Brikker i Guds hånd

Livet rummer mangt og meget, der kan synes som tilfældigheder. I vores menneskeverden, i vores omgang med hinanden, kan alt det, der sker, se fjernt ud set fra Guds perspektiv. Eller udtrykt anderledes: Vi tænker måske, at Gud er langt væk fra vores virkelighed.

Sandheden er den stik modsatte. Gud ser alt. Ja, sågar tæller han vores hovedhår, så ligegyldigt det end kan synes, for han elsker os. Og Han kan bruge mangt og meget i sin kærlighed til os.

Bibelen er fyldt med beskrivelser af mennesker, der midt i en dagligdags sammenhæng endte med at få stor betydning for både sig selv og andre. Midt i deres hverdag var de tro mod andre, pligtopfyldende og så muligheder frem for begrænsninger.

Rahab så og troede

Jeg vil her pege hen på en gammeltestamentlig person, der ikke nødvendigvis hører til blandt de mest kendte figurer i Bibelens persongalleri; men måske er hun netop derfor en prædiken værd? Kvinden Rahab. Oprindeligt en sexarbejder i Jeriko, som i udkanten af byen drev et bordel og et herberg.

Her skjulte hun to israelske spioner for myndighederne, som Josva, jødernes leder, på forhånd havde sendt ind i Jeriko for at undersøge forholdene, inden israelitterne skulle indtage byen.

Rahab tog fat på den krise, hun og hendes familie stod over for, ved personligt at engagere sig.

Hun så og reflekterede og kom til tro. Faktisk var det hele byen og det kongedømme, der var i Jeriko, som stod over for en kæmpe udfordring og en krise af fatale dimensioner. Men den eneste, der reelt forstod alvoren og forholdt sig konstruktivt til den fare, de alle sammen stod over for, var Rahab. Ledelsen af Jeriko ville ikke arbejde med, til eget bedste. Det ville Rahab.

Hele historien kan du læse i Josvabogen kapitel 2 og i kapitel 6, vers 22-25.

Handlede i tro med håb

Nok var Rahab som så mange andre grebet af angst; overvældet af omstændighederne og de dystre fremtidsudsigter. Alligevel, selvom hun følte sig magtesløs og usikker, valgte hun mod håb, at tro med håb. Rahab havde fået øje på noget essentielt: Gud Herren er Gud både oppe i himlen og nede på jorden. Hun erkendte, at den Gud, der havde ført jøderne ud af Egypten, han er noget særligt.

Den Gud, der vristede en mængde slaver ud af hænderne på tidens ellers mægtigste mand og hans rige, Farao, og gjorde disse slaver til et folk, han er virkelig Gud. Og som Gud mirakuløst havde ført Israel ud af Egypten, sådan førte han dem også mirakuløst ind i Jordan, foran Jerikos grænseland. Også dette havde Rahab og indbyggerne i Jeriko set.

Da Jerikos mure faldt, blev Rahabs hus stående, og de to spioner gik ind og førte Rahab og alle, der hørte hende til, ud derfra. Hun og hendes slægt blev optaget i Israels folk. Hendes tro frelste hende og hendes hus fra at omkomme.

Hvad ved vi ellers om Rahab? Ikke meget. Der skal dog ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor hårdt det har været for hende at være prostitueret, hvordan hun har ønsket sig en ny begyndelse på sit liv. Den kom midt i hendes hverdag som sexarbejder, mens hun passede sit herberg og forarbejdede hørstængler til linnedstof.

I hverdagen med dens gøremål dukkede mulighederne op. Udefra set var det måske ikke umiddelbart til at få øje på. Alligevel skete der en forandring, da Rahab kom til erkendelse af, at Gud Herren både er Gud oppe i himlen og nede på jorden, og da hun tog til sig, at ’DET BERØRER MIG’.

Det handler også om mig

I Galaterbrevet skrev Paulus i 2, 20: ”JEG lever ikke mere selv, men Kristus lever i MIG, og mit liv her på jorden lever JEG i troen på Guds søn, der elskede MIG og gav sig selv hen for MIG.

Rahab fik øje på, at alt det med Gud også handler om det, der sker her nede på jorden. Hun fik en tro på, at ”det også handler om mig.”

Derfor nævnes hun også i Det Nye Testamente som en troshelt, der i handling gjorde en betydelig forskel, både for sig selv og for andre. Hun fik en ny begyndelse sammen med Gud Herren. Det var ikke den, hun var i andres øjne, som var afgørende, men den, hun kunne blive i troen på Gud.

Kun ved tro på Kristus gøres vi retfærdige. Som Paulus nåede til en erkendelse af, at Guds søn (Jesus Kristus) ’elskede MIG og gav sig selv hen for MIG’, sådan skal også vi forstå, at det berører ’MIG’.

Rahabs tro blev vekslet til et personligt engagement, der tog afsæt i det, der nu engang var hendes hverdag, med alle de små brikker, det nu indebar. Og derigennem virkede Gud. Huset, beliggenheden, hørstænglerne, så klamme de end var, det røde reb som små tilfældige brikker i vores øjne.

For Gud var det redskaber til en bedre fremtid. Når vores øjne åbnes op for, at Gud er Gud både oppe i himlen og nede på jorden, og at alt dette også kommer os ved, ja berører ’MIG’, så oplever vi, at alle ting samvirker til bedste for dem, som er i Kristus; at Gud ’vender vores skæbne.’

Forholder du dig personligt til Jesus Kristus, vil du opleve, at det ikke er den, du var, der betyder noget for Gud, men den, du er i Ham. Og hvem du bliver ved det værk, han gør i dig, ved ordet og Ånden.

Gud velsigne dig.
——————————

Ugens prædiken er ikke ud fra søndagens tekst, som du kan læse Nedenunder.

Søndagens tekst: Joh. 8, 42-51

Den, der tilhører Gud, lytter til hans ord

42»Hvis Gud havde været jeres far, så ville I have elsket mig, for det er Gud, der har sendt mig.

43 Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I er ude af stand til at høre efter. 44 Jeres far er Djævelen, og I er villige til at gøre alt det onde, som han gerne vil have jer til at gøre.

Han har altid været ude på at ødelægge mennesker. Han har sat sig op imod sandheden, og der findes ikke noget sandt i ham. Det er helt naturligt for ham at lyve, for han er ophavsmand til alle former for løgn og bedrag.

45 Mig tror I ikke på, fordi jeg siger sandheden. 46 Hvem af jer kan påvise, at jeg skulle have gjort noget forkert? Når nu det, jeg siger, er sandt, hvorfor tror I så ikke på mig?

47 Den, der tilhører Gud, lytter til hans ord. Men I lytter ikke til Guds ord, fordi I ikke er hans børn.«

48»Din samaritaner!« snerrede de. »Har vi ikke hele tiden sagt, at du er besat af en ond ånd?«

49»Jeg er ikke besat af nogen ond ånd,« svarede Jesus. »Jeg ærer min Far, men I vanærer mig. 50 Jeg søger ikke min egen ære. Det er der en anden, der gør, og han skal dømme jer. 51 Det siger jeg jer: Den, der adlyder mit ord, skal aldrig dø.«

 Teksten er fra bibelen på Hverdagsdansk