Kristne straffes for det, muslimer gør

Ny lov med krav om oversættelser af udenlandske prædikanters taler rammer kristne – bevidst eller ubevidst?

Lovforslaget om tvungen oversættelse af alle prædikener i Danmark har flere gange fået Dagen.no. til at omtale statsminister Mette Frederiksen (S).

Chefredaktør Vebjørn Selbekk fastslår i en lederartikel: ”Man kan ikke mistænkeliggøre al udenlandsk religiøs aktivitet, fordi der foregår radikalisering i visse muslimske miljøer”.

Den kristne norske avis har tidligere skrevet, at statsminister Mette Frederiksen forbereder en lov om oversættelse til dansk af alle religiøse prædikener, som bliver holdt på et andet sprog i Danmark.

I Norge har forslaget iøvrigt vakt genklang hos Fremskridtspartiet, hvis næstformand har udtalt, at noget lignende kunne overvejes for Norge.

Reel trussel bekæmpes med spredehagl

Vebjørn Selbekk udtrykker forståelse for behovet for at holde øje med, hvad der forkyndes i radikale muslimske miljøer. For Danmark står højt på islamisternes dødslister efter karikaturstriden i 2005/6.

Og selv om mange terrorplaner forpurres i tide, lykkedes det terrorister at gennemføre et dødeligt angreb i København i 2015. Men det berettiger ikke til at skyde med spredehagl fremfor at lave en målrettet indsats, fastslår chefredaktøren.

Han erkender, at nogle unge muslimer bliver radikaliseret i nogle få moskémiljøer. Det burde dog være et ”politisk ansvar i størst mulig grad at forhindre, at det sker. Men her tror vi, at andre typer tiltag vil være mere velegnede og hensigtsmæssige,” skriver Vebjørn Selbekk.

De få islamistiske miljøer, der findes, må i stedet kunne overvåges af PET, mener han.

Minder om Den kolde Krig

Også kristne migrantmenigheder i Danmark vil blive ramt hårdt af oversættelseskravet, påpeger chefredaktøren.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Den danske regering har valgt at løse problemet ved at mistænkeliggøre alle udenlandske religiøse sammenhænge på grund af de problemer, som kan findes ”blandt tilhængere af én bestemt religion.

Polske katolikker, rumænske pinsevenner og etiopiske ortodokse bliver straffet på grund af det, som forkyndes i enkelte af Danmarks moskeer.”

Det minder om kontrollen i Østblokken under Den kolde krig, mener Selbekk. Han slutter lederen med ordene:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Den eneste lille fordel, vi kan se, er, at der måske kan blive nogle opbyggelige stunder for dem, som skal læse disse taler igennem. Ja, i hvert fald de kristne prædikener, da.”

Læs også: Europæisk bekymring over dansk oversættelseskrav til kirker