Den store hvide flok

Allehelgensdag, som fejres den 1. søndag i november, er blevet et tilløbsstykke i den danske folkekirke. Her samles de pårørende for at mindes dem, de måtte begrave siden sidste års Allehelgen.

De senere år er det nemlig blevet skik, at navnene på de døde i sognet bliver læst op under gudstjenesten. Herefter vil mange tænde et lys, og bære det ud for at sætte det på deres kæres grav.

Historien

I den katolske tid havde mange kristne helgener og martyrer deres ”egen” dag i kalenderen. Men for en sikkerheds skyld, for ikke at glemme nogen, indførte kejser Ludvig den Fromme i 855 en ekstra dag for ”alle helgener”.

I helligdagsreformen af 1770 afskaffede man i Danmark en del katolske helligdage. Det gjaldt også Allehelgensdag, men man fastholdt, at de relevante bibeltekster stadig skal oplæses ved gudstjenesten den 1. søndag efter 1. november.

Bibelteksterne

Bibelteksterne til Allehelgensdag emmer af forventning om det herlige og evige liv på den nye jord.

Den gammeltestamentlige læsning hentes i år fra Esajas’ Bog 49, 8-11 om, hvordan Gud vil genoprette pagten med sit folk, genopbygge landet og befri fangerne og tage sig af dem.

(Teksten efter 1. tekstrække, dvs. ulige årstal, er fra Es. 60,18-22, hvor vi mindes om, at Gud vil være sit folks evige lys og herlighed).

Lektielæsningen i år er fra Åbenbaringsbogen 21,1-7 om den nye himmel og den nye jord. (Efter 1. tekstrække er det Åb. 7, 1-17 om den store flok af frelste fra alle folkeslag).

Evangelieteksten er hvert år fra Mattæusevangeliet; enten Matt. 5,1-12 eller Matt. 5,13-16. Dermed er evangelieteksten i begge tekstrækker fra Bjergprædikenen, som Jesus holdt som undervisning for sine disciple.

Alle de nævnte bibeltekster viser, at Allehelgen handler om Guds folk eller de ”hellige” døde i den kristne tro. Samtidig minder teksterne alle nulevende kristne om opstandelsen og det evige liv.

Reformationsdagen

Det var ikke tilfældigt, at Martin Luther netop den 31. oktober i 1517 slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittensberg Slotskirke.

Mens Allehelgen er en fejring af de hellige martyrer, som allerede menes at være hjemme hos Gud, er Allesjælesdag den 2. november den dag, hvor man i katolsk tradition beder om, at de ”almindelige døde” må få deres ophold i Skærsilden forkortet.

Denne lære bekæmpede Martin Luther blandt andet med sine 95 teser. Og i Danmark blev Allesjælesdag afskaffet i forbindelse med Reformationen.

Halloween

Navnet halloween, som mange i vor tid forbinder med græskarhoveder, skeletter, monstre og ”hyggelig uhygge” er en sammentrækning af det engelske All Hallows Eve, dvs. allehelgensaften.

I virkeligheden har Halloween dog rødder i den gamle keltiske fest samhain fra år 8-900 før Kristus. Det var en slags nytårsfest, hvor man omkring den 31. oktober dels fejrede enden på det lyse halvår og dels begyndelsen på vinteren.

På årets sidste dag mente man, at portene til dødsriget stod åbne, og at de afdødes sjæle stod op af graven for at bevæge sig til dødsriget. Derfor satte man mad på gravene for at sikre, at de døde ikke ville tage varigt ophold på jorden.

Traditionen med at udskære græskar kommer både fra England og Amerika, hvor man fortæller historien om den fortabte sjæl Jack O’Lantern, der hverken kunne få lov til at bo i himlen eller helvede.

Med kristendommens indførelse blev denne hedenske skik kombineret med den kristne allehelgensfejring. Selv i kirkerne vælger mange at fejre halloween med børnene, men det betyder ofte, at forkyndelsen og fejringen af frelsen i Kristus og det kristne håb i allehelgens-teksterne bliver nedtonet.

Den store hvide flok

Hans Adolph Brorson skrev sin berømte allehelgens-salme ”Den store hvide flok vi se” som en gendigtning af teksten i Johannes’ Åbenbaring 7,9-17.

I 1739 udgav Brorson sine sidste salmer i ”Troens rare Klenodie”. Efter hans død i 1764 udgav sønnen, Broder Hansen Brorson, i 1765 samlingen Svane-Sang med 70 efterladte salmer.

I ”Den store hvide flok” synger Brorson om den himmelske gudstjeneste, hvor alle de døde, som har troet på Kristus, i evigheden vil prise ham foran tronen. Salmen understreger dobbeltheden i Bjergprædikenen: de frelste har på grund af deres tro mødt foragt og vanskeligheder i denne verden, hvorimod de nu bliver trøstet i saligheden hjemme hos Gud.

Som en luthersk allehelgensalme understreger Den store hvide flok, at de frelste ”har sig to’t i Lammets blod”. De er nemlig ikke frelst ved egne gode gerninger, men alene fordi Kristus døde for dem. Derfor er den frelste skare fyldt med lovprisning og tak til Gud og Lammet.

Samtidig minder salmen den jordiske menighed om, at himlen er vort mål. Vi mindes om, at livet her er en kamp for alle kristne både før og nu.

De frelste har ”foragtet verdens trøst”, men nu høster de, hvad de såede ”med suk og gråd”. Det svære vil være glemt, når de frelste i al evighed synger deres tak til Vor Gud og Lammet.
Det er det stærke lys over Allehelgensfejringen.

Den store hvide flok vi se

Den store hvide flok vi se
som tusind bjerge fuld af sne,
med skov omkring
af palmesving,
for tronen, hvo er de?
Det er den helteskare, som
af hin den store trængsel kom
og har sig to’t
i Lammets blod
til Himlens helligdom!
Dér holder de nu kirkegang
med uophørlig jubelklang
i høje kor,
hvor Gud han bor
blandt alle engles sang.

Her gik de under stor foragt,
men se dem nu i deres pragt
for tronen stå
med kroner på
i Himlens præstedragt!
Sandt er det, i så mangen nød
tit tårestrøm på kinder flød,
men Gud har dem,
straks de kom hjem,
aftørret på sit skød;
nu holder de, hvor liv er bedst,
hos ham en evig løvsals-fest,
og Lammet selv
ved livets elv
er både vært og gæst.

Til lykke, kæmpesamling, ja,
o, tusindfold til lykke da,
at du var her
så tro især
og slap så vel herfra!
Du har foragtet verdens trøst,
så lev nu evig vel, og høst,
hvad du har så’t
med suk og gråd,
i tusind engles lyst!
Opløft din røst, slå palme-takt,
og syng af Himmel-kraft og magt:
Pris være dig
evindelig,
vor Gud og Lammet sagt!

Den Danske Salmebog nr 571