Teologisk uddannelse til konvertitten Hani
Far til søn: „Vend tilbage til islam, eller se frem til en reaktion, som du ikke ville forvente af dine forældre!”
Under et seminar for medarbejdere i en kristen nødhjælps- og udviklingsorganisation lister en muslimsk ung mand hen og spørger den kristne foredragsholder, der er på besøg.
Det er forbudt i dette muslimske land at dele bibler ud. Var det en fælde, en test? Nej, fyren virkede seriøs. Han fik en bibel og skyndte sig ind på sit værelse for at skjule den.
Siden læste han, stillede spørgsmål over internet, og en dag skrev han pludselig, at han var blevet kristen.
Han blev advaret om den forfølgelse, det kan indebære, men han vaklede ikke.
Flygtede fra familien
En dag kritiserede hans mor de kristne meget hårdt. Han udbrød: „Hvorfor? Kender du nogen? Se, hvad alle de krisne NGO’er gør for vort land – hvor er muslimers hjælp?”
„Hvorfor forsvarer du de kristne? Er du måske selv kristen?”
„Ja!”
Derefter gav faderen ham valget: „Vend tilbage til islam, eller se frem til en reaktion, som du ikke ville forvente af dine forældre!”
Så var der ikke andet for end at flygte hjemmefra.
Hjælp til uddannelse
Hani (et dæknavn) havde tidligere haft lejlighed til at være sammen med foredragsholderen i hemmelighed i ti dage, og havde da også haft lejlighed til at møde en kristen leder fra nabolandet.
Nu fik han lov til at komme til denne leder og anskaffede sig derfor et pas. Efter ti dages prøvetid var lederen så glad for ham, at han regnede det for en gevinst at have ham hos sig. På bibelskolen der gjorde han et dybt indtryk på de andre elever, der ikke selv kom fra muslimsk baggrund.
Snart begyndte han på et års teologisk uddannelse pr. internet.
Da han havde bestået den, fik han legat til at studere teologi på en arabisksproget bibelskole i Beirut, Libanon, hvor han denne sommer har taget en batchelor-grad efter to år. Han fik meget gode anbefalinger med sig både fra praktikperioden i et tredieland og fra selve studiet. I den tid er han også blevet døbt.
Og hvad så nu?
Han er så dygtig akademisk, og så brændende ivrig efter at bringe evangeliet hjem til sine egne, at han bør få, hvad der svarer til en dansk kandidatgrad i teologi. Det kan han ikke i Libanon. Fransk er hans første fremmedsprog. Derfor er Det Frie Evangeliske Fakultet (Faculté Libre de Teologie Evangelique) ved Paris det naturlige sted at fortsætte. Det vil også give mulighed for, at „foredragsholderen” kan følge ham som personlig mentor.
Hani ønsker at skrive speciale om skabelsen, herunder Adam, synd, omvendelse og tilgivelse.
Vil hjælpe andre muslimer til tro på Jesus
Han siger: Mit hovedmål er at vise Guds kærlighed og kunne præsentere den over for muslimer og kristne, ud fra en konvertitkristens perspektiv.
De kommende år vil være krævende, og jeg har brug for megen udholdenhed, men jeg har fuld tillid til, at Jesus altid er med mig, og at han vil fortsætte det værk, han har begyndt i mig, fordi han elsker mig og hjælper sine børn.
Dansk Europamissions givere sikrer, at Hani kan få sin uddannelse, ligesom mange andre præster og ledere i den forfulgte kirke får teologisk uddannelse med støtte fra Dansk Europamissions givere.
Det er afgørende for de ofte unge kirker, så forkyndelsen kan være bibelsk funderet, og kirker kan ledes på en sund måde.