Kierkegaard taler imod en let og luftig kristendom

Søren Kierkegaard kritiserer, at ”man hører lutter Prædikener, der mere passende kunde ende med Hurra, end med Amen.”

Kirken er gået fra at være stridende til at blive triumferende. I sin egen opfattelse, fordi kirken har folkelig opbakning, men efter Kierkegaards opfattelse, fordi den har indført en behagelig kristendom. Den gør troen til noget indvendigt uden konsekvenser, og den forkynder, at ”vi ere alle Christne, og den sande Christne er just den, som holder det meest skjult.”

Beundre eller efterfølge

Kierkegaard påpeger, at Jesus ikke ønsker sig beundrende tilhængere, men efterfølgere. Det betyder et liv, der svarer til Jesu og disciplenes liv. Som kristen lever man som udstødt af det gode selskab i denne verden, fordi man lever i samfund med Gud, men indser, at det er prisen værd.

Maraton med godbidder

Kierkegaards sprog er kompliceret, det er ikke altid let at forstå ham, og nogle af hans tanker kan synes spekulative. Men han siger dybe og overraskende ting om, hvad det vil sige at være kristen, som ingen andre.

At læse ham kan føles som en maraton. Der er tunge strækninger at komme igennem, men også godbidder undervejs, hvor man tænker, at det er skarpt set og godt sagt; og når man har kæmpet sig frem til den sidste side, er man glad for den nye indsigt, man har fået i, hvad det indebærer at være kristen.

Søren Kierkegaards Værker (12): Indøvelse i Christendom / En opbyggelig Tale / To taler ved Altergangen om Fredagen.
350 sider. 199,95 kr.
Gyldendal.