Ærlig bog om psykisk lidelse

Som voksen ser sygehuspræsten Christian Højlund tilbage på sin barndom med en depressiv mor – og det gør ”hjerteskærende ondt” at læse om detI rækken af mange bøger, der fra en selvoplevet synsvinkel beskriver psykisk lidelse, er denne bog en perle. Christian Højlund har i sin afdøde mors gemmer fundet hendes dagbøger, i hvilke hun reflekterer over sit liv. Hun udtrykker smerten ved at leve med en maniodepressiv psykose, hun udtrykker glæden ved livet, familien, de lykkelige øjeblikke, og vi får gennem skriverierne indblik i hendes intense forhold til Gud. Den særlige og spændende dimension ved denne bog er Christian Højlunds måde at forholde sig til dagbogsnotaterne på: Han ser sin mors sygdom fra barnets perspektiv. Åbenhjertigt giver han os indsigt i den ensomhed og lidelse, det er, at vokse op med en alvorligt syg mor.

Bogen er lykkedes, fordi sygehuspræsten Christian Højlund er en god skribent og indsigtsfuld, hvad angår psykiske sygdomme og lidelser i menneskelivet. Desuden rammer han os (den enkelte og samfundet) på et ømt sted. Han skriver, at hensigten med bogen er ”at bryde det snævre rum omkring den syge og at spørge til en temmelig overset gruppe, nemlig de børn og børnebørn, der skal finde ud af at leve med den biologiske og den sociale arv i al deres vælde”.

Endnu en årsag til, at bogen er stærk, er, at den kvinde, der beskrives og gennem dagbogscitater beskriver sig selv, synes at have været en utrolig intelligent og kreativ samt vidtfavnende dame. Hendes sygdom invaliderede hende på livstid, og dog levede hun intenst. Hun formåede ikke at være den nærværende mor, men hun stod ved sin sygdom, sine mangler, herunder sin del af skylden og ansvaret og behovet for Guds tilgivelse. Følgende citat er i litteraturen om psykisk lidelse vist nærmest enestående: ”Jeg ved hele tiden, at det er sygdommen, der har skylden – den gør mig udygtig – uvillig – men alligevel kan jeg selv gøre for det”.

Vi har endnu ikke fundet en tilstrækkelig måde, hvorpå vi kan tage hånd om sygdomsramte familier, hverken psykiske eller fysiske sygdomme. Diskussionen om arv og miljø føres blandt professionelle, mens familier lider under de professionelles manglende samarbejde. Højlund efterlyser med rette en familieterapeutisk behandling som supplement til den medicinske behandling, ikke kun af hensyn til den syge, men af hensyn til ægtefællen og især børnene. Vores mangelfulde behandlingsmåde får sygdommen og dens følger til at gå i arv. Højlund er ganske vist optimistisk mht. en stigende brug af nyere terapiformer, men hvor mange af os kender i år 2003 de gode eksempler?

Vi bliver i bogen belært om, at depression er vrede, der vender indad. Else Højlund og bag hende hendes mor vendte deres vrede indad, som en dyd. Denne arv har Christian ikke taget med sig. Han taler om at variere frem for at repetere. Det vil sige at undlade at gøre det samme som forfædrene eller -mødrene og i stedet prøve en variation, en anden måde at leve på. Han viderefører ikke depressionen.