Kirker må åbne – men reglerne er mange

Hele den lange tekst med Kirkeministeriets retningslinjer for genåbningen kan læses på Udfordringens hjemmeside.

Kirkeministeriet har endelig den 17. maj offentliggjort “Retningslinjer for en ansvarlig genåbning af folkekirken og andre trossamfund”. Og der er meget at sætte sig ind i.

Kirkeministeriets retningslinjer for en ”ansvarlig genåbning af folkekirken og andre trossamfund” indeholder de velkendte råd om at undgå smittespredning ved at sikre skærpet hygiejne og afstand mellem mennesker osv.

Desuden er der generelle råd til kirker, synagoger, moskeer og menighedshuse, som hver især har forskellige ritualer, der kan medføre øget smittefare.

Regler for kirkerne

De nye retningslinjer trådte i kraft den 18. maj, men mange kirker og menighedshuse har ikke været klar fra genåbningsdagen. Personalet har heller ikke haft tid til at vurdere, hvad reglerne betyder i netop deres lokaler.

Kirkerne må nu åbne for 1 person per 4 kvadratmeter inden døre. Ved begravelser og bisættelser gælder forsamlingsforbuddet ikke udendørs.

Det giver mulighed for:

– Bøn, andagt, skrifte og personlig refleksion.
– Gudstjenester.
– Dåb, konfirmation, vielse, begravelse og bisættelse.
– Øvrige menighedsaktiviteter i kirker mm.

Lokalerne skal så vidt muligt indrettes, så smittefare minimeres. Afstandskravene kan fx fremgå af ruminddeling eller tape.Dog tæller ansatte ikke med i beregningen af 4 m2 pr. person.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I lokalerne skal man opsætte Sundhedsstyrelsens informationsmateriale om COVID-19, og man skal sikre, at retningslinjerne overholdes.

Desuden skal der være adgang til vand og flydende sæbe samt håndsprit, ligesom de ansatte skal bruge handsker ved udlevering af u-indpakkede fødevarer. Der gives ikke specifikke regler for nadveruddeling, men alt efter trossamfundets traditioner, kan man anvende engangsservice eller deltagerne kunne selv medbringe fx glas og service.

’Fra næsetip til næsetip’

Udendørs bør man sikre, at der er mindst 1 meter mellem personer. I situationer, hvor der kan være øget risiko for dråbesmitte, bør der dog være mindst 2 meters afstand mellem personer.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Det gælder fx ved gudstjenester, hvor der synges – og man skal helst ikke bruge fælles salmebøger.

Afstanden vurderes ’fra næsetip til næsetip’. Personer, der til dagligt er i tæt kontakt, som fx medlemmer af den samme husstand, kan sidde med normal afstand til hinanden.

Ret til ændringer

Retningslinjerne for en ansvarlig genåbning af folkekirken og andre trossamfund er dynamiske og tilpasses løbende situationen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Danske myndigheder har på www.coronasmitte.dk samlet information om coronasmitte/COVID-19.

Læs også: Pinsen skal fejres med gudstjeneste på Travbanen