Undskylder udtalelse om ’seksuel synd’

I sidste uge skrev Udfordringen, at Den anglikanske Kirke for nylig har fastslået, at sex kun hører hjemme i et heteroseksuelt ægteskab. Nu har kirkens ledere undskyldt udtalelsen, og det skaber ny frustration og forvirring.

Efter stærk kritik fra flere biskopper i kirken har ærkebiskopperne John Sentamu og Justin Welby nu undskyldt både form og indhold i deres tidligere udtalelse, som har ”bragt tilliden i fare”. Denne udmelding har nu fået en af kirkens præster til at skrive et åbent brev i netavisen Christian Today.

Et hjem i splid

Under overskriften ”Kære biskopper, hold op med at traumatisere præsterne,” skriver pastor David Baker blandt andet:

”Somme tider føler jeg mig som et lille barn i et hjem, hvor forældrene konstant skændes og underminerer hinanden. Men i virkeligheden er jeg en præst, som prøver at øve sjælesorg og undervise tre menigheder i Church of England i en tid, hvor lederne – nogle af vore biskopper – tilsyneladende bruger meget tid på at underminere både hinanden og gammel, anerkendt kirkelære. Det er som at gå på æggeskaller bare inden for de sidste to uger. Den ene dag hører vi en fantastisk gentagelse af det 2000-årige kristne syn på sex og ægteskab. Masser af fjendskab i den verdslige verden – men det kan ikke overraske. Sådan har det altid været, som det fremgår af 1 Peter 4,4.

Men nu er et større antal biskopper stået frem med kritik af deres egen udtalelse med en slags passivt-aggressivt, pseudo-åndeligt sprog, som er meget uærligt. De forkaster ikke direkte udtalelsen – bare måden, det blev fremstillet på, timingen og ordvalget…

Men det narrer ingen, vel? Vi ved godt, at mange, måske flertallet af disse biskopper i virkeligheden mener: ”Vi støtter ikke den udtalelse”. De er med andre ord i modstrid med deres egen kirkes lære (for ikke at nævne de fleste andre kirkeretningers),” skriver præsten.

’Flertydig anglikaner-snak’

Pastor Baker fortsætter:

”I den anden udtalelse beklager ærkebiskopperne fra Canterbury og York, at de kan ”have såret” nogen. Ordvalget er ”vidunderligt flertydig anglikaner-snak”, hvor kirkens kommunikationsafdeling har brugt masser af tid på at understrege, at de ikke tager afstand fra deres tidligere udtalelse og at intet har ændret sig. Bortset fra, at det havde det. Eller det havde det ikke. Eller sådan noget. Jeg behøver vel ikke forklare, hvad det betyder for mange almindelige præster. Må Gud hjælpe de sognebørn, som følger med i sagen.

Så hvad gør vi nu? Ny Testamente vil tilsyneladende udstøde dem, som modsiger etableret kirkelære om moralske spørgsmål (se 1 Kor. 5). Men det er vist blevet fortrængt de seneste år gennem Justin Welbys forsikring om, at vi ’ikke smider dem ud, vi er uenige med’. Det er en smuk indstilling, som lugter af den krænkelses-æra, vi lever i. Men jeg kan overhovedet ikke forbinde det med den apostoliske lære om kirkedisciplin.”

Er skilsmisse uafvendelig?

Præsten skriver, at han ser frem til udgivelsen af en rapport med titlen ’Living in Love and Faith’ (om at leve i kærlighed og tro) – men at han ikke forventer noget klart svar.

”Jeg ville elske at blive overrasket, men jeg frygter, at den bare vil forlænge pinen for alle parter. Men måske er der en anden vej. Naturligvis er vi som anglikanere generelt imod skilsmisse. Men ind imellem må vi – som alle kristne erkender det – acceptere, at ægteskaber går i stykker.
Nogle hjem falder fra hinanden. Og på samme måde kan vi alle meget klart se, at der i kirkens ledelse findes synspunkter, der er totalt uforenelige. Af hensyn til den store tros-familie – inklusive præsternes mentale sundhed og menighedernes afklaring – for ikke at nævne Guds ære, hverken kan eller bør den nuværende situation fortsætte,” slutter David Baker.