Frans oplevede, at Gud greb ind
Frans Thusholt lavede en deal med Gud, at hvis han hjalp, så ville han gøre noget for ham.
1. marts 2020 begynder Frans Thusholt som fritidsansat i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler. Det startede dog med, at Gud gav ham et bønnesvar.
Frans Thusholt kendte Steen Møller Laursen, der er landsleder i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS), og tænkte, at organisationen kunne hjælpe ham til at komme ud fortælle børn og unge om det, han har oplevet med Gud.
Nu starter han i en stilling som fritidsansat, hvor han særligt vil arbejde med forkyndelse. Han har nemlig et budskab, han vil ud med.
Gud greb ind
– Jeg har gentagne gange bedt Gud hjælpe mig med nogle konkrete store udfordringer, jeg havde i mit liv, og så sagde jeg også til Gud, at hvis han hjalp mig, så ville jeg gøre noget for ham, fortæller Frans Thusholt åbenhjertigt. ”Jeg oplevede, at Gud hjalp mig helt konkret – så nu skylder jeg,” ler han.
Gennem godt 130 år har DFS blandt andet fremstillet undervisningsmaterialer til ledernes dygtiggørelse, så det bliver hjælp til selvhjælp. Et andet vigtigt aktiv er ansatte konsulenter og den flok af fritidsansatte, som Frans nu bliver en del af. De hjælper klubber, lejre og kirker bl.a. med sparring, undervisning og rådgivning.
Sjov med noget på hjerte
Frans Thusholt er opvokset i Hjerm, men bor nu i Herning. Til dagligt arbejder han som lærer på Midtjyllands Kristne Friskole, hvor han underviser i natur/teknologi, idræt samt håndværk og design. Børn og unge fylder derfor meget i hans liv.
Frans bliver af sin omgangskreds set som en sjov mand, der har noget på hjerte. Han brænder for budskabet, men også for, at det skal leveres med humor, fortælling og ikke så højtideligt.
Med egne ord er han en sports-nørd, og han er selv aktiv bordtennis- og fodboldspiller, foruden at være en habil tryllekunstner. Familien kommer i Herning Bykirke og er kommet på Familiecamping på Mørkholt Strand Camping gennem mange år.
Vil tjene Gud
Arbejdsbeskrivelsen i DFS er ikke helt på plads, men han vil bl.a. tage rundt cirka 15 gange årligt til familieaftener, hvor der kommer børn, voksne og familier, inden for en radius af 100 km fra bopælen.
Han er engageret i juniorklubben i kirken, han kommer i, og har tidligere holdt oplæg og familieaftener om sociale medier, forholdet mellem tro og videnskab og kirkelige personligheder som Frans af Assisi og Moder Teresa.
– Jeg vil gerne tjene Gud, slår han fast. ”Jeg har læst om Moder Teresa og er inspireret af hendes måde at tjene andre på. Nu skal vi se, hvad Gud vil bruge mig til,” fortæller han begejstret med et glimt i øjet.