5 mio. til dialog mellem kristne og muslimer
Danmission og de koptisk-evangeliske kristne satser stort på bedre samtale mellem den kristne minoritet og det muslimske flertalDanmission vil i samarbejde med egyptiske kristne få de religiøse ledere og opinionsdannere til at tale sammen.
Formålet er at modvirke de sociale, politiske, kulturelle og religiøse spændinger i Egypten. Danmission og CEOSS, Coptic Evangelical Organi-zation for Social Services, har fået bevilget 4.994.700 DKK af Danida til gennemførelse af et dialogprogram i Egypten.
Siden mordet på præsident Anwar Sadat i oktober 1981 har udviklingen i Egypten været præget af episoder af politisk vold og terror foretaget af fundamentalistiske islamiske grupper, der ønsker en ren islamisk stat.
Angrebene retter sig specielt mod regeringsem- bedsmænd, politi og sikkerhedsstyrker, men også mod moderate religiøse ledere, liberale intellektuelle, kunstnere og ansatte i turistindustrien.
For at modvirke disse sociale, politiske, kulturelle og religiøse spændinger, der truer samfundsudviklingen gennemfører Danmission og CEOSS nu et intensivt nationalt og regionalt dialogprogram.
Projektet skal fremme en fredelig og demokratisk udvikling gennem samtale mellem især muslimer og kristne.
– Vi forventer, at projektet vil igangsætte en selvforstærkende proces, som vil leve videre, når støtten udefra ophører. Deltagerne i projektet vil få etableret kontakter, som gør, at de kan fortsætte dialogarbejdet i lokale grupper og tage nye, fælles udfordringer op, fortæller Krista Rosenlund L. Bellows, som er missionssekretær i Danmission.
På nationalt plan vil yngre kristne og muslimske ledere i alderen 25-40 år deltage på konferencer, seminarer og workshops, hvor problemstillinger vedrørende samfundsudvikling drøftes. Regionalt inddrages lokale kristne, politiske og intellektuelle ledere samt medierepræsentanter i tilsvarende aktiviteter, hvor der fokuseres på lokale problemstillinger. Desuden vil der blive arrangeret rundbordsmøder for opinionsdannere såsom journalister, undervisere, politikere, NGO-repræsentanter, forfattere, skuespillere og andre kunstnere – folk, som der lyttes til i befolkningen.
Dialogprogrammet løber frem til udgangen af 2005 og tager udgangspunkt i værdier som fred, forsoning, social retfærdighed, tolerance, respekt for menneskerettigheder, herunder ikke mindst kvinders rettigheder, oplyser informationsmedarbejder Louise Jensen, Danmaission.