Nygift kristent par kom forsinket hjem fra Argentina

Der blev bedt mange bønner – både i Buenos Aires og Juelsminde – før Linda Thomsen og Michael Alan Herrera endelig kunne komme hjem fredag i sidste uge.

Det nygifte unge par var taget til Alans hjemland Argentina for at tilbringe nogen tid sammen med hans familie, da grænserne pludselig lukkede.

– Jeg talte med min mor i telefonen, kort før grænserne blev lukket. Vi tænkte, at det kunne Danmark ikke finde på. Men så lukkede grænsen alligevel.

Jeg tænkte, om vi skulle tage til Tyskland i stedet for, men der lukkede grænsen også, fortæller Linda, der følte det meget mærkeligt at blive lukket ude fra sit hjemland.

Rejs hjem!

– Vi fik at vide, at alle danskere skulle komme hjem, men det var svært at finde et fly. Vores billetter til den 1. april blev udsat flere gange, og til sidst blev alle fly aflyst indtil den 1. september.

Der blev også indført udgangsforbud, og det var svært at følge med i, hvad der foregik, fortæller Linda, der boede hos sine svigerforældre i hovedstaden. De er ledere i en kirke, hvor danske Niels Ove Rasmussen og argentinske Monica er præstepar.

Kun sundhedspersonale, folk i fødevareindustrien m.m. fik lov at få udgang. Husstande måtte kun sende én person på indkøb eller på apotek.

Kun for nordiske borgere

– Pludselig fik vi at vide fra ambassaden, at et norsk fly var på vej med en bådbesætning til Uruguay. De ville tage strandede nordmænd og nordiske statsborgere med tilbage. Men da Alan ikke er dansk statsborger, kunne han ikke komme med. Og jeg ville ikke rejse fra ham.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Jeg forstår ikke, at man ikke behandler ægtefæller samlet. Det er som om, ægteskab ikke betyder noget.

Men heldigvis ordnede det hele sig på mirakuløs måde, så Alan kunne komme med, og vi fik besked på at skynde os ud i lufthavnen for at købe billetter.

Vi kom med flyet og mellemlandede i Brasilien, på Gran Canaria og i Oslo, inden vi kom med et andet fly til København.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Her blev vi hentet af mine forældre, fortæller Linda, der nu tilbringer to ugers karantæne sammen med Alan i en campingvogn og udestue.

– Men der ingen af os, der er syge, forsikrer hun.

Linda Thomsen og Michael Alan Herrera i Københavns lufthavn efter længe at have ventet på flyforbindelse fra Argentina.

Mødte Alan i Argentina

Linda havde længe drømt om at komme til Argentina, da hun i september 2017 rejste til Argentina efter at have afsluttet sin studentereksamen på Rødkilde Gymnasium i Vejle.

Her arbejde hun forskellige steder på bl.a. børnehjem. I en kirke mødte hun Michael Alan, og de var sammen på et evangelisationsfremstød i byen Jujuy. Her blev de forelskede og blev kærester i januar 2018.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Alan kom en stor del af 2019 på besøg i Juelsminde hos Lindas forældre Britta og Torben Thomsen. De er meget engagerede i frikirken Kristus for Alle, som de selv har grundlagt. De er også aktive i en international venskabsforening, så det er ikke noget chok for dem at få en charmerende sydamerikaner ind i familien.

Britta er i øvrigt folketingskandidat for KristenDemokraterne, og Torben driver IT-virksomheden Connectas. Torben har bl.a. konstrueret Udfordringens abonnements-system Emma. Det er faktisk opkaldt efter Lindas lillesøster, som dengang kom til verden.

Storesøster Maria bor i Bonn i Tyskland. Af Lindas mindre søskende Emma, Joshua, Thea og Camilla er det kun den yngste, der for tiden går i skole. De andre er hjemsendt fra skole, gymnasium og Mariager Efterskole.

Gift med Alan

Det unge tværkulturelle par blev forlovet i september og rejste i slutningen af januar til Argentina for at blive gift.

Vielsen fandt sted i hans kirke i Buenos Aires den 22. februar, og bagefter var det unge par på bryllupsrejse i byen Bariloche i det sydlige Argentina.

De var kun lige kommet tilbage til Buenos Aires hos svigerforældrene, da coronakrisen pludseligt kom i vejen for, at de kunne tage hjem til Danmark.

Håber på sammenføring

Selv om Linda og Alan nu er lykkeligt gift og hjemme i Danmark, så må Alan ikke blive i Danmark mere end tre måneder.

– På grund af coronakrisen fik vi heller ikke et stempel i vores pas, som vi skal bruge til at blive sammenført som familie. Men vi håber, det kan klares digitalt.

Da vi ikke er 24 år nogen af os, kan vi ikke blive sammenført som familie i Danmark.

Vi tænker derfor på at flytte midlertidigt til Tyskland, hvor reglerne for familiesammenføring ikke er så skrappe, fortæller Linda.

Hun har selv studeret matematik i tre semestre på Aarhus Universitet og håber at genoptage studierne senere.

Alan er uddannet klassisk guitarist og har gået på musikkonservatorium i sit hjemland.