KristenDemokraterne fejrer 50 år

Partiet havde gennem de første 30 år stor indflydelse på dansk politik. Og ved sidste valg var man tæt på at komme tilbage.

Flemming Kofod-Svendsen og Sjursen var med i regeringen. Efter den turbolente Kornbek-tid samlede Bjarne Kirkegaard og Grenov igen partiet. Og pludselig kom Isabella Arendt…

Kristeligt Folkeparti blev stiftet den 13. april 1970 på Unge Hjems Højskole ved Århus, hvor også formanden for det norske Kristeligt Folkeparti, statsminister Lars Korvald, deltog.

Norge havde helt siden 1933 haft et Kristeligt Folkeparti, og det var i starten det store forbillede for det danske parti.

Også Finland havde et kristent parti fra 1958 og Sverige fra 1964.

Men i Danmark var det politiske liv præget af grundtvigianismens almenreligiøse betragtninger. Selv om Grundtvig også havde været politiker, blev han nu brugt som argument imod at kristne engagerede sig i et kristeligt parti.

Men da den borgerlige VKR-regering i slutningen af 1960’erne frigav billedpornografien og liberaliserede abortloven markant, blev det for meget for de bevidste kristne blot at se til.

Stor opbakning

Partiet fik en flyvende start. Allerede et år senere, den 11. marts 1971, kunne stifterne aflevere 21.338 underskrifter til indenrigsministeriet, mere end rigeligt til at gøre partiet opstillingsberettiget ved folketingsvalget i 1971.

Ved det første folketingsvalg manglede partiet kun ca. 600 stemmer i at komme i folketinget.
KrF nåede i 1972 op på over 7.000 medlemmer. Mange havde ikke tidligere været politisk aktive.

Manglende klarhed

Den største grund til at partiet ikke kom ind ved første valg, var formentlig partiets første formand, overlæge Jacob Christensen. Han var meget belæst, men manglende føling med de kristne vælgere. Han var mere inspireret af en fransk præsidentkandidats filosofiske tanker.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Hans udmeldinger skabte udsikkerhed i baglandet. Man vidste ikke helt, hvor man havde ham.
Efter det første valgnederlag kom det til et opgør på et hovedbestyrelsesmøde den 10. marts 1973.

Jacob Christensen krævede fuld opbakning, og da han ikke fik den, forlod han partiet sammen med en tredjedel af HB-medlemmerne.

Medierne – som hele tiden havde været kritiske overfor det kristelige parti – erklærede det nu for dødt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I Folketinget i 1973

Men opgøret skabte tværtimod tilslutning, da der kom klare signaler fra partiet.
Den daværende næstformand, overlærer Jens Møller fra Kolding, overtog. Og ham følte de kristne vælgere sig mere trygge ved.

Ved folketingsvalget den 4. december 1973 opnåede partiet dobbelt så stor vælgertilslutning som ved valget i 1971 og fik syv mandater valgt!

I partiets første år organiserede Kristeligt Folkeparti sig i alle amter, og hurtigt blev der dannet partiforeninger i de fleste kredse og i mange kommuner.

Medlemstallet fortsatte sin stigning, og i løbet af 1974 nåede Kristeligt Folkeparti de første 10.000 medlemmer og i 1975 11.000. Det var et ualmindeligt højt tal for så lille et parti.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Forklaringen var, at især missionsfolk og frikirkekristne bakkede op. Og det medførte også en bedre forståelse mellem de forskellige kristne retninger.

I firkløver-regeringen

I september 1982 gik Kristeligt Folkeparti ind i Firkløver-regeringen sammen med Konservative, Venstre og Centrum Demokraterne. Skoleinspektør Christian Christensen blev miljøminister og minister for nordiske anliggender. Hans vestjyske stil tiltalte mange.

Som regeringsparti og med en ihærdig minister oplevede partiet fornyet fremgang ved folketingsvalget den 10. januar 1984. Regeringsdeltagelsen gav dog også nogen uro, både inden for og uden for partiet.

Det resulterede bl.a. i, at det nordjyske folketingsmedlem Arne Bjerregaard brød med partiet i foråret 1987, og ved folketingsvalget i september 1987 måtte Kristeligt Folkeparti notere en mindre tilbagegang.

Kofod og Sjursens æra

Efter valget blev daværende landsformand Flemming Kofod-Svendsen udpeget som boligminister. Firkløver-regeringen holdt til valget i juni 1988, hvor KrF og CD måtte afgive pladsen til de Radikale i en KVR-regering.

I maj 1990 trådte Flemming Kofod-Svendsen tilbage som landsformand efter 11 år og blev afløst af den kun 26-årige lærer Jann Sjursen fra Næstved.

Efter folketingsvalget den 12. december 1990 kom Kristeligt Folkepartis folketingsgruppe til at bestå af Flemming Kofod-Svendsen, Knud Glønborg, Inger Stilling Pedersen og Henning Lysholm Christensen.

Med i en S-regering og ud af Folketinget

Den 26. januar 1993 indtrådte Kristeligt Folkeparti i en ny fireparti-regering med Poul Nyrup Rasmussen som statsminister og bestående af Socialdemokratiet, CD, Radikale og Kristeligt Folkeparti.

Landsformand Jann Sjursen blev energiminister og Flemming Kofod-Svendsen blev boligminister samt minister for nordiske anliggender og Østersø-spørgsmål.

Valgperioden 1990-94 var præget af to EU-afstemninger, som skabte uenighed i partiet.
Det samme gjorde partiets regerings-deltagelse, hvor man naturligvis måtte indgå en del kompromisser.

Uroen og den interne magtkamp førte formentlig til, at partiet ved folketingsvalget den 21. september 1994 gik 0,5 pct. tilbage og kun fik 1,8 pct. Det var ca. 5.000 stemmer under spærregrænsen. Partiet var ude.

Tilbage i Folketinget

Allerede et halvt år senere var partiet klar med underskrifter, så det igen kunne opstille.
Efter forskrækkelsen fik partiet igen opbakning af de kristne, og ved valget 11. marts 1998 fik partiet 85.631 stemmer, 24.124 flere end ved forrige valg.

Partiet var kun knap 3.000 stemmer fra det femte mandat.

Landsformand Jann Sjursen kom nu selv i folketinget sammen med Ole M. Nielsen, Flemming Kofod-Svendsen, og Tove Videbæk.

I august 2001 meldte løsgængeren Frank Dahlgaard (Rad.) sig ind i Kristeligt Folkeparti.
Ved folketingsvalget 20. november 2001 bevarede Kristeligt Folkeparti med 2,3 pct. af stemmerne sine fire mandater.

Striden om linjen

Flemming Kofod-Svendsen valgte ikke at genopstille i 2001 – i stedet blev lærer Bodil Kornbek valgt i Københavns Amt.

I 2002 måtte Ole M. Nielsen forlade Folketinget på grund af sygdom og overlade pladsen til Mogens Nørgaard Pedersen. De øvrige medlemmer var Jann Sjursen og Tove Videbæk.

I disse år pressede ungdomsorganisationen Kristen Demokratisk Ungdom meget på for at få skiftet navnet – og hele ideologien – fra Kristeligt Folkeparti til KristenDemokraterne.

På verdensplan var den kristendemokratiske bevægelse nemlig den største politiske gruppe. I Europa var det dem, der sad på magten i bl.a. Tyskland, Italien og EU. Og KDU’erne forestillede sig, at hvis blot partiet efterlignede disse partier og nedtonede de kristne mærkesager, så ville det give vælgeropbakning.

Jann Sjursen var imod. Han mente, at partiet skulle ligne de nordiske partier, men han blev overtrumfet – bl.a. af de meget aktive unge, som han få år tidligere havde været formand for.

Sjursen trak sig

På landsmødet i 2002 trak Jann Sjursen sig som landsformand – angiveligt for at hellige sig arbejdet som formand for folketingsgruppen. Han blev afløst af den 29-årige gymnasielærer Marianne Karlsmose, som også havde været formand for Kristen Demokratisk Ungdom.

Allerede i maj 2003 trak Jann Sjursen sig også som gruppeformand, da han var uenig i den strategi, som den nye ledelse lagde for partiet. Han blev afløst af Mogens Nørgaard Pedersen.

Marianne Karlsmose fik på landsmødet i oktober 2003 gennemført, at partiet ændrede navn til KristenDemokraterne.

Men allerede i 2005 trak Marianne Karlsmose sig også tilbage som landsformand. Den mere venstreorienterede Bodil Kornbek blev derefter formand. Sammen med Mogens Nørgaard dannede Kornbek en magtalliance og en topstyring, som snart førte til et opgør med partiets stemmesluger i Vestjylland, Tove Videbæk.

Kornbek bakkede ved valget i 2005 markant op om Socialdemokratiet og angreb Dansk Folkeparti som hovedfjenden.

Ikke alle KDs vælgere kunne følge hende i denne politik, og ved folketingsvalget i 2005 fik KristenDemokraterne ca. 20.000 færre stemmer (og 1,7 %) og måtte forlade Christiansborg.

Partiet opnåede heller ikke at komme i folketinget ved valget i 2007. På grund af magtkampen forlod Tove Videbæk partiet og blev konservativ, men opnåede heller ikke valg som sådan.

Opgøret i 2008

Ved landsmødet i 2008 nedstemte et flertal i partiet Kornbeks og KDUs forsøg på at ændre partiets principprogram væk fra det kristne til et mere alment humanistisk. For første gang i partiets historie afsatte et flertal formanden. Partiet valgte i stedet det 54-årige byrådsmedlem Bjarne Hartung Kirkegaard fra Bornholm som formand.

Kornbek og Nørgaard blev herefter socialdemokratiske politikere. Og KDU forlod partiet og blev til en tænketank.

Svær genopbygning

En besværlig genopbygning af partiet begyndte, men partiet havde lidt så meget under magtkampene, at det heller ikke i september 2011 kom i folketinget. Partiet havde ellers fået en repræsentant i folketinget, idet den konservative Per Ørum Jørgensen meldte sig ind i KD.

Han blev i 2011 også valgt som formand, men gik af igen i 2012 og stiftede et nyt parti.
Herefter blev lærer Stig Grenov 2012 formand, men selv om det lykkedes at indsamle underskrifter nok til at stille op, kom partiet heller ikke ind i 2015 eller 2019.

Da Grenov fik et ildebefindende under valgkampen i 2019 kom næstformanden Isabella Arendt pludselig på TV. Det nye ansigt skabte ny interesse, og partiet fik samtidig stor fremgang i Vestjylland, hvor viceborgmester Kristian Andersen var det store navn. Partiet fik 61.215 stemmer, men desværre ikke nok til at blive valgt.

Tættest var man på at vinde et kredsmandat i Vestjylland, hvor der manglede under 200 stemmer. Det ville have udløst 2 tillægsmandater, så partiet kunne have fået 3 mandater.

Selv om der ikke er en sejr at glæde sig over ved jubilæet, har partiet trods alt samlet underskrifter nok til at opstille ved næste folketingsvalg – og kæmpe endnu engang.