Sammen om Guds drøm

For første gang i mange år holdt Vineyard-kirkerne deres fælles sommercamp i Danmark.

Normalt mødes de nordiske kirker i Sverige, men COVID-19 restriktioner gjorde det umuligt at planlægge lejren i god tid. Derfor endte det med en udsolgt sommercamp i Mariager med plads til 500 deltagere. Og der var mange flere, som gerne ville have været med, men det var altså ikke muligt pga. myndighedernes restriktioner.

Og modsat den normale sommercamp, så var der heller ikke inviteret gæstetalere fra udlandet. De fleste talere var derfor præster fra de lokale kirker i Danmark. Flemming Mølhede, som er leder for Vineyard Norden og præst i København Vineyard, understregede i begyndelsen vigtigheden af, at kirkerne fortsat holder fast i ydmygheden som en klar og tydelig værdi og måde at leve på.

Forstå din kultur

En af de få gæstetalere var Anne Mie Skak Johansson, som både talte til hovedmødet og til et seminar. Hun har i et stort forskningsprojekt undersøgt, hvordan danskerne kommer til tro på Jesus. Undervisningen handlede om, hvordan kirkerne bedre kan nå ud til flere ved at forstå den kultur og virkelighed, som mange danskere lever ud fra.

– Vi er utroligt selvoptagede, selviscenesættende og profilerende. Det er en refleks af den verden vi er i. Men egentlig leder vi efter mening. Meningen med det hele, sagde hun og pegede også på paradokset i, at vi som kultur ikke vil være bundet af fx traditioner, men samtidig stadig søger efter den tryghed, som netop traditionerne kan give.

I hendes undersøgelser har hun fundet ud af, at rigtig mange danskere faktisk har haft forskellige åndelige oplevelser. Udfordringen for kristne er, at lytte uden at fordømme oplevelserne og lære at føre samtalen over på Jesus og det liv og den frelse, som han tilbyder. Samtidigt udfordrede hun vores lidt konfliktsky samtalekultur:

– Der er sådan en happy clappy kultur, hvor man bare siger ”Godt for dig”. Tør at være uenige med folk. Det har danskerne brug for.

I kødet eller i Ånden?

Præsteparret fra Aarhus Vineyard, Anne og Simon Walsøe, talte hver især meget ærligt om, hvordan de på hver sin måde ikke slog til som mennesker, disciple, forældre og præster. Anne talte om, hvordan hun langsomt blev kørt mentalt ned, efter at hun i begyndelsen handlede ud fra Guds klare kald til at starte en kirke i Aarhus, til i sidste ende selv at prøve at klare det hele – uden ret meget hjælp fra Gud.

Det skabte både voldsomt stress og en indvendig tomhed. Hun forklarede, at hun nu var i gang med en hård og langsommelig proces, hvor hun var ved at lære at lade Helligånden gøre arbejdet.

Og dén magtesløshed var også et tema for Simon Walsøe, som talte om, hvad Guds store plan var. Han brugte Peter fra Bibelen som et eksempel på, at vi ikke kan leve op til vores egne høje idealer.

– Peter troede, at hans kærlighed til Jesus var kæmpe stor, men han skuffede, da det gjaldt, sagde han og udfordrede tilhørerne til at elske andre, som Jesus elskede mennesker.

Til alle møderne hørte man fra de forskellige kirker fra hele landet, som fortalte om, hvad de oplever, at Gud gør i deres fællesskaber. I Rønne Vineyard er de overbevist om, at Gud gerne vil feste.

Ligesom i lignelsen om Kongesønnens bryllupsfest (Matt. 22), så vil de i gerne nå ud til alle på Bornholm med de gode nyheder, uanset hvem man er. Derfor laver de mange udadvendte events og prøver at hjælpe praktisk på mange måder. Det har resulteret i, at der er kommet mange nye til kirken.

Flere af dem fortalte fra scenen, hvordan mødet med først kirken, og derefter Gud, havde forandret deres liv. En Asa-troende havde skrottet troen og var blevet døbt til at tilhøre Jesus. En anden kvinde havde været i flere voldelige og dårlige forhold, men så nu kirken som sin familie og en ny tro spirede frem.

Gud vil gerne feste – på sin måde

Og da Helle Rønne Samuelsen, som er en af præsterne i kirken, talte, så udfordrede hun tilhørerne til at komme ud over stepperne og holde fest på Guds måde, fremfor at hænge fast i knudret teologi og interne diskussioner. Vi skal tænke som Gud gør og ikke som den ældste søn i lignelsen om den fortabte søn, gør, sagde hun.

– Jeg har en stak Kierkegaard-citater her, sagde hun og løftede en stak papirer højt op, med selvironisk hentydning til de mange Kierkegaard-citater, som hun ofte har brugt i sine prædikener. I den anden hånd havde hun en konfetti-kanon.

– Hvad vil I have? spurgte hun og løftede dem skiftevis op. Tilhørerne ville have konfettikanonen – og dem var der flere af. Så hver gang nogen kom med et vidnesbyrd om, hvad Gud havde gjort i deres liv, blev konfettien fyret af som et symbol på Guds fest.

Mødet fortsatte derefter i mere eller mindre spontan dans og lovsang. Måske mindede dette netop om den spontane fest, som faderen i lignelsen holdt for sin fortabte søn? En af pointerne var i hvert fald, at flere genfinder lysten og glæden over at se mennesker blive frelst og født på ny.