Pigen på Kongens hest

Den 10. juni for 101 år siden red Kong Christian X over den hidtidige dansk-tyske grænse nord for Christiansfeld for symbolsk at indtage det tabte land, som nu havde stemt sig tilbage.

Den 20. februar havde sønderjyderne stemt sig ”hjem til Danmark”, mens der i Sydslesvig var flertal for at høre til Tyskland.

Da Kongen red over grænsen, tog han spontant en lille pige på 9 år op på hesten.
Billedet blev ikonisk for genforeningen:

Digteren Henrik Pontoppidan havde nemlig i 1918 skrevet et digt i forventning om Sønderjyllands genforening med Danmark:

Det klinger som et eventyr,
et sagn fra gamle dage;
en røvet datter, dybt begrædt,
er kommet frelst tilbage!

Hvem var pigen?

Hun var anbragt på et børnehjem i Haderslev, hvor der var overfyldt på grund af 1. verdenskrig. 6.000 sønderjyske mænd blev dræbt og lige så mange gik fysisk og psykisk i stykker. En del ”uønskede” børn var blevet født i krigsårene. Johanne Martine var så heldig at blive adopteret i 1915 af præsteparret i Aastrup ved Haderslev, Elisabeth og Jürgen Braren.

Elisabeth havde selv været meget igennem og havde bl.a. været døden nær på en nerveklinik. Hun havde også haft en nærdødsoplevelse af Paradiset. I 1912 blev hun som husbestyrerinde gift med præsten.

Med Kleinbahn til Christiansfeld

Da Kongen nu skulle komme, opfordrede præsten Elisabeth og lille Johanne til at tage til Christiansfeld. Så kunne han få ro til at forberede sin prædiken.

Dengang gik der et lille tog – kleinbahnen – fra Haderslev til Brødremenighedens koloni. Toget standsede både i Over- og Neder-Aastrup, selv om landsbyen ikke var stor. Den er nu vokset sammen med Haderslev.

Fra stationen i Christiansfeld (hvor Udfordringen nu har redaktion) gik mor og datter de ca. to kilometer ud til grænsen, hvor tusindvis flokkedes langs vejen og på markerne for at byde den danske konge velkommen.

Præstekonen havde lånt røde bånd til sløjfer, så datteren var smukt klædt på, selv om det var svært at finde stof. Johanne havde en stor hvid hat, et flag og en kurv med røde og hvide blomster, som hun kunne strø foran kongen.

Kongen standser

Elisabeth Braren fortæller:

”Da kongen kom ridende, så jeg, at alle rakte ham hånden. Det kan han da ikke blive ved med den lange vej til byen, tænkte jeg. Vi var kommet til at stå i den yderste række, da politiet banede vej.

Jeg ville ikke besvære kongen med at række hånden, men gav Johanne en hvid og en rød rosenknop, som hun kunne give ham. Hun rakte dem frimodigt op; men kongen tog hele hånden og smilende, under tårer, sagde han: ”Må jeg få hende lidt op på hesten, må jeg”?

Jeg svarede først ikke, troede jeg hørte forkert; men så spurgte han igen. Jeg svarede ”Ja tak”. Så løftede han hende op til sig foran på sadlen, bøjede sig og kyssede hendes mund, hvorefter hun tog ham om halsen og gav ham et kys på kinden. ”Vil du med til København” sagde kongen, men hun svarede, ”Nej, jeg vil blive hos min moder”.

Kongen bad mig følge med. Det kunne jeg ikke. Johanne holdt hele tiden armen om kongens hals, og kongen holdt hendes flag i den hånd, hvori han havde tømmen.”

Kong Christian X fortalte

”Så overvældende var modtagelsen, at jeg følte mig dybt grebet, og da en lille pige senere raktes op imod mig med en buket blomster, så lagde jeg i det kys, jeg trykkede på hendes pande, al den glæde og taknemmelighed, jeg selv følte, og da det lille væsen lagde sin arm om min hals, havde jeg følelsen af, at jeg havde taget Sønderjylland i mine arme – nu, da den lille pige tillidsfuldt sad foran mig på hesten.”

Da moderen Elisabeth ikke kunne følge med i menneske-vrimlen, blev Johanne dog urolig. Og Elisabeth løb resolut ud i grøften, så hun kunne komme foran kongens hest. Hun blev standset af 3 politibetjente. Af beskedenhed ville hun ikke sige sit navn til kongen, men de får det dog ud af hende. Hun løber hen til hesten og kongen løfter forsigtigt Johanne ned efter ca. 200 meter.

”Må jeg beholde hende”, spørger kongen, og præstekonen ved ikke, hvad hun skal svare.

Da mor og datter bagefter står i grøften udbryder Johanne gammelklog: ”Det havde jeg aldrig i mine levende dage troet”. Mærkeligt nok havde hun om natten drømt, at hun løb efter kongens hvide hest med roser i hånden.

Nøjagtig en måned efter fik Johanne et dejligt billede af kongen i sølvramme med rødt fløjl bagpå og en skrivelse til præsteparret.

”De bedes give Johanne dette billede til erindring om ”vort ridt” ind i Sønderjylland. Ligesom jeg beder Dem holde mig underrettet om de særlige begivenheder i hendes fremtidige liv, fx konfirmation og bryllup.”

Christian Rex.

Billedet af kongen og Johanne i sølvramme er stadig i familiens eje. Det står nu på Johannes gamle skrivebord i datteren Eli Fredskildes hjem i Skive. Billedet, der er med sølvramme og facetslebet glas, vejer 1½ kg.

Til konfirmation fik Johanne et guldarmbånd med rød safir fra Kongen. Og der blev malet malerier og udsendt postkort af Kongen med Johanne på hesten.
Fire gange derefter besøgte kongen familien i Aastrup sammen med dronningen.

Johannes liv bagefter

I 1925 flyttede præstefamilien til Højer, hvor Jürgen Braren skulle prædike skiftevis på dansk og tysk på grund af den blandede befolkning. Johanne blev i 1935 gift i Højer kirke med Jørgen Pedersen. Sammen drev de en bagerforretning i Vejle, men flyttede efter nogle år til Aarhus, hvor Jørgen arbejdede ved toldvæsenet. De fik to børn: Ruth Elisabeth i 1936 og Eli i 1939.

Johanne blev skilt fra Jørgen i 1945, men gift igen i 1947 med Kristen Kjær Herlak, som hun fik 6 lykkelige år sammen med, før hun i 1953 blev enke kun 42 år gammel. Hun måtte slide sig igennem med småjobs, men tog livet humoristisk.

Hun døde den 25. januar 1999 i en alder af 87 år. De sidste 7 år boede hun i ældrebolig i Vor Frue Kloster og ligger begravet på Vestre Kirkegård i Aarhus.

Kilde: ”Pigen på den hvide hest”. Hæfte udgivet af Eli Freds-kilde i 2006.
Steffen Riis: ”Genforeningen 1920”. To bind i stort format, over 500 sider. Kan købes på Hosianna.dk for 499 kr.