Ildstorm ødelagde Sodoma

Ved Det Døde Hav findes denne saltformation, som kaldes ’Lots hustru’. Lidt øst for nordspidsen af salthavet, i det nuværende Jordan, ligger ruinerne af Tal el-Hamman, som forskerne har identificeret som den bibelske by Sodoma. Foto: Vidar Nordberg.

Forskere har fundet tegn på, at en “ildstorm fra himlen” ødelagde byerne ved Det Døde Hav for 3.700 år siden. Ifølge teologer stemmer fundene overens med den bibelske beretning om ødelæggelsen af Sodoma.

Science News skriver, at de nye fund blev afsløret af arkæolog Phillip Silvia fra Trinity Southwest University i Albuquerque, New Mexico under det årlige møde for The American Schools of Oriental Research midt i november.

Voldsom katastrofe

Forskerne havde anvendt kulstof 14-datering og undersøgt mineraler, der var blevet krystalliseret øjeblikkeligt ved meget høje temperaturer i områder, som tidligere var byer og landbrugssamfund nord for Det Døde Hav.

Analyserne tyder på, at en voldsom eksplosionsagtig storm, muligvis en meteor, har ødelagt flere bebyggede områder i en cirkel med en radius på ca. 24 km.

Silvia sagde, at ingen mennesker har boet i området i 600-700 år efter den voldsomme naturkatastrofe.

Forskerne har undersøgt fem store byer i Middle Ghor i det nuværende Jordan. Byerne menes at have været beboede gennem mindst 2.500 år, indtil de pludselig forsvandt i slutningen af Bronzealderen.

Tall el-Hammam

Nogle af de vigtigste indicier for en meteor-eksplosion i lav højde blev fundet ved resterne af byen Tall el-Hammam, hvor kulstof 14-datering viser, at husenes lerstensvægge næsten alle steder blev udslettet for 3.700 år siden.

Blandt de andre interessante fund fra stedet er potteskår, som ser ud til at være smeltet til glas, hvilket også tyder på, at området kortvarigt blev udsat for ekstremt høje temperaturer.

The Times of Israel henviser til andre arkæologiske studier, fx. en artikel af TeHEP co-director Dr. Steven Collins i Biblical Archaeology Review 2013.

Her afslører Collins, hvorfor han mener, at udgravningsstedet ved Tall el-Hammam må have været den bibelske by Sodoma.

Ødelæggelsen i Bibelen

Den eksplosionsagtige ild, der ødelagde Sodoma og Gomorra beskrives i 1 Mosebog 19: 23-29, hvor det hedder i Bibelen på Hverdagsdansk:

”Solen var kommet et stykke op, før Lot ankom til Zoar. Med det samme lod Herren ild og svovl regne ned fra himlen over Sodoma og Gomorra. Han ødelagde byerne totalt tillige med hele Jordandalen, alle der boede der, og alt, hvad der voksede på markerne.

Men på vej bort fra byen, havde Lots kone set sig tilbage, og i det samme hun gjorde det, stivnede hun og blev til en saltstøtte.

Den morgen skyndte Abraham sig ud til det sted, hvor han havde stået og talt med Herren. Da han kiggede ud over sletten i retning af Sodoma og Gomorra, så han en tyk røg stige til vejrs over hele området. Men Gud havde hørt Abrahams bøn og frelst Lot ved at redde ham fra den katastrofe, som ødelagde byerne i dalen.”

Bibelen fortæller, at Gud udslettede alle dem, der boede i byerne sammen med afgrøderne på marken.

Meterdybe askelag og smeltede krukker

Collins skriver i sin artikel, at han har set en destruktion, som svarer til Bibelens beskrivelse, med sine egne øjne.

”Den voldsomme kæmpebrand, som gjorde en ende på beboelser ved Tall el-Hammam, producerede smeltede krukker, afbrændte grundsten og efterlod meterdybe aflejringer af aske og affald brændt til en mørkegrå masse støbt som en slags Cuisinart,” forklarede han i 2013.

Collins mente også, at den store katastrofe “var bevaret i 1 Mosebog og derpå blevet inkorporeret i en traditional historie, som ud fra askelaget i en af de store byer blev husket som stedet for et voldsomt inferno.”

Meteorisk ild-storm

De to forskere, Silvia og Collins, har i 2015 skrevet en fælles afhandling med titlen “The Civilization-Ending 3.7KYrBP Event: Archaeological Data, Sample Analyses, and Biblical Implications”.

I afhandlingen argumenterer de to forskere for, at “de fysiske indicier fra Tall el-Hammam og de omkringliggende byer viser tegn på en meget ødelæggende rystelse og en termisk begivenhed, som man må formode ud fra det, der beskrives i 1 Mosebog 19.”

“Ødelæggelsen af ikke bare Tall el-Hammam (Sodoma), men også nabobyerne (Gomorra og de andre byer på sletten) blev højst sandsynligt forårsaget af en meteorisk ildstorm,” tilføjer forfatterne.

Dokumentaren ”Bibelens gåder – Sodoma og Gomorra” kan i disse uger ses på DR.dk
Her kan man følge Dr. Steven Collins i hans søgen efter resterne af de bibelske byer, der blev ødelagt af ”ild og svovl fra himlen”.

Læs også: Derfor må ruinen “Tall el-Hamman” være Biblens Sodoma