Familie fra Skjern udsendes til Cambodja

Maria og Johannes Jensen har tidligere været bestyrerpar på et sømandshjem i Grønland.

Maria og Johannes Jensen med børnene Noomi, Lydia og Debora glæder sig til at skifte Danmark ud med Cambodja til sommer. De udsendes søndag ved en gudstjeneste på Efterskolen Solgården.

Søndag den 30. maj kl. 10.30 udsendes en børnefamilie fra Skjern til missionærtjeneste i Cambodja for Luthersk Mission. Det sker ved en gudstjeneste på Efterskolen Solgården i Tarm.

Maria og Johannes Jensen og deres tre børn, Noomi (9 år), Lydia (6 år) og Debora (2 år), glæder sig til at skulle rejse til Cambodia. De skal bo i Siem Reap, hvor de skal arbejde med diakonale og evangeliserende opgaver.

Nye opgaver – fra Gud

Johannes vil også få ansvaret som teamleder for Luthersk Missions danske udsendinge i landet.

Maria Jensen arbejder som sygeplejerske på en øjenklinik i Tarm. Johannes Jensen er uddannet ambulanceassistent og videreuddannet som ambulancebehandler.

Lige nu glæder de sig til nye opgaver, som de tror, at Gud lægger til rette for dem.

”Vi er overbevist om, at Gud vil have, at vi skal være i Cambodja, og vi ser frem til at skabe relationer der, så vi kan være med til, at andre kan få lov til at høre evangeliet og opleve glæden og friheden i at være et Guds barn,” siger de.

Fire år i Grønland

Det er ikke første gang, familien Jensen rejser ud til en opgave langt fra Danmark.

Fra 2011-2015 var de bestyrerpar på sømandshjemmet i Aasiaat i Grønland, og derfor håber de, at de har en fornemmelse af, hvordan det bliver at flytte som familie til en ny kultur.

Udsendelsesgudstjenesten på søndag holdes kl. 10.30 – 12.30 på Efterskolen Solgården, Vardevej 66 i Tarm.

Solgården har en stor hal, men man skal medbringe gyldigt corona-pas, oplyser lm-vestjylland.dk. Arangementet afsluttes med en kop kaffe og lidt spiseligt.