Regnskabsmand fik en ny start

Gunnar Nørby fra Løgumkloster kalder det en total forvandling, da han i 2018 var i Kenya.

Ingrid og Gunnar har været på flere rejser til Kenya.

I februar 2012 inviterede missionær Ove Tinggaard sine gamle venner Ingrid og Gunnar Nørby med til Kenya. Det blev starten på mange besøg.

Allerede i september samme år vendte Gunnar tilbage, og igen i 2013, 2017, 2018 og 2019. De fleste gange sammen med Ingrid.

– Vi kendte Anne Marie og Ove Tinggaard fra den kristne studiegruppe Navigatørerne. Her studerede vi Bibelen grundigt og lærte bibelvers udenad. Vi var med til at udsende Anne Marie og Ove i 1972, fortæller Gunnar.

I Kenya kom Gunnar i kontakt med mange kristne afrikanere, og med sin regnskabsuddannelse kunne han hjælpe dem med at organisere mikrolån, en teknisk skole m.m.
Men i 2018 skete der også noget med ham selv.

– Jeg ved ikke, hvad der skete, men jeg følte, at alt var anderledes i mit kristne liv, fortæller Gunnar.

Trofaste i det lokale

– Ingrid og jeg mødte hinanden på Hammerum Landbrugsskole, hvor hun gik på husholdningsskole. Jeg kom fra Bolderslev, hun fra Holstebro. Jeg kom til at arbejde med regnskab i 35 år for landbruget. Ingrid har arbejdet som køkkenleder, dagplejemor, bager og i genbrugsbutikken til gavn for Mission Afrika, fortæller han.

– Vi har gennem alle år været aktive i Indre Mission. Vi har været med til at holde børne- og teenagelejre på Tonneshøj, og vi har været med i Familier på Vej og Dansk Oase, fortæller Gunnar.

Refilled, renewed og re-tire’d…

Trods de gode hensigter, var Gunnar nok ved at blive lidt slidt, da han som pensionist nærmede sig 70 år.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Men det ændrede sig i 2018 i Kenya. Da han kom hjem, undrede han sig over, hvad der var sket. Han følte sig optimistisk og fuld af frimodighed.

– Året efter, da jeg i 2019 var dernede igen til en senior-konference, fik jeg forklaringen gennem nogle profetiske ord. Jeg fik at vide, at jeg var refilled (genopfyldt), renewed (fornyet) og at jeg ikke skulle se på mig selv som retired (gået på pension), men re-tire’d (at jeg havde fået nye dæk på).

Og sådan føler jeg det også, siger Gunnar optimistisk. Han har siden engageret sig endnu mere i bl.a. at formidle lån til foretagsomme afrikanerne.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Herhjemme har han været med til at puste nyt liv i det gamle missionshus ”Vor Frelsers Hus” i Løgumkloster.

Sammen med nogle venner uddelte han 3.000 eksemplarer af Udfordringens juleavis i december. Og han har allerede bestilt 3.000 eksemplarer af påskeavisen.

Så livet behøver ikke at slutte med pensionen. Man kan få nye dæk på!