Metodist-kvinder aktionerer mod kvindehandel under VM
EUROPA Kvinder fra Metodistkirken går i aktion mod handlen med prostituerede, som bliver solgt som sex-slaver under fodbold-VM i Tyskland.Under sloganet At købe sex er ingen sport er kvinder fra Metodistkirken i forskellige europæiske lande gået sammen med Bevægelsen mod Kvindehandel CATW. De ønsker at sætte fokus på kvindehandel og de dybe traumer, det giver de implicerede unge kvinder.
– At tænke sig, at man I det 21. århundrede kan tage mennesker og sælge dem som varer, siger Mary Moody fra Gosforth Methodist Church i England til avisen Christianity Today. Vi må gøre alt, hvad vi kan for at presse regeringerne til at gribe ind øjeblikkeligt.
Det anslås, at over 40.000 kvinder bliver bragt til Tyskland under VM for at blive solgt som sex-slaver. Et antal, som de tyske myndigheder dog mener er overdrevet.
-mbc