Levende og varm fortælling om Føbe

Stor, varm, rund, medrivende: kort sagt helt vidunderlig, en ubrudt fornøjelse er denne historie-fortælling om menighedstjener og søster i troen, Føbe, der ellers kun omtales i Romerbrevet.

Hendes upåagtethed til trods står det alligevel klart, at hun har været en vigtig figur i den tidlige kristne kirke; i modsat fald ville Paulus næppe have givet brevets modtagere i opdrag at hjælpe hende med alt, hvad hun måtte få brug for – og med en sigende fodnote-tilføjelse: at hun selv har hjulpet mange, incl. ham selv.

Levende fortalt

Levende fortalt, hurtigt læst, men sent glemt, tror jeg. Hun har en fortid. Vi træffer hende i bogens optakt ved sin ankomst til Rom, hvor hun skal aflevere og bekendtgøre et brev fra Paulus.

Hun tænker tilbage på den mand, hvis blik hun første gang mødte, og hvor alt forandredes: Paulus var hans navn. Om ham handler bogen selvfølgelig også, uden at vi dog direkte møder ham.

Men Føbe bærer også på nogle traumatiserende oplevelser. Hun har været slave, og Titus var hendes herre. Det er altså ikke første gang, hun er i byen. Men der er mere til historien som så …..

En bog om en lidt ukendt kvindeskikkelse fra oldtiden og den tidlige kirke. Og med en moderne psykologisk indgangsvinkel og forståelse. Selv om det altså er en “kvindebog” (i den bedste betydning: nemlig: “menneskebog”), må alt for mange mænd helst ikke snyde sig for den. Og da slet ikke mænd med hjerte. Sine steder kneb jeg en tåre, jeg indrømmer det.

Kåret til årets bedste

På falderebet: Det kan ikke overraske, at denne velskrevne roman-biografi (i England i 2019)blev kåret til årets bedste roman. Forfatteren er en af landets førende nytestamentlige forskere – med særlig interesse for Paulus. Det forekommer lidt at være en strid om ord, når hun afviser, at bogen skulle være en roman – det er i al fald den form, den fremstår i – men derimod et eksperiment i historisk forestillingsevne.

Den første halvdel af bogen er viet selve fortællingen om Føbe; den sidste halvdel består af kommentarer og real-oplysninger kapitel for kapitel. Her får man nærmere indblik i fx den historiske baggrund; meget nyttigt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Paula Gooder: “Føbe
– En fortælling med noter”
367 sider. 250 kr. ProRex,