Jysk Tabernakel vil holde grundlovsmøde i København
– Mange store arrangører vil sikkert gerne have pladsen på Thorvaldsens Plads ved Christiansborg, men Jysk Tabernakel kom først. Det er stort, fastslår Jakob Martini Jørgensen.
Tilladelsen er givet fra Københavns Kommune, så Jysk Tabernakel vil den 5. juni forkynde evangeliet om Jesus Kristus og samtidig advare mod de farer, Danmark står overfor netop nu.
– Danmarks Riges Grundlov er evangeliets politiske ansigt og tjener til opretholdelse af liv, den personlige integritet, retfærdighed, fred, glæde og lykke, og denne gode lov er under stærkt pres for tiden, særligt i det forløbne år! Og selvom Skriften varsler en hård og omskiftelig fremtid, ja i nær fremtid! – vil vi dog ikke give op, men i stedet stå op for evangeliet.
Mennesker skal høre Skriftens sandhed ind i tiden. Mikrochipning af mennesker står for døren, det antikristelige kontrolsamfund tager form, og fremmede trosretninger søger at indtage landet.
Jesus kommer snart! Derfor er det vigtigt, at de, der er kaldet ud af verden til at følge Jesus Kristus, kommer ud til dem, der vandrer i mørket, med Livets lys. Vi priser os jo selv lykkelige over frelsen! fastslår Jakob Martini Jørgensen og opfordrer til forbøn for arrangementet, der også vil indeholde lovsang og forbøn for syge.
Samtidig efterlyser han hjælp med det praktiske, såsom: Musik, kage og kaffe, flyers samt en Jesus-march.