Mine kære forstår ikke, at jeg stadig er syg

Kære Orla

Jeg har altid brugt udtrykket ”mine kære” om min familie, om mine venner og om medlemmerne i min menighed. Jeg har altid følt, at jeg var omgivet af ”kære mennesker.”

Jeg har altid ment, at jeg havde mange, som stod mig nær. Men hvor kan tingene hurtigt ændre sig.

Ingen diagnose

Jeg er en kristen kvinde i tresserne. Jeg føler mig syg hver dag fra morgenstunden af. Jeg har hverken lyst eller energi til at komme ud af sengen.

Jeg er i udredning hos min læge. Jeg har også været indlagt. Der er taget mange prøver på mig. Men det har indtil nu været uden resultat.

I min menighed har jeg haft mange opgaver. Men lige nu er jeg nødt til at sige fra. Jeg har ingen energi, og jeg føler mig træt ved den mindste anstrengelse.

Jeg kommer dog stadig i menigheden, men er ikke aktiv mere. Min mand og mine voksne børn er også med i menigheden. De føler vist, at det belaster dem, at jeg er med på møderne uden at være aktiv, som jeg plejer. De mener nok, at jeg ikke er ”rigtig” syg, når jeg stadig kan stå på benene. Jeg er bestemt heller ikke ”rigtig” rask, for jeg har det dårligt hele tiden.

Ingen forstår mig

Jeg har altid oplevet mine nærmeste som en velsignelse. Men nu er de nærmest blevet en pinefuld virkelighed, som næsten gør ondt værre. De tror vist, at det nærmest er noget skaberi med mig. Det siger de ikke. Men sådan føler jeg.

De venter sikkert på, at jeg skal tage mig sammen. Det siger de heller ikke. Men jeg tror, de tænker det.

Mine kære har det i hvert fald svært med en syg, der ikke ligger i sengen hele tiden.
Man har også foreslået mig en anden læge. Det er der mange fra menigheden, der har foreslået. Men jeg har faktisk tillid til min læge.

Man siger også til mig, at det nok snart bliver bedre. Nu når vejret bliver mildere. Men det har ikke noget med vejret at gøre. Ingen forstår min situation.

Det værste for mig er, at en del af vennerne i menigheden, men også en del af min store familie, holder sig på afstand af mig nu. Det gør mig en smule bitter, og det gør mig også endnu dårligere.

En klog mand sagde engang, at kærlighed avler smerte. Det er netop det, jeg oplever nu.

Samme spørgsmål kommer igen og igen

Dem fra menigheden har i starten ringet hver dag og spurgt, om jeg har fået det bedre.

Men også mine nærmeste spørger igen og igen, om jeg har fået det bedre. Det er virkelig strengt at skulle fortælle dem, at det er det samme. Eller at skulle sige, at jeg havde det lidt bedre i går.

Men nu er det det samme igen.

Jeg føler ind imellem, at det næsten ville være lettere uden omgangskreds, ja, endda uden familie. Så kunne jeg få lov til at være i fred.

Jeg ved godt, at det er noget frygteligt noget at skrive. Det ligner mig heller ikke. Det er en rigtig dårlig tanke. Det ved jeg godt.

Det blev et langt brev. Jeg ville egentligt blot bede om din forbøn for min helbredelse og om en salvedug.

Jeg ønsker inderligt at blive rask og få det godt, som jeg havde det før.

Venlig hilsen
Den Halvsyge.

Værdsæt dine kære og undgå bitterhed

Kære Halvsyge

Man kan faktisk godt være alvorligt syg og stadig kunne stå på benene. Det kender jeg mange eksempler på.

Men nu til ”de kære.”

Dem har vi næsten alle nogle af. Det har du også. Og nu som syg mærker du dine kære som en nærværende virkelighed. Det almindelige er jo, at vi oplever vores kære som en velsignet virkelighed under sygdom.

Men du er næsten kommet dertil, at du er ved at have fået nok af dem. Du oplever dem næsten som rigtigt trælse.

Nogle syge kan som du opleve, at de nærmeste ikke forstår dem. Måske antyder de nærmeste endda, at den syge er blevet en belastning for dem i forhold til venner, til menighed osv..

Men trøst dig med, at dine nærmeste ikke gør det af mangel på kærlighed til dig, men de gør det, fordi de ikke kan leve sig ind i, hvordan du har det.

De har måske aldrig været syge selv. Derfor undskyld dem. Pas på ikke at blive bitter og irriteret. Pas på med dine tanker. Bær over med dine kære og med dine nærmeste.

Jeg forstår godt, at det er slemt for dig, når så dine kære og vennerne fra menigheden svigter.

Men pas nu på – For du siger jo samtidigt, at når dine kæres forsøg på omsorg er blevet for meget for dig, så vil du næsten ønsket dem hen ”hvor peberet gror.” – Det var så mine ord.

Det kan jo være, at dine kære og dine nærmeste næsten pr. instinkt har mærket, at du ind imellem bliver træt af deres selskab.

Sygdom kan gi’ ensomhed

Jeg har oplevet syge, som sagde, at sygdommen faktisk ikke var det værste. Det værste var ensomheden, der fulgte med. Vennerne faldt lidt efter lidt fra.

Ja, i et tilfælde oplevede en syg kvinde, der blev ramt af en kronisk sygdom og derfor blev meget sengeliggende, at manden bad om skilsmisse. Han sagde, at hun ikke mere var den kvinde, han havde giftet sig med.

Tak Gud for dine kære

Jeg ved, at langt de fleste syge er kede af at skulle bedrøve deres kære med, at de er syge.

Og selv om det et øjeblik kunne synes lettere at være alene, så ved du også godt, at det ville være hundrede gange værre, hvis dine kære var kolde og ligegyldige.

Tak Gud for dine kære. Bed Gud om, at din sygdom må føre jer endnu tættere sammen som familie.

Jeg beder også for dig og har sendt dig salvedugen.

Med venlig hilsen
Orla Lindskov.