Psykologhjælp til incestramte

Kristeligt Folkeparti fremsatte før jul et forslag om, at der skal gives mennesker, der har været udsat for incest, bedre mulighed for at få psykologhjælp. Forslaget var til førstebehandling i folketingssalen i sidste uge, men ser ikke ud til at kunne samle flertal.
Baggrunden for initiativet er, at lovgivningen betyder, at incestramte som udgangspunkt ikke kan få tilskud til psykologbehandling, hvis der er gået mere end seks måneder, siden overgrebet har fundet sted.
– Men incestramte er jo netop kendetegnet ved, at de meget ofte fortrænger de traumatiske oplevelser. Det er ikke usædvanligt, at ofrene først langt senere i livet erkender, at de har været udsat for seksuelle overgreb som børn. Akutte kriser kan godt opstå 20 år efter, at man har været offer for et overgreb, forklarede Kristeligt Folkepartis ordfører Tove Videbæk.
Hun mente, at selv om der er stor opmærksomhed om emnet i disse år, er den danske lovgivning alligevel ikke indrettet efter hverdagens vilkår. Vi symptombehandler i stedet for at helbrede: – den sociale arv er velkendt og veldokumenteret, også på dette område. En undersøgelse af 90 mænd, der var dømt for seksuelle overgreb mod børn, viste, at to ud af tre selv havde været udsat for groft omsorgssvigt som børn. Misbrugsmønstrene gentager sig, hvis ofrene får lov til at leve ubehandlet videre.
– At voksne kan finde på at misbruge børn seksuelt, chokerer os. De voksne krænkere møder vores dybeste afsky, mens de krænkede børn møder vores dybeste medfølelse. Hvad vi bare ofte glemmer er, at en anseelig del af de krænkede børn selv ender som krænkere en dag, sagde Tove Videbæk.
Fra alle andre partier fik Tove Videbæk anerkendelse for, at Kristeligt Folkeparti tog problemet op. Men forslaget fik kun direkte støtte fra Enhedslisten, CD, Dansk Folkeparti og Frihed 2000. Regeringen og de øvrige partier mente, at man skulle afvente en rapport fra regeringens børneudvalg, før man gik videre med sagen.