Kirkelig Caféaften om Islam
Vestermarkskirken i Grindsted inviterer til caféaften om Islam tirsdag aften 18. april. Dr. phil. Mogens Mogensen fortæller om muslimernes tro og ligheder og forskelle mellem islam og kristendom.
– Islam er også blevet en del af Danmark og er en ny religion her i landet. Det er på baggrund af de sidste par måneders eksplosive debat, at vi arrangerer denne caféaften, siger John Lorenzen, præst i Vestermarkskirken.
Mogens Mogensen er ekspert på området. Han er Dr. phil, har i en årrække boet i Nigeria og har tidligere været generalsekretær for Sudan Missionen. Han er forfatter til adskillige bøger om islam og rejser i dag verden rundt for at undervise og holde foredrag. Der bliver god anledning til at stille spørgsmål om islam.
– hb



