’Jeg føler mig marginaliseret i min kirke!’

Under en samtale lød ovenstående sætning.
En frustreret kristen satte ord på tingenes tilstand.
Som modtager af denne sætning blev jeg stille og spørgende. Hvilken historie lå bag de ord?

Det var søndag, og tanken kørte, åh nu ikke det så letkøbte og uforpligtende brok, som så let lyder fra kristne, der ikke lige følte, dagens gudstjeneste ramte plet.

Det var heldigvis ikke lige vores kirke, der stod for skud.

Indrømmet: min møgbeskidte nysgerrighed kunne ikke stå for fristelsen for at bede vedkommende om at uddybe, og der pirrede det snart min ondeste blodtørst efter andres fejl.

Jo, jeg synes ikke, jeg kan genkende min kirke.

Bare i cellegruppen føler jeg mig mere og mere marginaliseret på holdninger! Stille tænkte jeg, fællesskab kræver godt nok mod og vilje til input fra en uhyggeligt afkristnet nutid.

Jo men, hver gang vi drøfter tro og holdninger, så er jeg rystet over hvad der i dag tros og udleves med fuldt overlæg!

Gert, det er da ikke almindeligt i vore kredse at flytte sammen uden at være gift. Helt upåtalt havde andre tilmed højlydt påstået, at det da ikke var noget problem at drikke sig i stemning.

Det var tydeligt, at holdningerne ikke kunne mødes. Opfattelser om rigtigt og forkert, subjektivt set, blev opfattet meget forskelligt.

Nu havde mit kristne bekendtskab fundet en ny cellegruppe, hvor holdningerne tilsyneladende var mere ens.

Da samtalen var slut, kunne jeg ikke slippe aftenens indtryk. For ærligt talt, dette er jo en klassisk problematik. Før eller siden lærer vi hinanden så godt at kende, at vi må erkende, at vi ikke altid synes om det, vi ser og hører!

For det er jo et i tiden klassisk symptom, som mange præster og menigheder står lige midt i igen og igen.

Spørgsmålet for mig at se er, om vi har et efterfølgelsens og lydighedens fokus i danske kirker? Om vi husker at være brændende disciple alle som en, eller om vi bare lukker øjnene i stille tavshed og lader stå til af frygt for ikke at have fejet for egen dør først.