Når teologi og psykologi arbejder sammen
Med den kreative titel ”PsykiaTro” har lægen og frikirkepræsten Poul Henning Krog skrevet en bog om, hvordan Bibelens budskab og redskaber fra terapiformen ACT (Acceptance and Commitment Therapi) kan arbejde sammen i helbredelsen, ikke mindst af angst.
Især Salme 23 bruges til at vise, hvordan meget af den bibelske tankegang om det at være et sundt menneske kan genfindes i ACT, som for øvrigt er, hvad man kalder tredje generation af kognitiv terapi. Salmen er således disponerende for bogen, så kapitlerne linje for linje gennemgår salmen.
Metoden går ikke ud på at gå på grave- og analysearbejde i fortiden for at finde årsagen til ens psykiske problemer. Den drejer sig heller ikke om at analysere og bearbejde disse årsager i nutiden med henblik på at slippe for angsten og depressionen i fremtiden.
I stedet handler det om at acceptere og slutte fred med sårene, lade dem være der, men ikke gøre sig til ét med dem, men i stedet vide, at man er mere end sine sår, og så handle ud fra dette mere.
Man skal med andre ord flytte fokus fra problemet – som stadig er der – ud på den verden og virkelighed, som er der lige så fuldt, således at man ikke lader sig styre af de syge tanker og følelser, men erkender, at nok er de der, men de er ikke hele virkeligheden eller sandheden.
Dermed vil angsten og depressionen ubemærket aftage. Så langt følger ACTs og Bibelens metode ad. Men Bibelen (og ”PsykiaTro”) rækker udover dette og peger hen på ham, som er Sandheden, og som giver os tryghed hos en omsorgsfuld Far.
Meget af Krogs metode har han fra Joshua J. Knabbs bog ”Acceptence and Commitment Therapy for Christian Clients”, som han gennemgår og flittigt citerer – en bog man virkelig får lyst til at læse.
Den samme anbefaling skal her lyde i forhold til ”PsykiaTro”: Anskaf den og læs den! Bogens sunde tilgang til emnet er vigtig og meget brugbar, og jeg tror, den kan hjælpe mange med psykiske udfordringer.
Bogen kunne imidlertid med fordel være strammet op på flere punkter: Der er således til flere bøger om forskellige emner i den ene bog. Dertil kommer, at den kunne have tålt en ekstra korrekturlæsning.
Fire steder gentages det samme afsnit to gange efter hinanden, der er ét sted kludder i henvisningerne, og flere oversatte citater ville have haft gavn af en bearbejdning til mere mundret dansk.
Dette er ærgerlige og irriterende skønhedsfejl, men må ikke få læseren til at opgive at læse denne værdifulde og trosstyrkende bog, en guldgrube, der retter læsernes blik det rette sted hen.
Poul Henning Krog: PsykiaTro
352 sider. 249 kr.
Udfordringens Forlag