Uffe Torm – formidler af udviklings- bistand gennem kirkerne – er død

Uffe Torm var i perioden 1998-2012 sekretariatsleder i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling.

Journalist og tidligere sekretariatsleder i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling, Uffe Torm er død, 75 år gammel.

Uffe Torm fik lungebetændelse og sov stille ind med familien omkring sig på Hillerød Sygehus den 30. maj.

Fra teologi til journalistik

Uffe Tom voksede op i et præstehjem i Vangede. Under et ophold på Krogerup Højskole i 1966 blev han optaget af internationalt udviklingsarbejde. Det førte til et livslangt engagement for verdens fattige i samarbejde med både kirkelige og humanitære organisationer.
Han var i første omgang begyndt at læse teologi, men fravalgte det for at blive journalist og politisk aktør for udviklingsbistand.

Organisationsarbejde

Uffe Torm har været repræsentant for KFUM-spejderne i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) og været ungdomsdelegat ved FNs Generalforsamling.

Senere blev han freelanceskribent med spiciale i udviklingsarbejde for både Kristeligt Dagblad og Information. I 1973 blev han redaktør af Mellemfolkeligt Samvirkes tidsskrift Kontakt.

I 1976 var Uffe Torm med til at stifte de danske udviklingsjournalisters klub, Nairobi-klubben.

I 1981 blev han redaktør af Danidas tidsskrift Udvikling, før han i 1984 blev informationsmedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp.

Syv år senere blev han ansat af Red Barnet, og i 1993 blev han projektkoordinator i Det Lutherske Verdensforbund med bopæl i i Genève i Schweiz.

Missionsarbejde

Efter 4,5 år i Genève fik Uffe Torm stillingen som sekretariatsleder i Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U). Her hjalp han efterhånden ikke mindre end 31 kirkelige medlemsorganisationer med at formidle offentlige midler til udviklings- og nødhjælpsprojekter i andre lande.

Mange kirker og missionsselskaber kan derfor takke Uffe Torm for bevillinger, der gennem kirkerne i tredje-verdenslande kom mange fattige til gavn.

Tidligere generalsekretær i Dansk Europamission, Henrik Ertner Rasmussen, skriver i anledning af Uffe Torms død:

”Man kunne skrive en ansøgning om en hastebevilling til en nødhjælpsindsats den ene dag og få bevillingen den næste. Det kendetegnede hans arbejdsindsats, når der krævedes hurtig indsats for at redde menneskeliv. Æret være Uffes minde!”

Også Bodil Skjøtt, tidligere formand for DMR-Us bestyrelse og tidligere genralsekretær for Israelsmissionen, mindes Uffe Torm med stor taknemlighed, blandt andet fordi han som pensionist valgte at arbejde for Israelsmissionen, ligesom både hans far og bedstefar havde gjort det før ham.

I Danmark har Uffe Torm også været medlem af bestyrelsen for Spedalskhedsmissionen og i flere omgange været medlem af et menighedsråd.

Forfatterskab

Uffe Torm har også som skribent været fortaler for, at man skal værdsætte kirkernes rolle i udviklingsarbejdet .
I 2015 udgav han således antologien ”Kristendom og udvikling – kan tro flytte bjerge?” – et emne, som han i årenes løb har belyst i mange kronikker og længere artikler.

Bisættelsen

Uffe Torm og hustruen Hedvig, som han mødte på højskolen i Krogerup, var trofaste kirkegængere i Egedal Kirke i Kokkedal. Her boede parret de seneste år, og Uffe blev bisat fra denne kirke torsdag den 11. juni.

Foruden hustruen Hedvig efterlader Uffe Tom sig en datter, en svigersøn og to børnebørn.