Hvor kragerne vender

Kragerne hopper rundt på byens tage, pladser, sågar kørebaner for at finde ét eller andet spiseligt, som folk har kasseret. Det er ikke just en fugl, der har et godt ry, endsige beundres for sit smukke ydre eller sin melodiske sangstemme.

Den er der bare, og mennesker haster forbi uden at ænse fuglen, som er blottet for fine fornemmelser. På sin egen måde kæmper kragen – ikke for at få opmærksomhed – men for at overleve.

Fuglen minder mig om de udsatte, hjemløse, misbrugere og fremmede, som er en del af gadebilledet i større danske byer som Aarhus, København og Odense. Som kragerne er de der også bare, og vi går helst i en stor bue uden om dem.

Det kan der selvfølgelig være grunde til, men vores indstilling er for tit – også overordnet set – at det er mennesker, som vi instinktivt lægger afstand til, ser ned på og måske også er lidt bange for.

Det er mennesker, som roder i ”eksistensens skraldespand” efter dåser, skrald og håb. Som på deres egen måde forsøger at overleve. Som kragerne har de passeret den grænse, hvor de prøver at få opmærksomhed. De er sårede, skuffede og har ingen fine fornemmelser.

Alle kender nok udtrykket: ”at komme helt derud, hvor kragerne vender”. Èn eneste i verdenshistorien er over for de udsatte og hjemløse taget helt derud, hvor kragerne vender. Det er Jesus Kristus.

Han forlod Himlens herlighed, tryghed og lys for at komme ned og dele vilkår med den sårede, syge og hjemløse. Han kom som en fremmed fugl, som en krage uden fine fornemmelser. Og han tog det sidste skridt, som ingen andre kunne eller ville tage, da han på korset ”tog helt derud, hvor kragerne vender”, ved at dø for hvert eneste menneske på denne jord, de udsatte og hjemløse, dybest set for dig og mig, for at vi kunne få fælleskab, lys og håb om himlen.

Hans spørgsmål til dig og mig i dag lyder: Er du villig til at tage helt derud, ”hvor kragerne vender” for at stå sammen med et medmenneske?