Om danske baptister og deres holdninger til nazismen

BaptistKirken i Danmark og Forlaget Apophasis lancerer en spændende bog om danske baptister og deres holdninger til nazismen gennem to årtier, som er skrevet af Bent Hylleberg.

Det er første gang, der foreligger en samlet fortælling om livet under 2. Verdenskrig, hvor baptisternes kristentro og livssyn bliver sat på prøve af nazismen.

Bogen er en fortælling om, hvordan livet formede sig under 2. verdenskrig for danskere, der tilhørte landets største frikirke, og om hvordan baptisterne forholdt sig til nazismen – både som ideologi og som besættelsesmagt.

Bogen handler både om livet i kirken og om den teologiske tænkning, der prægede arbejdet.

Frikirke under krigen

For det første møder man en sammenhængende historisk skitse af perioden 1930-1950. Her tager forfatteren afsæt i det, som danske baptister skrev om nazismen i 1930’erne. Derpå følger et afsnit om menighedslivet under krigen i 1940-1945, hvor det trykte kildemateriale blev underlagt tysk censur.

Denne del rundes af med historien om baptisternes indsats i årene 1945-1950, da verden igen åbnede sig, freden skulle sikres og Europa genopbygges.

For det andet kan man læse ti menighedsprofiler, hvor forfatteren dykker ned i menighedernes historie under krigen.

Her bliver livet konkret i omgangen med tyske soldater, der ville deltage i gudstjenesterne, mens værnemagten forsøgte at beslaglægge kirkerne til militære formål. Ledelsen vejledte menighederne bl.a. via hemmelige skrivelser – og alligevel møder vi flere menigheder, hvor modstandsfolk og nazister levede side om side.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



15 skæbner

I bogen bringer forfatteren for det tredje femten biografiske skitser af baptister, der vurderede nazismen på forskellig vis. Nogle biografier bygger på hidtil ukendte breve og dagbøger i privat eje.

Biografierne handler fx om modige modstandsfolk, politibetjente i KZ-lejre, en værnemager, en flygtende jødekristen i robåd over Øresund og en kvinde, der blev tysk gift. De fik hver deres erfaring med tyskerne.

To af biografierne ender tragisk med døden i tyskernes vold.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Bogen afrundes med nogle konklusioner om sammenstødet mellem de idealer, der blev tegnet af Baptistkirkens ledere, og det hverdagsliv, der blev levet i menighederne. Bogen bygger primært på litteratur, der er skrevet i samtiden. Hertil kommer senere erindringer, der vurderes på baggrund af de primære kilder.

Forfatter Bent Hylleberg.

Forfatteren

Bent Hylleberg, født 1946, er cand.theol., uddannet ved Baptistkirkens Teologiske Seminarium i 1969 og på Århus Universitet i 1977. Han har været præst i Århus fra 1969 til 1985, rektor ved Baptistkirkens præsteuddannelse i Tølløse og studieleder på Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi, SALT-dk i årene 1985 til 2009.

Bogen er på 650 sider og illustreret med over 400 billeder og sagsakter. Den kan købes for 300 kr. + 50 kr. i forsendelse ved bestilling på info@baptistkirken.dk. Forsendelsen kan spares ved at hente bogen i København, Tølløse eller Aalborg.