I Guds tidevand kan alt ske

Som dreng elskede jeg at komme væk fra skolen, væk fra mine brødre, som drillede mig, væk fra pligter og alle de trivielle ting for at drømme på havneområdet i Glückstadt.

På denne bestemte dag var der sket noget usædvanligt. En stor båd havde forankret ved molen i Glückstadt. Det var det eneste store skib, jeg nogensinde havde set i vores lille havn.

Måske var det et midlertidigt ophold, mens skibet ventede på at ankre op i Hamborg. Skibet blokerede udsigten op ad floden med bredsiden buende ud over havnen.

Jeg tænkte på den dag i Danzig, nu Gdansk, da min mor guidede os rundt på den overfyldte havn under vores desperate rejse til København.

Det virkede som længe siden, men jeg så nervøst på en lavtflyvende måge og huskede, at vi var blevet beskudt af ​​de russiske bombefly. Gud havde mirakuløst frelst os fra kanonerne, og han bevarede også skibet, efter at det blev ramt af en synkende mine. Mor havde bedt, og båden havde rettet sig op. Det blev senere fortalt, at kaptajnen havde sagt: ”Jeg forlod Danzig som vantro, jeg ankom til København som en troende.”

Jeg smilede ved tanken om, at den Gud, jeg tjente, var Herre over vinden og havet.

Jeg gik mod den store båd, der var forankret så tæt på kajen. Skibet, der vejede tusinder af tons, var fortøjet med tykke hampereb fra boven og agterstavnen, og det lå så tæt, at jeg kunne røre ved det. Jeg var en tolv-årig dreng og kunne ikke modstå. Jeg rakte ud fra kajen og lagde min hånd mod skibssiden. Selvom luften var frisk, var metallet blevet opvarmet af solens stråler.

Som drenge har en tendens til, lagde jeg begge hænder mod stålet og skubbede af al magt. Til min store overraskelse bevægede skibet sig et par centimeter bort fra kajen. Mine øjne lyste af glæde og overraskelse. Jeg kunne næsten ikke tro, at jeg kunne flytte denne stålkolos.

Selvfølgelig vidste jeg, at det på land (og når tidevandet var lavt) ville være umuligt for mig og tusind andre at flytte skibet bare en millimeter. Men ved højvande var det inden for rækkevidde, selv for en ung dreng. Sikke et under! Og jeg følte, at Gud talte i mit hjerte.

Han sagde, at når Han bad mig om at gøre det umulige, så skulle jeg bare adlyde og ikke spørge, hvordan det kunne ske. Hans muligheder er ubegrænsede.

Bonnke sammenligner senere i sin bog ”Et liv i fyr og flamme” tidevandet i Elben med Helligånden. Uden Helligånden er det umuligt at bevæge noget i samfundet. Men når tidevandet stiger – når Helligånden er til stede – så er det pludselig muligt at bevæge selv store ”skibe” – selv store menneskemasser.

Dette kom Bonnke selv til at opleve senere i Afrika, hvor han var redskabet til, at mægtige menneskemasser (over 75 mio.) tog imod evangeliet om Jesus Kristus.