Gud kender også min baghave

– Gud er ikke udfordret af min baghave – af mine mindre flatterende sider. Det er dem, Han er kommet for at dele sit nærvær i, siger Claus Aagaard, der er præst i Græsted Frikirke.

Selvom baghaven for nogle er et område, man måske ikke er så stolt af, så kender Gud alt ved os. Selv de steder vi eventuelt opfatter som en mødding.

Livet har givet Claus Aagaard en ydmyg forståelse for, hvad det vil sige at være troende; at være menneske og dermed afhængig af Helligåndens vejledning og Guds nåde i og med alt.

– En nat, da jeg var 15 år, oplevede jeg, at Gud ”kom ind på mit værelse” … rørte og forandrede mig. Jeg ved ikke, hvad Han gjorde, men jeg blev meget glad, og en ny frihed boblede i mig.

Denne berøring befriede mig fra at betragte kundskabens træ – til i stedet at nyde friheden og Guds glæde. Det var livsforvandlende. Nu skulle jeg bare følge Ham. En kærlighedsrejse startede den dag, fortæller Claus Aagaard.

Mere end love og regler

En anden skelsættende åndelig begivenhed fandt sted i en periode, hvor Claus Aagaard brugte meget tid på at finde vejen for den kirke, som han ledte sammen med en gruppe venner.

– Jeg følte, at Gud udfordrede mig til at lede en kirke, der var fri af religiøsitet og legalisme (love og regler) som motivation”. Dét satte mig fuldstændig i brand. Vi havde det til tider med at synes, at vi skulle fortælle andre, hvordan vi skal leve moralsk og åndeligt … og prøvede nogle gange ubevidst at motivere hinanden med skyld, regler eller dårlig samvittighed.

– Jeg svarede: ”Ja, ja, ja. Jeg er så klar!” … til, at det er kærligheden, der skal motivere os i vores vandring med Gud og hinanden, pointerer Claus Aagaard.

Frygt og fordømmelse ødelægger og forvrænger relationen mellem Gud og mennesker. I modsætning til kærlighed – der læger.

”Den hellige by”

– Smeden i Værløse, Jens Larsen, var medgrundlægger af Indre Mission i 1860’erne. I hvert andet hus i byen hørte man lovsang … og det bredte sig til Tikøb, Græsted, Helsingør. En kæmpe brand startet af en smed, der havde mødt Gud og rejste rundt og fortalte om Ham. Den vækkelse, han var med til at brede ud, har betydet meget for mig, siger Claus.

Familien Aagaard flyttede til Græsted, da han var halvandet år.

Det har været en stor glæde for præsten her at opleve en større og større kærlighed i det tværkirkelige. Accept af forskelligheder – og generationer, der favner og har glæde af hinanden:

– Græsted har været kendt som ”den hellige by,” men kirkerne har ikke altid nydt at have fællesskab med hinanden. Jeg tror, at når Gud kigger ned på Græsted i dag, så smiler Han. Sidste år plantede vi et ”enhedstræ” i hinandens haver og gav hinanden et kunstværk – og bekræftede, at vi altid vil gå sammen.

– Der er fred og venskab – og vi kan have det sjovt sammen. Det er en stor glæde, at enheden er kommet hertil. Vi er gået fra svært til let og er fyldt med venskab. For Gud kan binde hjerterne sammen, understreger præsten.

Claus Aagaard er vokset op med folkekirken og Luthersk Missionsforening.

– Vi var ca. 30 unge, der gik til møder i bl.a. i Karlslunde Strandkirke. I løbet af nogle år gav Helligånden os mere og mere lyst til Gud og til at fortælle andre om Ham. Jeg blev for eksempel berørt af den lette tilgang til Gud og den dybe respekt for Helligånden, som jeg mødte i Karlslunde Strandkirke, siger han.

– I 1985 købte vi en kaffebar i Græsted, Spiren, og startede derefter Græsted Frikirke, beretter han.

Egen modstand

Livet med tro har givet ham forståelse for, at man ikke må begrænse Helligånden, men at det er nemt at komme til at gøre det. Det er vigtigt at lære at følge Helligåndens tilskyndelser, selvom de virker naive og helt falder uden for ens komfortzone og vanetænkning.

– Hver gang Helligånden tilskynder, bliver det vante og det konforme inden i mig udfordret. Vil det overgive sig til Helligåndens lederskab, eller er det mere tungtvejende i mig, hvad jeg plejer og har hang til?

Det kan være angstprovokerende første gang, forklarer Claus Aagaard.

– Jesus har lært os, at det, Helligånden gør, ikke altid har været tænkt før – og ikke set før, mener han – og citerer præsten Josef Kristensen, som er en meget god ven: ”Vi er ikke skabt til at passe ind, men til at forandre.”

– Det er godt at have i baghovedet, siger Claus.

Ikke desto mindre skal man være påpasselig, når man er i tvivl om det, man hører, ser, opfordres til eller fornemmer.

– Vores vigtigste pejlemærke undervejs har været: Hans fred og Skriften: hvad siger Bibelen?
At grunde over, hvad Helligånden siger – og tro det, har været en rejse. Som Paulus forklarer: nogle ting kan vi ikke lige bedømme. Det profetiske bedømmer vi jo stykkevis, men det giver os håb om, at Gud er med.

Når Gud giver løfter, er det ikke mit intellekt, der skal føre det ud i livet!

Men det giver mig fred undervejs, at Han er med. Og så kan jeg se, hvordan Han fører det ud i livet og inviterer mig og os til at være en del af det, forklarer Claus Aagaard.

Jo mere han lærer, des bedre forstår han, hvor lidt han ved.

– Da jeg var ung, troede jeg, at jeg havde tjek på livet. Jeg har lige siden fået færre og færre svar og større og større fascination af Ham. Jeg har fået tillid til, når Han taler. Han siger jo: ”Jeg leder blinde ad ukendte veje. Det er det, jeg gør, og det går jeg ikke fra.”

Så er vores tro ikke forankret i det, vi kan se eller forstå, men i Hans stemme og fred. At være fri til at følge Hans ledelse, fordi Han siger det – det er vidunderligt. Guds veje er bedre end mine veje. Og større.

Som ung prøvede jeg at forstå Gud, men i dag vil jeg sige, at jeg kender ham og er fascineret af Ham, men jeg forstår ham ikke, erkender præsten.

Det er livslang læring at finde fred i Guds planer og timing.

– Jeg kan være som en soldat, der ikke har hørt efter sin kaptajn. På et tidspunkt bliver jeg opmærksom på kaptajnen og går så i gang med at skyde til højre og venstre. Det er ikke lydighed, det er bare aktivisme. Kaptajnen ville bare have min opmærksomhed og at jeg skulle stå på række. Jeg skulle se på Kaptajnen og vente på hans signal.

– Meget aktivitet sker for at undgå bebrejdelser, mindreværd eller for at opnå anseelse. Men jeg er først på plads, når jeg er i tillid til, at ”Han kører butikken”, når jeg nyder at være hos Ham og er agtpågivende over for hans tiltale, understreger Claus Aagaard.

Undgå floskler

Det er ikke nok at sige det rigtige.

– Vi kristne kan negligere vores virkelighed og til tider leve i åndelige statements, som vi har lært udenad, erkender Claus Aagaard.

Men Gud lader sig ikke imponere af floskler.

– Jeg tror, tilbedelsen skal stige op fra det inderste, dybeste i mit liv – og fra min virkelighed … Derfra skal komme en sang til Ham.

Jeg troede, det var godt at lære alt om Gud, at få de rigtige tanker… sige det rigtige og gøre det rigtige, selvom min egen virkelighed forblev uforandret…

– Vi ønsker jo ikke at løbe om hjørner med os selv eller Gud, understreger han.
For når vi kommer til at gøre det, risikerer vi at miste os selv.

Evangeliet får kraft, når det rammer det brudte. Vores støv er virkelig vigtigt for Ånden. Man kan sige, at evangeliet får kraft af vores skrøbelighed. Lad os endelig ikke gemme vores menneskelighed og virkelighed i en misforstået Gudsfrygt.

At være autentisk

– Vi er skabt som mennesker af Gud, og Han er stolt af os og elsker os. Det er helt ok at være lille og svag. Og at fejle. Vi skal være det levende menneske, der ærer Gud, understreger Claus Aagaard.

– Der der med, at jeg kun kan sige, jeg tror på Gud, hvis mit liv har en vis standard, den tror jeg ikke på længere.
Claus Aagaard er havnet med en ydmyg tilgang til Gud – og en erkendelse af, hvad det enkelte menneske er i den relation.

Præsten konkluderer, idet han tilslutter sig kirkefaderen Irenæus: ”Det, der ærer Gud, er det levende menneske”.
– Så lev i Guds lys med hele dig – det er sjovest, tilføjer Claus Aagaard.