siger ofte mere end mange ord.
Formålet er øget trivsel og livsglæde – at udløse noget godt, der giver mening for mennesket: ”Jeg brænder for processer, hvor vi forundres over en ny kunnen, får glimt i øjet og vokser som personer. At begynde med at opsætte ”snublemål”, som dem man ikke kan undgå at nå, og dermed føler at lykkes. Siden kan mere fyldes på.”
Plads til livsholdning
Den nye medarbejder på Solglimt synes godt om bostedets fokusområder på nærvær, faglighed, rummelighed og et kristent sted med plads til at tro på Gud.
”De tydelige kristne værdier er med i alle hjørner på Solglimt, og det harmonerer med mit menneskesyn. For mig at se har Gud skabt hvert menneske med ånd, sjæl og legeme. Som ”pædagogisk diakon” på Solglimt får jeg nu lov til at være mere hel i min faglighed. Desuden forventes jeg at bruge min kunstneriske værktøjskasse. Så godt,” lyder det begejstret.
Irma Brondbjerg er ansat på 30 timer, og hun begynder det nye job den 22. oktober.
Ved siden af vil hun fortsat køre Billedværkstedet med blandt andet kreative kurser for konfirmander og folk, der vil udfordres på kreativiteten.