Se dig selv som stærk
Vi var som græshopper i vores egne øjne; det var vi også i deres øjne! (4. Mosebog 13,33)
Hvordan ser Djævelen på dig? Ser han på dig som en af Guds skræmmende og mægtige krigere… Eller ser han dig som en svækling, han kan feje væk på et øjeblik?
Svaret på det spørgsmål afhænger af dig. Det indså jeg en dag, jeg læste om Israels børn og deres forgæves forsøg på at komme ind i det forjættede land. Hovedårsagen til, at det mislykkedes, ligger i disse ord: Vi var som græshopper i vores egne øjne; det var vi også i deres øjne.
Grunden til, at israelitterne blev så skræmte ved tanken om at skulle kæmpe mod kæmperne fra Kanaan, var ikke, at kæmperne var så store. Det var fordi israelitterne så sig selv som så små! Det var, hvad de i egne øjne så sig, der besejrede dem.
Det samme gælder for dig som kristen. Det handler om, hvad du er i dine egne øjne, der vil gøre forskellen. Hvis du – i egne øjne er en svag, kraftløs kristen, vil Djævelen tromle dig ned tre-fire gange om dagen, eller flere, hvis han ikke har travlt med andre ting. Men når du begynder at se dig selv, som Gud ser dig, som en sejrende søn eller datter af den almægtige Gud, der er udrustet med Guds egen kraft, da vil Djævelen begynde at styre uden om dig.
Djævelen vil hellere gøre alt andet end at gå imod nogen, som er modig og frimodig, for han er selv en kujon. Faktisk har Satans hjerte lige siden Jesus gik ud af graven smeltet inden i ham ved lyden af det navn, når det blev udtalt af en, der har troet på det.
Hvis du ikke er stærk i Herren i dine egne øjne, er du nødt til at ændre på det. Du er nødt til at blive så fyldt med Guds ord, og så fyldt med Helligånden, at du vandrer rundt som en åndelig kæmpe.
Byt roller, og lad for en gangs skyld Djævelen prøve, hvordan det er at være en græshoppe.
Fra Gloria Copelands nyhedsbrev From Faith to Faith