Frikirkenet: Bibelen 2020 – en gave til kirkefolket som kan forbedres

Af Henri Nissen 14. maj. 2020/20

I en anmeldelse af den nye 2020-bibel fra Bibelselskabet udtrykker cand.teol. Bent Bjerrring Nielsen – på Frikirkenets vegne – glæde over den nye bibeloversættelse.

Bent Bjerring Nielsen er tilknyttet Apostolsk Kirke og sidder i Bibelselskabets repræsentantskab.

– Der er meget at glæde sig over ved Bibelen 2020. Sproget er levende og forfriskende, og jeg bliver ofte inspireret af oversættelsens nye vinkler på velkendte tekster. Der er virkelig blevet arbejdet med at få de gamle tekster til at fremstå sprogligt imødekommende, skriver Bjerring Nielsen.

– Bibelen 2020 er efter udgivelsen blevet kritiseret voldsomt og det i en grad, så kritikken har fundet vej til en del internationale medier. Debatten har været præget af en noget skinger tone, hvor der til tider er blevet fremført faktuelt forkerte og meningsløse anklager. Det er afgørende, at kritik fremføres på et sagligt fundament – og når det er sagt, så er der kritisable forhold i Bibelen 2020.

Israel skal med igen

– Kritikken har drejet sig om, at ordet Israel stort set er fjernet fra Det Nye Testamente, hvad der allerede var tilfældet, da Den Nye Aftale udkom, skriver Bent Bjerring og forklarer.

– Bibelselskabet har i debatten anført, at Israel i de bibelske tekster har flere betydninger, men ikke henviser til et specifikt landområde. Det er isoleret set rigtigt, men tager ikke højde for, at det jødiske folks identitet igennem de gammeltestamentlige tekster i høj grad er knyttet til det landområde, vi dag kalder Israel.

Når det er tilfældet, vil en næsten fuldstændig fjernelse af navnet Israel fra Det Nye Testamente fremstå som et – efter min bedste overbevisning utilsigtet, men ikke desto mindre yderst uheldigt – teologisk udsagn om, at en sådan forbindelse mellem folket og landet ikke længere kan etableres. Det vil rigtigt mange både jøder og kristne, blandt andet i FrikirkeNets bagland, være helt uenige i. Det er efter min mening substansen i kritikken af fjernelsen af navnet Israel fra Det Nye Testamente. Derfor glæder det mig, at Bibelselskabet har meldt ud, at de tager den kritik alvorligt, og at det vil medføre ændringer i næste udgave af Bibelen 2020.

Snæver luthersk forståelse

– Det må samtidig påpeges, at en lidt snæver luthersk forståelse også trænger igennem flere steder. Man møder ofte blandt lutherske teologer en vis automatik, når der i Det Nye Testamente anvendes sproglige billeder, der involverer vand; det bliver næsten altid forstået som refererende til dåb, selv om der ikke nødvendigvis er noget i sammenhængen, der peger i den retning.

Det ses i Bibelen 2020 i forbindelse med den natlige samtale mellem Jesus og Nikodemus i Johannesevangeliet 3:5, hvor Jesus i den autoriserede oversættelse siger, at ”… den, der ikke bliver født at vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds Rige”.

Det bliver i Bibelen 2020 til: ”… man bliver født igen ved at blive døbt og få Helligånden. Hvis man ikke bliver det, kommer man ikke ind i Gud kongerige”.

Ordet ”dåb” forekommer ikke i den græske tekst, men derimod det kryptiske udtryk: at blive ”født af vand”. Det helt legitime teologiske spørgsmål er, om dette overhovedet er en dåbstekst? Hvis det er en dåbstekst, taler det for, at dåben og det at blive født igen er en og samme ting. Hvis ikke det er en dåbstekst, så ligger eftertrykket i stedet på den videre samtale, hvor Jesus taler om at modtage det evige liv gennem tro. Her har oversættelsen truffet et unødvendigt teologisk valg ved at indsætte ordet ”dåb”.

Tungetale er ikke ekstase

Et andet problemfelt i Bibelen 2020 er forholdet til karismatisk teologi, særligt til fænomenet at tale i tunger. Den mest omfattende undervisning om tungetalen findes i Første Korintherbrev, hvor man i Bibelen 2020 møder det uheldige, at oversætterne to gange har indføjet, at tungetalen sker i en ekstase (12:10 og 14:2), hvad der ikke er noget belæg for i den græske tekst.
Det afspejler en meget udbredt fordom, også i religionssociologisk litteratur, at tungetale skulle være forbundet med en form for ekstatisk tilstand; det er en fordom, der kan afkræftes af hundreder af millioner af karismatiske kristne verden over. Det bør selvfølgelig ændres, og det er glædeligt at også her har Bibelselskabet indikeret at de lytter til kritikken, skriver Bent Bjerring-Nielsen, der ellers generelt er tilfreds med oversættelsen.

Hele indlægget kan læses herunder:

Bibelen 2020: En gave til kirkefolket – som kan forbedres

I slutningen af marts udkom Bibelen 2020. Det er en såkaldt ”dynamisk” oversættelse af Bibelen, hvad der betyder, at den særligt tager udgangspunkt i det sprog, der oversættes til og forsøger at kommunikere så hverdagssprogligt som muligt. Bibelen 2020 er tænkt som et supplement til den autoriserede oversættelse. Dansk er et lille sprogområde, og vi er ikke forvænte med nye oversættelser af Bibelen. Den eneste oversættelse ved siden af den autoriserede, der for alvor har haft gennemslagskraft, er Bibelen på hverdagsdansk, så det er begejstrende, at vi med Bibelen 2020 får nye muligheder for at møde de bibelske tekster i en sproglig form, som mange danskere vil kunne forholde sig til

Der er meget at glæde sig over ved Bibelen 2020. Sproget er levende og forfriskende, og jeg bliver ofte inspireret af oversættelsens nye vinkler på velkendte tekster. Der er virkelig blevet arbejdet med at få de gamle tekster til at fremstå sprogligt imødekommende.

Bibelen 2020 er efter udgivelsen blevet kritiseret voldsomt og det i en grad, så kritikken har fundet vej til en del internationale medier. Debatten har været præget af en noget skinger tone, hvor der til tider er blevet fremført faktuelt forkerte og meningsløse anklager. Det er afgørende, at kritik fremføres på et sagligt fundament – og når det er sagt, så er der kritisable forhold i Bibelen 2020.

Kritikken har drejet sig om, at ordet Israel stort set er fjernet fra Det Nye Testamente, hvad der allerede var tilfældet, da Den Nye Aftale udkom. Bibelselskabets begrundelse for det er, at ordet Israel for den moderne læser vil blive forbundet med det landområde, vi kender som Israel, mens det i Det Nye Testamente ikke henviser til et specifikt landområde, men til det jødiske folk. Det er også blevet hævdet, at oversættelsen i Bibelen 2020 er antisemitisk, hvad der er meningsløst, idet der er talrige henvisninger til det jødiske folk, som absolut ikke er vinklet på nogen negativ måde. Det er da også værd at notere sig, at Første Krønikebog i Bibelen 2020 kaldes ”Historien om Israel”.

Bibelselskabet har i debatten anført, at Israel i de bibelske tekster har flere betydninger, men ikke henviser til et specifikt landområde. Det er isoleret set rigtigt, men tager ikke højde for, at det jødiske folks identitet igennem de gammeltestamentlige tekster i høj grad er knyttet til det landområde, vi dag kalder Israel. Der kan gives utallige eksempler på dette, men hvis jeg blot skal anføre et enkelt, kunne det være Salme 137, der udtrykker smerten over at være borte fra Jerusalem og Israels land og i fangenskab i Babylon: ”Hvordan kan vi synge Guds sange i et fremmed land? Hvis jeg glemmer Jerusalem, så lad min højre hånd blive lam …(Salme 137:4-5a – citeret fra Bibelen 2020). Det er bare et eksempel blandt mange mulige på, at det jødiske folks identitet er meget tæt knyttet til det landområde, vi i dag kender som Israel.

Det må samtidig påpeges, at en lidt snæver luthersk forståelse også trænger igennem flere steder. Man møder ofte blandt lutherske teologer en vis automatik, når der i Det Nye Testamente anvendes sproglige billeder, der involverer vand; det bliver næsten altid forstået som referende til dåb, selv om der ikke nødvendigvis er noget i sammenhængen, der peger i den retning. Det ses i Bibelen 2020 i forbindelse med den natlige samtale mellem Jesus og Nikodemus i Johannesevangeliet 3:5, hvor Jesus i den autoriserede oversættelse siger, at ”… den, der ikke bliver født at vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds Rige”. Det bliver i Bibelen 2020 til: ”… man bliver født igen ved at blive døbt og få Helligånden. Hvis man ikke bliver det, kommer man ikke ind i Gud kongerige”.

Et andet problemfelt i Bibelen 2020 er forholdet til karismatisk teologi, særligt til fænomenet at tale i tunger. Den mest omfattende undervisning om tungetalen findes i Første Korintherbrev, hvor man i Bibelen 2020 møder det uheldige, at oversætterne to gange har indføjet, at tungetalen sker i en ekstase (12:10 og 14:2), hvad der ikke er noget belæg for i den græske tekst. Det afspejler en meget udbredt fordom, også i religionssociologisk litteratur, at tungetale skulle være forbundet med en form for ekstatisk tilstand; det er en fordom, der kan afkræftes af hundreder af millioner af karismatiske kristne verden over. Det bør selvfølgelig ændres, og det er glædeligt at også her har Bibelselskabet indikeret at de lytter til kritikken.

Det er ikke overraskende, at Bibelen 2020 kan kritiseres. En oversættelse af hele Bibelen er et meget omfattende projekt, og da enhver oversættelse er en fortolkning, vil der let kunne snige sig teologiske tolkninger ind i oversættelsen, som man kan finde kritisable.

Disse kritiske bemærkninger skal dog ikke skygge for, at Bibelen 2020 som helhed er en gave til kirken i Danmark. Den fremtræder som et smukt stykke kunsthåndværk, der dog har enkelte fejl. Det bør ikke resultere i, at man smider gaven ud, men at man får repareret de uheldige elementer. Det har Bibelselskabet vist vilje til og det fortjener Bibelen 2020 også.

Bent Bjerring-Nielsen, maj 2020