Hospice-sygeplejerske fik Omsorgsprisen

Souschef Jytte Husted fra Hospice Søholm i Viby J modtog prisen fra Dansk Kristelig Sygeplejeforening.

Souschef Jytte Husted fra Hospice Søholm i Viby J modtog prisen fra Dansk Kristelig Sygeplejeforening.

Souschef og sygeplejerske Jytte Husted fra Hospice Søholm modtog den 13. april Omsorgsprisen 2021 fra Dansk Kristelig Sygeplejeforening på sin arbejdsplads.

Blandt de 19 kandidater valgte Dansk Kristelig sygeplejeforening (DKS) Jytte Husted, der var indstillet af kollegaen Karin Fosdal, til at modtage prisen.

Lytter og skaber trivsel

I sin tale til prismodtageren fremhævede Birgit Nielsen fra DKS – med henvisning til indstillingen – at Jytte Husted er kendt for sin store evne til at lytte til alle, og for sin omsorgsfulde ledelsesstil.

”Dine reaktioner og svar er altid anerkendende, ofte med et spørgsmål, som får medarbejderne til selv at reflektere og finde svar og løsninger.

Blandt andet via disse 2 egenskaber oplever plejepersonalet sig set og hørt og udvikler sig såvel fagligt som menneskeligt,” sagde Birgit Nielsen.

Også Jytte Husteds evner til hurtigt at forstå både pårørende og patienter og til at bevare overblikket bliver beundret af kollegerne på hospicet.

”Det bliver også nævnt, at når medarbejderne oplever frustration grundet alle coronareglerne, ja så bevarer du overblikket og roen, som får lov at smitte af på dine medarbejdere.

Du viser en retning og en vej ved selv at gå den!” sluttede Birgit Nielsen sin tale ved prisoverrækkelsen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Værdig pleje og høj faglighed

Med Omsorgsprisen vil Dansk Kristelig Sygeplejeforening værdsætte de mange ansatte i plejefagene, som formår at kombinere omsorg med høj faglighed i en presset hverdag.

Omsorgsprisen består af en glasstatuette, en gavecheck på 2000 kr, et diplom, en velkomstpakke med tilbud om gratis temadag den 16/4 samt gratis medlemskab af DKS i 1 år.