Kirken, samfundet og identitetspolitikken

Jeg har de senere år haft fornøjelsen af at være med i en debatgruppe/refleksionsgruppe. En herlig blanding af skolefolk, teologer og en læge. Vi mødes ca. hver anden måned, spiser noget god mad og diskuterer et emne enten af teologisk eller samfundsmæssig/politisk art.

I den senere tid har vi haft fokus på identitetspolitikken, hvor vi som lektie læste bogen Hordernes Hærgen af Douglas Murray. Murray tager i bogen fat på identitetspolitiske kardinalpunkter: homoseksualitet, kvinder/køn/feminisme, race og trans, og han gør det på en meget kritisk måde, selvom han selv er homoseksuel.

Ifølge en omtale af bogen tager Murray sig af ”alt det sprængfarlige, som ingen tør sige noget kritisk om af angst for at blive beskyldt for at lide af en hadefuld fobi”. Han udfordrer i bogen populære venstreekstreme påstande om patriarkatet, ligeløn, køn som konstruktion, om racisme, og om transpersoners og andre seksuelle minoriteters offerstatus.

Kristendommens nye store udfordring?

Vi har i debatgruppen ikke rigtigt kunnet slippe emnet igen. Jeg tror, der er en fælles oplevelse af, at her har vi fat i noget, som har potentiale til at blive en af kristendommens helt nye, store udfordringer. Og spørgsmålet er, om det er gået op for kirken, hvilken udfordring, der her er tale om?

At der er stærke kræfter på spil, er i hvert fald gået op for politikeren og sociologen Henrik Dahl (LA, red.), som har fået bred, politisk opbakning til at udfordre denne strømning i det danske universitetsmiljø.
I Norge er der lige blevet oprettet et ”Ytringsfrihetsutvalg” fordi man er bekymret over woke og den politiske korrekthed ved norske universiteter.

I USA, hvor det hele begyndte, oplever man nu, hvordan studerende prøver at opstille regler for, hvad professorer og lærere kan få lov til at forelæse om og forske i.

Et tankepoliti?

Woke-tankegangen er bl.a., at hvis vi kan ændre sproget, så kan vi ændre på virkeligheden. Hvis vi fx stryger ordet ”neger” af vores vokabularium, så har vi taget et afgørende skridt i retning af mindre racisme i samfundet. Ingen tvivl om de bedste hensigter med det. Men wokebevægelsens talsmænd risikerer dog i praksis at agere en slags tankepoliti, der holder øje med, om samfundets borgere holder sig på måtten eller ej, og universiteterne bliver det sted, der udklækker fremtidens politiske korrekthedselite.

Henrik Dahl har fat i en vigtig pointe, når han peger på den politisering, der finder sted i forskningsmiljøerne, hvor de studerende hurtigt lærer, hvilke emner og problemstillinger man bør tage op, hvis man vil opnå de gode karakterer.

At uddannelsesinstitutioner både kan være politiserende og præge de studerende i en bestemt ideologisk retning er ikke noget nyt. Selv oplevede jeg som lærerstuderende i 80’erne, men også senere, da jeg gennemførte et cand.pæd.-studium under Aarhus Universitet, hvordan den marxistisk-inspirerede Frankfurterskole var den herskende ideologi i studiemiljøet. Jeg blev kristen på 2. år i mit lærerstudium og fandt sammen med en kristen kvinde på studiet om at skrive en opgave i pædagogik.

Vi havde lyst til at lave en opgave om kristen pædagogik og måtte derfor trække på litteratur fra Norge. Vores underviser i pædagogik på lærerseminariet fik næsten et nervøst sammenbrud over, at hun ikke kunne styre os i den gængse retning og få os til at læse den af Frankfurterskolen inspirerede litteratur, som samtidig var en garant for høje karakterer.

Forsøg på sindelagskontrol

Både Frankfurterskolen og woke bygger på den antagelse, at der skal nogle afgørende strukturelle ændringer til, hvis vi skal ændre samfundet i en mere positiv retning.

Mens Frankfurterskolen først og fremmest var optaget af strukturelle ændringer i samfundet, går woke tættere på i form af noget, der kan minde om sindelagskontrol. Her er det selve vores måde at tale og tænke på, der skal ændres, hvilket bygger både på diskursanalyse og dekonstruktivistisk teori. Man modarbejder i woke ikke bare fx racisme – men det er den strukturelle racisme, man er ude efter.

Det betyder i praksis, at man slet ikke vil kunne tage en hvid, midaldrende mand som mig alvorligt, når jeg forsøger at stille spørgsmål ved identitetspolitikken. Man har ikke længere lov til at bære en mexicanerhat til et karneval, hvis man ikke er mexicaner. I USA lykkedes det nogle demonstranter at få lukket en restaurant, der lavede mexicansk mad, men var drevet af hvide ikke-mexicanere.

Listen er lang over nogle af wokebevægelsens uhyrligheder. Hvad der begyndte godt som fx ”Black Lives Matter” i kølvandet på mordet på George Floyd, viser sig at være et janusansigt, hvor det ”andet” ansigt rummer en skræmmende totalitær tendens.

På samme måde som Frankfurterskolens marxistisk-teoretiske fundament bygger woke efter mit skøn på et alt for optimistisk og blåøjet menneskesyn. Det er to humanistiske og beslægtede bevægelser, som hævder at kunne forbedre både menneske og samfund, hvis deres ideologier får lov til at vinde indpas og skabe de nødvendige strukturelle og påkrævede forandringer.

Det kristne menneskesyn – et vigtigt korrektiv

Jeg mener i høj grad, at det kristne menneskesyn kan være et vigtigt korrektiv i denne debat. Det kristne menneskesyn tager spadestikket dybere og taler om, at de grundlæggende ”strukturelle” forandringer, der er påkrævet, handler om det faldne menneskes natur. Racisme handler ikke først og fremmest om mere ydre strukturelle problemer. Men derimod om hjertets tilstand. I Guds øjne har vi alle lige meget værdi uanset hudfarve og baggrund. Det er ikke noget, der giver plads til racistiske holdninger.

Personligt tænker jeg, at der i den politiske korrekthedskultur ligger kimen til et stærkt anslag mod kristendommen. Hvis Bibelen en dag kommer under wokebevægelsens lup, og det vil sikkert ske, så vil der snart ikke være meget tilbage af Bibelen. Det er en bog, der på ingen måde lever op til ”de nye normer”. Bibelen vil falde igennem som mandsdomineret, sexistisk, homofobisk, imperalistisk, zionistisk og meget andet.

En naturlig konsekvens af en sådan form for bibelgranskning vil være nye oversættelser, der systematisk filtrerer ”det anstødelige” i sproget fra, og man vil som bibellæser ende med at sidde tilbage med en meget udvandet og fortyndet udgave af den oprindelige tekst.

Jeg sidder selv og læser en roman af Henrik Pontoppidan for tiden, som heller aldrig vil kunne klare et politisk korrektheds-sprogtjek. Her er ordet ”neger” fx nævnt flere gange. Men betyder det, at den klassiske litteratur nu skal omskrives eller tages ned fra hylderne for at leve op til identitetspolitikkens nye standarder?

Hvem holder øje med det kirkelige miljø?

I den svenske kirke tager man identitetspolitikken dødsensalvorligt. Der har været rygter om, at man skulle have indført det kønsneutrale ”hen” om Gud. Det, der dog helt præcist er sket, er, at det svenske ”Kirkemøte” har vedtaget at give præster tre alternativer ved indledningen af gudstjenesten. De kan vælge imellem ”I Faderens og Sønnens og Den Hellige Ånds navn”, ”I Guds, Faderens og Sønnens og den Hellige Ånds navn” eller det mere kønsneutrale ”I Guds, den treeniges navn”.

Man har også åbnet op for at benævne Den Hellige Ånd som hunkøn. I den danske folkekirke har mange præster også travlt med at profilere sig som wokebevægelsens støtter i et forsøg på at integrere paradigmet i teologi og praksis.

Der er stærke kræfter på spil. Woke har, hvis den får lov, et forandringspotentiale, som kan sætte et mærkbart aftryk på kirke, teologi og bibel. Forandring er ikke nødvendigvis noget negativt. Men hvis forandringen er ensbetydende med en udvanding af evangeliet og en mistænkeliggørelse af kristendom og tro, er det vigtigt at være på vagt. Henrik Dahl holder et vågent øje med universitetsmiljøet. Er der nogen, der gør det samme i forhold til det kirkelige miljø?