Dansk udlændingepolitik spiddet i debutroman

„Flygtningen“ er bidsk i sin kritik af den offentlige fordomsfuldhed og overfladisk”Hvis en flygtning banker på min dør og beder om hjælp – så vil jeg da hjælpe, så er denne flygtning ikke et abstrakt begreb, som dækker millioner af mennesker. Så er det et konkret menneske, der står over for mig, og så har jeg pligt til at hjælpe dette medmenneske”.Sådan siger præsten og toppolitikeren Vilhelm Agger alias Søren Krarup til journalisten Rikke Lyngdahl i et interview – og det husker hun senere i denne roman om flere konkrete flygtninge.

Den danske journalist Rikke Lyngdahl ved Morgenavisen (Berlingske Tidende) bliver kidnappet af lokale terrorister, truet på livet og får yderste led af en finger skåret af for åben tv-skærm og rundsendt via al-Jazeera og CNN. En af terroristerne, den 17 årige Nazir i Irak, er blevet presset til at være med, efter at hans far er blevet såret af amerikanske soldater, og danske soldater forhindrede, at han kom hurtigt under lægebehandling, så han dør.
Nazir slipper Rikke Lyng-dahl fri på betingelse af, at hun lyver over for verdenspressen og siger, hun slog ham ned og befriede sig selv. Hvis hun ikke gør det, vil Nazir blive likvideret af sine egne. Sagen gør Rikke Lyngdahl verdensberømt og får oplaget på Morgenavisen til at stige betragteligt. Nazir flygter til Danmark, og Rikke Lyngdahl hjælper ham senere videre til Sverige, da jorden begynder at brænde under ham – og også under hende. Vi kommer ind under huden på såvel Nazir som Rikke Lyngdahl – og oplever en ung mand, der uforvarende er blevet ”terrorist” og egentlig har brug for hjælp, og en socialt indigneret journalist, der forsøger at gå bag om de mange flygtningehistorier, som det ikke længere er politisk korrekt at skrive om.

Dette er blot en af mange grufulde flygtningehistorier i romanen, hvor vi også møder den 17-årige, forældreløse Roya fra Afghanistan, der skal udvises til sit hjemland, fordi en onkel, der vil bortgifte hende som 2. kone til en rigmand på 45 år, giver hende større tilknytning til Afghanistan end til Danmark. Vi møder børne-hjemsbarnet fra Rumænien, der fandt et fristed hos en idealistisk tidligere Venstre-kommunalpolitiker og hans kone. Drengen udvises, og kommunalpolitikeren bliver forhenværende Venstre-medlem og nægter at hejse Dannebrog hjemme på gården, så længe den unge mand befinder sig i Rumænien, hvor han ender på en lukket afdeling på et sindssygehospital på grund af en række traumer, som han var på vej ud af i Danmark. Mange flere episoder, der vidner om en udlændingepolitik, der ikke kan og vil tage individuelle hensyn, vidner også om et Danmark, der har glemt, at man har et verdensry som nationen, der hjalp masser af jøder til Sverige under 2. Verdenskrig.

En tidligere socialdemokratisk toppolitiker citeres for at sige: ”I Danmark er udlæn-dingepolitik et spil, hvor alle partier kæmper mod hinanden, og til sidst vinder Dansk Folkeparti” – og det er i hvert fald den udvikling, vi har set indtil nu, men samtidig taber anstændigheden.
Det er en satirisk, socialrealistisk samfundsroman med en skarp kritik af dagens politikere og mediefolk. Blot synd, at den undervejs får for meget kriminalromanpræg over sig, og at der skal svælges så meget i sex, som der bliver gjort.
Romanen er et opgør med dansk udlændingepolitik, som den har udviklet sig de sidste 15 år, godt hjulpet på vej af pressen, der viser, at pressefrihed er pressens frihed til at vælge historier og vinklerne på historierne. Den er en klar karikatur af Berlingske Tidende og chefredaktør Niels Lunde, Anders Fogh Rasmussen, Pia Kjærsgaard, Søren Krarup, Bertel Haarder, Rikke Hvilshøj og Helle Thorning-Schmidt – også selv om nogle af dem har skiftet køn i romanen. Man genkender dem. Det er på én gang romanens styrke og svaghed.

Et presseopgør, som det vi møder i Flygtningen, er set før i Tom Kristensens Hærværk, men der var det gjort meget mere elegant, og Tom Kristensen var journalist på Politiken, før, under og efter han skrev romanen. Olav Hergel har skrevet sin roman, efter at han er kommet fra Berlingske Tidende til Politiken – og han havde næppe heller ”overlevet” på Berlingske Tidende efter romanen.
Det er ikke nogen fremragende roman, men den er alligevel værd at læse, fordi den er en bidende kritik af en offentlighed i fordommenes og overfladiskhedens vold og en kraftig opfordring til at tage ansvaret for det enkelte menneskes skæbne på os.

Olav Hergel:
Flygtningen
395 sider • 299 kr.
Lindhardt & Ringhof