Nazist og frihedskæmper var i samme menighed

I Thisted amt blev der i krigens tid opført over 100 fæstningsanlæg, bl.a. ’den store Hanstholm-Fæstning’, Nordeuropas største. 20.000 mand var stationeret i amtet, fremgår det af Bent Hyllebergs bog.

Baptisternes største kirke lå i Thisted, men de havde fra 1909 også en lille annekskirke, ’Zichar’, i Sundby med knap 100 medlemmer og dobbelt så mange i børne- og ungdomsarbejdet.

I menigheden var der desværre en person, Niels Thorup, som sympatiserede med nazisterne. Han blev efter krigen dømt.

Endnu i dag husker de ældste i menigheden Thorup-familien fra Sundby: ’Niels Thorup var glødende nazist. Når der kom tyske soldater marcherende, stod han med fremstrakt arm. Stinne og Niels forblev et par meget markante personer. Vi havde et godt forhold til dem, men talte ikke politik med dem’.

Frihedskæmperen

Men i samme menighed var der også en frihedskæmper, Sigurd Westergaard. Hans far var søndagsskoleleder og med i kirkeledelsen. Men ikke nok med det. De to baptistfamilier havde været gift ind i hinanden siden 1931, da Sigurds kusine Stinne blev viet til Niels Thorup.

Sigurd Westergaard begyndte sit illegale arbejde, da han fra 1943 omdelte bladet ’5 Minutter i 12’ – et illegalt blad specielt rettet til landboere. Hans lillebror, Ole, der arbejdede hos købmanden, modtog bladene, der kom hemmeligt med rutebilen fra Thisted.

Sigurds opgave var bl.a. at fordele de illegale blade: ’Han satte adresser på små kuverter, hvor der fx udenpå stod:

’Foreningen til rotternes bekæmpelse’. Indeni var blade med reelle oplysninger om krigens gang, og om hvilke mennesker, man skulle tage sig i agt for, da de gik tyskernes ærinder, og endda måske var stikkere.

”Du er for ung”

Sigurd Westergaards 5 år yngre bror, Ole, ønskede også at blive modstandsmand. Men det forbød storebroderen ham, fordi han regnede med, at det ville ”koste blod”.

Og en af deres venner i menigheden omkom faktisk, da han forsøgte at sabotere tyskernes biler med en bombe.

Tyskerne undersøgte derefter husene i den lille by, og Sigurd gemte sammen med sin søndagsskole-far de hemmelige materialer i et mellemrum i muren.

Sigurd var sikker på, at tyskerne ville tage ham den dag, men han slap.

Sigurd var blevet døbt i Thisted menighed som 17-årig, derefter tog han på baptisternes højskole i Tølløse i vinteren 1940-41. Herpå blev han uddannet som politibetjent i København.

I foråret 1945 sluttede han sig til en militærgruppe i Nordthy, hvor han medvirkede ved våbenmodtagelser.

’Nedkastningerne fandt Sted for Næsen af de tyske Garnisoner, kun faa hundrede Meter fra tyske Pejlestationer, men alligevel gennemførtes Operationerne uden Vanskelighed’, fortæller lillebroderen.

Opgør med nazisterne

Da befrielsen kom, gik modstandsfolkene i gang med at arrestere over 100 personer, som havde hjulpet tyskerne.

Blandt dem var Niels Thorup.

’Både min far, mor og lillebror blev truet på livet af en af byens førende DSNAP-medlemmer. Han boede nabo til vores kirke og tog sig i mange år af det praktiske her. Hans kone tilhørte Thylands menighed.

Da befrielsesdagen kom, og bl.a. denne mand [Thorup] skulle afhentes af frihedskæmperne, blev min bror fritaget på grund af de nære relationer’ – både de familie- og menighedsmæssige bånd, fortæller Ole Westergaard.

Den svære tilgivelse

Efter krigen rummede menigheden begge familier. Nu skulle det vise sig, om en forsoning var mulig blandt de kristne.

”Både Sigurd og min far fik i besættelsens sidste dage mange trusler på livet af de herboende nazister. Alligevel kunne far efter krigen, da nazisterne var frigivet fra fængslet, gå til en af dem, der havde været hårdest ved min familie [Thorup], og sige: ’Her er min hånd, lad os glemme fortiden, og begynde på en ny!’

Lige straks var det svært for mig at forstå og acceptere fars handlemåde, men senere steg han væsentlig i min agtelse for det, han gjorde. For videre i livet skulle vi jo …’ fortæller Ole.

Bitterheden

Det var derimod vanskeligere for Sigurd Westergaard at række hånden ud til Niels Thorup.

I 1948 skrev han til sin bror: ’Er man Frihedskæmper og Frihedselskende i Krig, skal man ikke mindre være det i Fred, og naar der tilsyneladende ikke er Fare paa Færde. Der mener jeg, at Thorup er en af de værste Personer, vi har her imellem os.

Den Fyr har jeg absolut ingenting til overs for. Hvad skulde hans Vaaben i Haven mon bruges til? Jeg var glad og lettet, da jeg var færdig [i Modstandsbevægelsen], og jeg tror ogsaa Far var det’.

Efter krigen havde Sigurd vanskeligt ved at finde sig til rette, men det lykkedes dog.

Forsoning

Efter krigen besluttede menigheden at sælge ’Zichar’, da de fleste møder samt søndagsskolen alligevel blev holdt i Nikoline og Peter Westergaards ’meget gæstfrie hjem’. Her samledes kredsen indtil 1956, men ’der blev også holdt møder i hjemmet hos vennerne Kristine og Niels Thorup’, står der i et jubilæumsskrift.

Menighedens præst fra 1961-64, Emil Lauge Ibsen, forsøgte at forsone menigheden efter ’den triste nazisag’.

’Mine tre-fire år i præstetjenesten i Thisted blev koncentreret om forsoning, hvilket lykkedes i nogen grad, og vi fik samlet menigheden’.

(I Bent Hyllebergs bog er der masser af kildehenvisninger, som her er udeladt af pladshensyn.)