Med Søren Kierkegaard som samtalepartner
For sognepræst Anders Kingo blev Kierkegaard vejen tilbage til troen. Snart udkommer hans bog om Kierkegaard og herrnhuterne.
To minutter på Anders Kingos studerekammer er nok til at konstatere, hvad der er hans helt store interesse. Hyldemeter på hyldemeter er spækket med bøger af og om Kierkegaard – og de er læste.
Men hvorfra stammer denne interesse for Kierkegaard, spørger jeg ham:
– Jeg kommer fra et lutherskmissionsk hjem. Som den første i en temmelig stor familie kom jeg på gymnasiet. Dér åbnede sig en verden for mig, som jeg ikke kendte til. Jeg fik øjnene op for klassisk musik og den store litteratur, men jeg røg samtidig ud i et mægtigt opgør med min missionske baggrund.
– I 3.g fik jeg imidlertid en meget indsigtsfuld lærer. Han kunne se, hvad der var ved at ske med mig og opfordrede mig til et opgør – men det skulle gøres ordentligt. Jeg spurgte: ”Hvordan gør man det?” – Jo, jeg kunne jo fx give mig til at studere teologi et par år, foreslog han. Efter den tid kunne jeg så gå over til at læse det, jeg skulle leve af.
– Jeg begyndte altså på teologi. Modsat langt de fleste af mine medstuderende var det jo ikke for mig et spørgsmål om at tilegne mig et pensum for at kunne bestå eksaminer. Jeg var ude i et selvopgør. Jeg var i kamp med stoffet, og det er en hel anden måde at gå til stoffet på. Jeg ledte med lys og lygte blandt alle de store teologer for at finde en samtalepartner og en, der virkelig kunne følge tanken til dørs, så der ikke var huller i argumentationen.
– Efter et par år standsede jeg ved Kierkegaard, for det er netop, hvad han kan. I ham fandt jeg en samtalepartner, der kunne forstå mig – og der blev jeg hængende.
Forskellen på kød og ånd
Det var bl.a. Kierkegaards tale om kødet og ånden, der fik Kingo tilbage til troen:
– Det er jo ikke en skelnen, Kierkegaard selv har fundet på. Den læser han i Det nye Testamente, især hos evangelisten Johannes og hos Paulus. Men det er noget, der ofte er blevet misforstået.
– Når vi taler om kødet, går tankerne let hen på kødelige lyster og den slags. Men det er slet ikke det, Paulus mener. Når han siger kød, er det et udtryk for, hvad et menneske formår. Selv det ypperste og flotteste, et menneske kan præstere, er kød, fordi det ligger indenfor horisonten af den menneskelige præstation. Derimod er ånd Guds område eller virke. Det er det, Kierkegaard med uhyre skarp konsekvens gennemfører i sit forfatterskab.
– Kierkegaard skelner således mellem det, han kalder religiøsitet A og B. Religiøsitet A er det højeste, det religiøse menneske kan præstere. Men det har rod i mennesket. Religiøsitet B derimod kan kun udfoldes på Guds betingelser.
Anders Kingo forklarer, hvordan Kierkegaard i dele af sit forfatterskab lader forskellige opdigtede personer komme til orde, som ”forfattere” til bøgerne. Disse personer er meget forskellige.
– Men, siger han, der er ét væsentligt punkt, hvor de er fuldstændig ens: De forsøger alle at leve uden Gud – ud fra deres kødelige muligheder. Men evangelisk kristendom er ifølge Kierkegaard af åndelig karakter, og netop det går som en rød tråd gennem hele hans forfatterskab.
Altid aktuelt
Anders Kingo har også efterfølgende arbejdet med Kierkegaard på et videnskabeligt plan. I skrivende stund er hans bog ”Søren Kierkegaard og herrnhuterne” på trapperne:
– Det er endnu ikke afklaret, hvorvidt den herrnhutiske teologi har præget Kierkegaards teologi. Det gælder både mere specifikt forholdet til herrnhuterne og i bredere forstand hans forhold til pietismen. Men det har jeg nu arbejdet med i nogle år.
Anders Kingo fortæller, hvordan Kierkegaard voksede op i et herrnhutisk hjem. Men ganske som Kingo selv gør han som ung studerende oprør mod sin kristne baggrund og kalder kristendommen en spændetrøje.
Det ser altså ud til, at der er et sammenfald her. Jeg spørger derfor, om drivkraften bag Kingos projekt kun udspringer af interessen for at fordybe sig i et uudforsket emne, eller det også handler om at finde en samtalepartner her:
– Med det spørgsmål rammer du lige ned i hjertet af sagen. For jeg er aldrig blevet færdigt med det, der begyndte i min gymnasietid. Som Kierkegaard siger: I åndslivet er der ingen stilstand endsige tilstand – alt er aktualitet. Så jeg har jo set en parallel til Kierkegaard i mit opgør.
Når inderlighed bliver til kød
Kingo fortsætter med at fortælle om Kierkegaards forhold til pietismen og herrnhuterne med ordene:
– Kierkegaard overtager det typiske pietistiske nøglebegreb inderlighed, men tømmer det for indhold. Til gengæld fylder han det med ny betydning. Og her er der et punkt, hvor man godt kan bebrejde ham – for intet sted definerer han, hvad det nu betyder. Man må fordybe sig i teksterne, for at forstå betydningen.
Ordet inderlighed har en psykologisk betydning i pietismen – altså det, at man har et følelsesmæssigt Gudsforhold. Det ser ud som ånd, men er i virkeligheden kød.
Hos Kierkegaard betyder inderlighed derimod, at man forholder sig til sig selv, til medmennesket og til livet. Man har et indre selvforhold – og det er ikke en psykologisk størrelse.
Inderlighed i praksis
Her kommer Anders Kingo med et smukt eksempel:
– Kierkegaard var en meget travl mand og var nødt til at leve meget regelmæssigt. Han var ikke stærk fysisk, og timerne var kostbare. Derfor begrænsede han også sit sociale liv. Nok kunne han tage ud at spise, men han inviterede ikke folk hjem til sig selv. Med én undtagelse. Han havde en halvfætter, Hans Peter. Hans Peter, eller Peter, som han blev kaldt, var lam fra brystet og ned. For ham stod Sørens dør altid åben.
– Der er bevaret nogle fabelagtige breve, som Søren har skrevet til Peter. I et af dem siger han, at alt kommer an på inderlighed.
Kingo citerer efter hukommelsen:
– Der er mennesker, der gør en hel masse i denne verden, men de taber måske sig selv. Din scene er unægtelig den mindste: Ensomhedens og inderlighedens. Men dér har du den største opgave.
– Kierkegaard siger dermed, at det er en opgave i inderlighed at tage handicappet på sig. Her betyder inderlighed noget helt andet, end når Kim Larsen synger: ”Jeg elskede hende så inderligt”. Det er en følelsesmæssig, psykologisk størrelse. Det er det ikke hos Kierkegaard.
Åbenbaringen i Sædding
Når Kingo skal beskrive Kierkegaards forhold til herrnhuterne, går han tilbage til Kierkegaards opgør med faren og med kristendommen:
– Efter farens død begynder Søren pludselig at studere teologi.
Kierkegaard havde i årevis forsømt sit studium.
– Da han i 1840 har overstået sin eksamen, tillader han sig et frikvarter. Han tager på en pilgrimsrejse til sin fars hjemegn i Sædding. I sin dagbog skriver han: ”Det er en egn, jeg har hjemve efter alene ud fra fars beskrivelse”.
– Kierkegaard tager ind på slægtsgården, hos sin faster. Dagen efter besøger han kirkegården og Sædding kirke. Jeg er sikker på, at der sker noget dér. Han ser sin slægts grave, og han træder ind i kirken. Det er jo en fattig egn, hvor bønderne har fristet en kummerlig tilværelse.
– Så da han træder ind i kirken, slår det ham: Hvordan har disse mennesker i utallige generationer kunnet bære så tunge livsvilkår? Jeg tror, han får svaret inde i kirken: Fordi de er båret af Guds ord! Det har båret dem gennem den kummerlige tilværelse. Det er ånden, der har båret dem.
I Sædding bliver han indhentet af og forsonet med sin livsopgave: at udfolde barndommens herrnhutiske kristendom på det gudgivne, åndelige grundlag. Kierkegaard tager derefter tilbage til København, hvor han skriver sit åndeligt rige forfatterskab.