Israel Houghton

Karakter: 10Køb den… vil nok være den bedste anmeldelse, jeg kan give denne cd. Og nej, jeg får ikke procenter fra forhandleren.
Jeg kendte slet ikke Israel Houghton (IH), før jeg hørte denne cd, men det er helt sikkert, jeg skal have fat i det, han ellers har lavet. Real er hans anden cd i eget navn, og denne gang er det en studie-cd.
Stilen er praise and worship med en snert af r&b, soul og pop med tydelig inspiration fra Andrea Crouch, som også er IH’s store forbillede. Et andet forbillede (og mentor) er Fred Hammond, hvis kor Radical for Christ IH tidligere har været medlem af.
Cd’en er gennemproduceret og pletfri i ordenes bedste betydning. Musikerne og de tre (3!) kor er fantastisk gode, og alting lyder bare så lækkert. ”Jamen så lytter man jo ikke ordentligt efter, når alting bare glider ind”. Tværtimod vil jeg sige. Sangene er utrolig melodiøse, og teksterne griber virkelig en, når man lytter efter. De 11 sange har IH skrevet i samarbejde med andre, de 5 af dem med sin kone Meleasa Houghton.
Musikalsk har IH også hentet inspiration fra nogle af de store pop-grupper fra 70’erne som The Commodores og Earth, Wind and Fire. Selv synes jeg at høre lidt Mezzoforte i et par af numrene, men jeg ved ikke, hvor meget tjek IH har på islandsk musik!
Overordnet er cd’en en praise and worship-cd, og en lille finesse ved den er, at alle numrene afløser hinanden uden pause imellem. Det giver en god kontinuitet i både musik og tekst, og man slipper den ikke så let.
Opløftende, opkvikkende og opbyggelig.
Som sagt…….KØB DEN!