Israel i nye bibeloversættelser: Et personligt vidnesbyrd

Har man gjort sig medskyldig i noget værre snavs, hvis man har bidraget til den nye oversættelse, Bibelen 2020?

Spørgsmålet trænger sig på, når man læser kritikken. Der tales ikke bare om anti-jødisk ’erstatningsteologi’ (det er sandelig galt nok), men direkte om antisemitisme! Der henvises til nazi-tidens forsøg på at fornægte kristendommens jødiske udspring.

Oversættelsen beskrives som et hensynsløst angreb på jøder. Ja, den nye bibeludgave gør ligefrem jøder statsløse ifølge én kritiker. En anden siger, at Bibelselskabet på grund af politisk påvirkning fusker med Bibelen. Hvis blot det halve af det er sandt, bør man virkelig være bekymret.

Jeg må indrømme, jeg tager det personligt. Det Gamle Testamente og kristendommens jødiske arv har været en hjertesag for mig, siden jeg blev undervist i faget af Agnethe Zimino på Vejen Højskole-Kibbutz for 35 år siden.

Jeg har brugt det meste af mit arbejdsliv på at lære kommende præster, at den del af Bibelen, vi har til fælles med jøderne, er uundværlig for ordentlig kristendom. Ofte er jeg efter timerne blevet spurgt af en nysgerrig student, om jeg da selv er jøde? – For det tydede min kærlighed til teksten åbenbart på. Jeg kan Ha-Tikva, ”Håbet”, den israelske nationalsang, udenad og synger den for mine børnebørn, når jeg skal have dem til at sove.

Det er grove løjer at høre, at den bibel, hvor jeg har oversat bl.a. Første Mosebog og Job, er et angreb på nogle af de ting, jeg sætter højst i verden.

Nu kan jeg naturligvis ikke forvente, at debatten skal tage hensyn til mine private fornemmelser. Men for sagens egen skyld er der brug for, at vi diskuterer så vigtigt et spørgsmål som oversættelse af Bibelen, uden at nogen trækker nazi-kortet eller anklager hinanden for fusk, før vi har tænkt os godt om og lyttet til hinanden.

Hvad er oversættelse?

Oversættelse er et kunsthåndværk og ikke en matematisk videnskab. Det er præcis derfor, man ikke kan sætte en computer til det. En oversættelse er altid ufuldkomment menneskeværk og kan forbedres. Så lad os endelig diskutere, hvad der bør laves om.

Men netop fordi oversættelse ikke er matematik, er der ét argument, som ikke kan bruges: Vi kan ikke sige, at hvis der står et bestemt ord på hebraisk eller græsk, så skal der altid stå ét bestemt ord på dansk. Sådan fungerer sprog ikke. Og menneskesprog er nu engang den form, Gud har givet os Bibelen i.

Et eksempel: Hvis nogen spørger ”Are you serious?” (ordret: ”Er du alvorlig?”) i en film, så kunne en præcis dansk oversættelse være ”Det kan du da ikke mene!” Selve det engelske ord for ”alvorlig” er sådan set helt udeladt. Men meningen er bevaret smukt og præcist på gangbart dansk.

Jeg har lånt eksemplet fra Iver Larsens website. Han er Danmarks mest produktive bibeloversætter, hovedkraften bag Bibelen på Hverdagsdansk, og har gjort en uvurderlig indsats for at lære os danskere, at den mest ordrette oversættelse ikke behøver være den mest præcise.

Men et navn skal vel altid oversættes direkte? Og ”Israel” er jo et navn. Nej, ikke nødvendigvis. Det kommer an på sammenhængen. I min barndom hørte jeg ofte i TV-avisen, at ”Kreml udtaler, at …”. Men Kreml er en fæstning i det centrale Moskva, og stenene i murværket siger naturligvis ikke noget. Speakeren mente, ”de russiske magthavere udtaler”. Det er en form for billedsprog. Og det findes til overflod også i Bibelen.

Hele Israel frelses

Når man har læst Bibelen i et lille halvt århundrede, står mange ting nærmest indgraveret på indersiden af kraniet. For eksempel at det vigtigste afsnit om Israel i Det Nye Testamente munder ud i ordene ”så skal hele Israel frelses” (Rom 11,26).

Men Paulus taler jo ikke om, at alle indbyggere, jøder såvel som ikke-jøder, i et bestemt landområde skal frelses. Han taler om patriarken Jakobs efterkommere – både de, der bor i jødernes hjemland, og de der er spredt ud over resten af verden.

Og i Bibelen på Hverdagsdansk, står der da også ”Til sidst vil så hele det jødiske folk blive frelst”, omtrent som i Bibelen 2020 – for det er den klareste måde at sige det på, når man oversætter for mindre bibelvante læsere. Ja, i hele Romerbrevet kap. 9-11, hvor Paulus’ vældige redegørelse står, har Iver Larsen kun én gang oversat det græske navn til ”Israel”, skønt det ellers står der elleve gange i den græske tekst.

Betyder det, at navnet Israel er ”fjernet” de øvrige 10 gange, hvor det oversættes til ”jøderne” e.l.? Naturligvis ikke! Det er fremragende oversættelsesarbejde med fokus på tekstens mening!

Også i den gammeltestamentlige del af Bibelen på Hverdagsdansk ser man, at Israel omskrives til fx ”Jakob” (ca. tyve gange i 1 Mos; 1 Krøn 16,13; Sl 105,23; Es 63,16), til ”Nordriget” (Es 17,3), til ”mit folk” (Sl 73,1; Dan 9,20), til ”judæere” (Dan 9,7), til ”jer” (Ez 47,22), til ”dem” (Es 27,12), til ”os” (Sl 130,8), til ”alle” (Sl 68,27) eller at det helt udelades (Sl 78,31; Jer 33,4; 34,2; Klages 2,5; Ez 48,29; to gange i Am 7,10, m.fl.). Og ingen mistænker vel Iver Larsen eller forlaget Scandinavia og dets ledelse for at være fjender af Israel af den grund?

Der er intet sensationelt ved det. Man kan finde eksempler på det samme i fx New Living Translation eller Revised English Bible. Det er en del af en bibeloversætters værktøjskasse, hvis man skal oversætte for de forudsætningsløse. Og i Bibelen 2020 har man fulgt den samme strategi: Det er ikke enkelte ord, der skal oversættes, men meningen i dens sammenhæng.

Hvordan 2020-Bibelen blev til

Oversættelsen har haft en langvarig fødsel, og der er sket nogle kursændringer i sprogpolitikken undervejs, som mange ikke er opmærksomme på. Jeg deltog selv kun i nogle få år midtvejs i projektet, ca. 2012-16. Men jeg fulgte nøje med fra sidelinjen, mens min afdøde og inderligt savnede kollega Geert Hallbäck arbejdede på Den Nye Aftale, der udkom i 2007.

Dengang havde man opstillet nogle meget firkantede dogmeregler, hvor en række ord, som fx ”nåde” og ”barmhjertighed” ikke måtte bruges – fordi den bibelfremmede læser ikke kender dem. Det var interessant tænkt, men nok for firkantet. Der er da fx også kommet til at stå ”barmhjertig” fire steder i Bibelen 2020.

Den samme sproglige selvdisciplin gjaldt stednavne: I Bibelen er ”Jordan” en flod, men i dag er det navnet på et land. Derfor kan man ikke sige, at Johannes Døberen døbte ”på den anden side af Jordan”, for så tror konfirmanderne, at han står helt ovre i Irak eller Saudi-Arabien. Lidt på samme måde valgte man at undgå ”Israel”, ikke blot de mange steder, hvor det bruges om folket, men også når det betyder et landområde.

Det var nok at gå for vidt, lige som det viste sig, at man gik for vidt, hvis man helt ville afskaffe fx ”barmhjertighed”. Nogle sagde dengang, at det hindrede en forvirrende forveksling med det moderne Israel. Det virker fjollet, synes jeg. Selv den mest pubertetsforstyrrede konfirmand véd nok, at Bibelen foregår i meget gamle dage. I dag, 13 år og to generalsekretærer senere, er der da heller ingen, der bruger argumentet! Men kritikerne holder det ivrigt i live.

”Den Gamle Aftale”

Da man i 2012, under en ny generalsekretær, begyndte at oversætte Det Gamle Testamente, var sprogpolitikken allerede blødt betydeligt op: Nu var der udtrykkeligt ingen ’negativliste’ med forbudte ord. Vi prøvede os frem fra glose til glose, når vi skulle udtrykke Bibelens budskab på nudansk. Alle muligheder var åbne. Og ingen har et sekund overvejet, at man kan oversætte Det Gamle Testamente uden navnet Israel.

Da det hele var oversat, gennemgået og tilpasset, skulle Den Nye Aftale føjes til. Man valgte at nøjes med at revidere oversættelsen ganske lidt. Det ville jeg muligvis have gjort anderledes, men der er nok også en grund til, at jeg ikke er forlagschef.

Hvis man lader en forsker bestemme, hvor omhyggeligt tingene skal tjekkes og poleres, bliver ingenting nogensinde færdigt.

Jeg har allerede plaget Bibelselskabet med en lang liste over steder i Det Gamle Testamente, som jeg synes, man burde have koordineret bedre med hinanden. Det har de lovet at kigge på en gang i fremtiden. Men allerede nu véd jeg, at der i 2. oplag om kort tid kommer til at stå ”Israel” den håndfuld steder i Det Nye Testamente, hvor det oplagt er landet, der menes.

Så faktisk tyder intet på, at jeg er kommet ud i noget antisemitisk snavs. Og det er tydeligt, at Bibelselskabet lytter, og godt véd, hvad dets kald er.