Tvivl og fortvivelse

Tvivl er en del af vores liv. Det er helt naturligt at tvivle på os selv, tvivle på andre, ja, tvivle på Gud. Søren Kierkegaard skrev et sted, at tvivl og tro er dansepartnere. Tvivl kan være med til at modne os. Den presser troen, så at vi vokser. Som en ild forstærker den stålet eller brænder det tørre, døde træ væk.

Men hvad så med fortvivlelsen? Det er noget andet. Fortvivlelse er en følelse af konstant fald uden fundament, en endeløs nedtur i mørke, en følelse af at råbe fra bunden af en brønd med kun et ekko som svar.

Bibelen er fyldt med mennesker med hjerteknusende skæbner. Da Jesus hang på korset, råbte han ”min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” – og imens han betroede sin ånd i Guds hænder, er det først i opstandelsen, at håbet bliver tændt endnu engang. Med andre ord: Her i det erfarede liv er der smerte og lidelse, der meget let kan lede til fortvivlelse.

Men hvad gør man med den fortvivlelse, man kan støde på i form af mindreværd, svigt og måske følelsen af gudsforladthed? Der er ingen simpel kur på eksistentiel smerte, men en proces (for en proces er det, ikke en enkelt begivenhed), der er værd at kigge på, er vandringen med logos.

Logos er græsk og betyder ”ord”. Logos i bestemt ental, ”Ordet”, refererer i Johannes Evangeliets begyndelse til Kristus. Logos er også appellen til fornuften, men den lader vi lige ligge, idet at jeg ønsker at være praktisk i det, jeg prøver at sige.

Og hvad prøver jeg så at sige? At man kan gøre ting selv for at blødgøre fortvivlelsen – og at andre kan, ja, skal forsøge at hjælpe den anfægtede ligeså.

For det først møder Ordet – med stort O – os dagligt. Herren er med os, og han ønsker at møde os. Hvor? I Bibelen, i lovsangen, i bønnen, i sakramenterne, i det kristne fællesskab. Så imens troen er givet af Gud, skal vi også placere os sådan, at vi bliver i stand til at modtage den.

Samtidig kan det jo være, at der er ting i vores liv, vi godt ved, vi burde lægge fra os, men som vi klamrer os til som til en afgud – og at det er denne, der står bag vores fortvivlelse.

For det andet kan vi i ord – med lille o – til vores næste åbne os op og blotte os selv i tillid. Det er uhyre vigtigt at betro vores svagheder til nogle andre, der i kærlighed stadig accepterer os og lytter til det, vi har at sige, uden de hurtigt kaster et ”jeg vil bede for dig” afsted, ryster deres sandaler og hurtigt skifter til emner af mere lys karakter.

Eller endnu værre, kommer med en forudbestemt standardsvar. Man kan komme langt ved bare at lytte, noget jeg stadigvæk øver mig på.