Karlslunde-præst rejser til Færøerne

Gerhard Jónsson Mikkelsen

Karlslunde Strandkirke skal både finde ny organist og ny præst. I november gik organist Peter Steinvig på pension efter 37 år ved kirken, og nu rejser én af kirkens tre præster til Færøerne.

De sidste seks år har 35-årige Gerhard Jónsson Mikkelsen været sognepræst ved Karlslunde Strandkirke i et team af tre præster ved kirken, men nu flytter han til et nyt embede i Fuglefjord med sin færøske kone og to små børn.

Gerhard er selv født på Færøerne, men har boet i Aarhus, før han kom til Karlslunde.
”Vi har haft seks gode år i Strandkirken med så mange gode øjeblikke at se tilbage på.

Strandkirken vil altid have en helt særlig plads hos os, og vi er taknemmelige for alle de gode relationer, vi har fået.

Der vil komme dage, hvor vi vil savne fællesskaberne og Strandkirkens helt unikke måde at være kirke på”, siger Gerhard Jónsson Mikkelsen på sine egne og hustuens vegne.

Han understreger, at der ikke er den mindste antydning af negative årsager til, at han har valgt at søge nyt embede.

Vil blive savnet

Hele kirkens menighed vil savne den vellidte præst. En fra menigheden udtrykker det således: ”Jeg er utrolig ked af at skulle vinke farvel til Gerhard, som har været præst og sjælesørger på fuld tid og af hele sit hjerte”.

En anden skriver ”Tak for godt lederskab og gode prædikener”.

I de 6 år har Gerhard været initiativtager til mange nye aktiviteter i Karlslunde Strandkirke.
I nogle år var han både sognepræst og ungdomspræst og gjorde en stor indsats – ikke bare for de ca. 30 unge i alderen 13-20 år, der var tilknyttet kirkens ungdomsarbejde, men også ved at bygge bro mellem konfirmandarbejdet og ungdomsarbejdet.

Præsten og hans kone Silvia har haft et meget åbent hjem, og mange hyggeaftener med lejrbål i haven – altid med sang akkompagneret af Gerhard på guitar.

Lovsang om søndagen er et særkende i Karlslunde Strandkirke. Her har han været én af kirkens fremtrædende lovsangsledere – en frivillig opgave, som bestrides af ca. 5 personer, som med hver sin gruppe på skift står for at lede menigheden i lovsang ved gudstjenesterne.

Gerhard har samtidig været meget engageret i flygtningearbejdet i kirken sammen med kirkens diakonileder, og han tog initiativ til søndags-fodbold efter kirketid for flygtninge og lokale borgere i Karlslunde.

Iværksætter

Iværksætter har Gerhard altid været, og det kom især tydeligt til udtryk, da Danmark gik i dvale i forbindelse med Corona-krisen.

På kun 1 uge efter landets nedlukning havde Gerhard samlet et lille team af teknisk kloge folk fra kirkens menighed, som kunne hjælpe med at få bragt gudstjenesterne ud i stuerne til folk ved livestreaming via Strandkirkens YouTube-kanal og Facebook – noget, som kirkegængerne og mange ude i sognet havde stor glæde af.

Dette har resulteret i, at Strandkirken har valgt fortsat at live-streame gudstjenesterne hver søndag. I hvert fald lige nu, mens 2/3 af kirkens menighed fortsat ikke kan komme til gudstjeneste, da kirken kun må tage 75 personer ind om søndagen.

Dåbsmiddag og solopgang

Af andre initiativer, som Gerhard har stået for, kan nævnes ”dåbsmiddage” for 3-4 kommende dåbsforældre, i stedet for den almindelige, individuelle samtale, man normalt har med præsten forud for dåb – samt ”solopgang” på stranden påskemorgen for de morgenfriske.

De næste måneder vil gå med at pakke og at sige ordentligt farvel til det meget store netværk i Karlslunde og omegn, som præstefamilien havde berøring med.

Der er afskedsgudstjeneste for Gerhard i Karlslunde Strandkirke søndag 9. august kl. 10.30. Læs mere på www.strandkirken.dk