Batsebas historie
Batseba er sidste bind i Rivers romanserie om kvinder i Jesu slægtstavleBateseba er den sidst udkomne bog af i alt fem korte romaner, som omhandler kvinder i Jesu slægtshistorie.Ligesom de øvrige bøger er Batseba en gribende skildring af kvindernes betydning for Guds frelsesplan. Underdanighed, ydmyghed, gudfrygtighed er gennemgående karaktertræk hos disse kvinder.
Batseba bygger i lighed med de øvrige romaner også på en bibelsk kerne af historie viklet ind i et emotionelt net af spekulationer om motiver bag handlinger, relationer mellem enkeltpersoner og familier og så det velkendte spændingsfelt mellem ære og skam. Batseba fremstilles således som en smuk, men naiv pige, som er håbløst forelsket i David.
David derimod får først øjnene op for Batseba, efter hun er blevet gift med hans trofaste soldat Urias, men pga. hans begær, hovmod og moralske forfald tager han hende uanset prisen. Konsekvensen er naturligvis den lange pinefulde proces i skam, vanære og ødelæggelse. Dog viser Gud sin uendelige nåde ved i sidste ende at lade Batsebas søn Salomo arve tronen og føre Davids slægt videre.
Det centrale tema i romanen er synd og nåde. David, som ellers vandrede mere retskaffent end de fleste – han ville ikke engang dræbe Saul, som stræbte ham efter livet, fordi han var Guds salvede falder eftertrykkeligt i begærets fælde, fordi han føler, det er hans ret som konge.
Synden er altså hovmod, som fører til løgn og i sidste ende drab. Men Gud rejser ham op ved sin nåde. Batseba lader sig forføre og bliver indirekte årsag til sin mands død i et forsøg på at skjule synden, og alligevel vender Gud hendes hjerte til lydighed mod Ham i en sådan grad, at hendes sønner alene, blandt de mange Davidssønner, var gudfrygtige.
Temaets vigtighed og relevans til trods er bogen generelt meget følelsesbetonet. Synsvinklen ligger naturligvis hos Batseba. Hovedparten af de bibelhistoriske handlinger anskues ud fra relationernes karakter. Det er der naturligvis en grund til, det er spændende, fordi vi ved så lidt om disse. Vi ved ikke, hvad der foregik blandt Davids mange hustruer. Vi ved ikke, hvorfor David forholdt sig så passiv og ikke konfronterede de mange kriser med sønner, hærførere osv. På den led er det derfor interessant at fabulere over de mulige motiver.
Ikke desto mindre betyder den kvindelige indfaldsvinkel, at fokus i modsætning til Bibelens beretninger ikke er på de store begivenheder, men snarere på de mange personligheders mulige motiver for at gøre og sige, som de gjorde.
En romanserie er fuldført, og med den er vi blevet rigere på fantasifulde forklaringer og indlevede portrætter af nogle personligheder – Tamar, Ra-hab, Ruth, Batseba og Maria – som ofte ellers bare er biper-soner eller aktører i en større historie.
Francine Rivers: Batseba
168 sider 169,95 kr. Lohse