Kvinden med rank ryg

Med afsæt i Bibelen fortæller Charlotte Rørth om at være kvinde og troende.

”Gud passer egentlig bedre til den kommende tid end den forgangne og nutidige, hvor der er blevet gjort og gøres stor forskel på folk på grund af deres køn. Også Jesus ser fremad. Han kommer hertil som menneske og giver dermed alle mennesker en bevidsthed om, at vi bærer Gudsbilledligheden. Ikke kun de udvalgte. Ikke kun mænd eller kun de retskafne, der følger lovreligionens bud. Den er i alle, der fødes.” s.182

Charlotte Rørth har igennem de senere år leveret adskillige bøger om hendes personlige vej ind i den kristne tro. Hendes møder – syner af Jesus – kan sikkert få både begejstring og rynkede bryn frem hos kristne såvel som ikke-troende. Men uanset hvad man måtte tænke om disse ekstraordinære oplevelser, så lader det sig ikke fornægte, at Rørth er blevet berørt, og at det er blevet til livsforvandling for hende.

I hendes nye bog ”Med rank ryg” reflekterer hun over synet på køn, først og fremmest hendes eget kvindekøn. Hun fortæller om, hvordan hun er vokset op i en sammenhæng, hvor der politisk og kulturelt blev snakket ligestilling og kvindefrigørelse, men nok reelt set stadig fandtes, og findes, en magtmæssig ubalance til ugunst for kvindekønnet.

Fra det samfundsorienterede og politiske fokus, som er ekspliciteret i #MeToo-bevægelsen, luftes således en indignation over, at der stadig finder kvindeundertrykkelse og overgreb sted i en verden, hvor den politiske korrekthed ellers bygger på nultolerance og den holdning, at kønnet skal frigøres.

Personlig og ærlig

Men Rørth skriver først og fremmest ud fra egne erfaringer. Det er den brutale virkelighed, at hun som 16-årig blev voldtaget, men ikke følte, at hun kunne sige det til forældrene. Den bundløse ærlighed, som hun præsenterer i bogen, når hun beretter om dybe personlige sorger og overgreb, gør et uudsletteligt indtryk.

På denne klangbund bliver hendes enkle visdomsord umådeligt meget stærkere. Et menneske er et menneske, hvad enten det er en kvinde eller en mand, siger hun. I skabelsesberetningen, som hun også reflekterer over, står der således også om mennesket ”i sit billede skabte han det. Som mand og kvinde skabte han det”. Der findes ikke et differentieret værdisystem, når det kommer til Guds og Jesus’ syn på mænd og kvinder, alligevel har der også i kirken været gjort forskel. Kvinder er blevet udelukket fra poster, deres seksualitet har været omgivet med skam, syndighed, og derigennem er de blevet set ned på.

Med afsæt i Bibelen

Rørth læser Bibelen med forfriskende kvindelige øjne. Hun dvæler ved Maria og Elisabeth, som sagde ja til at bære frelseren og hans forløber Johannes Døberen. Men også de mange andre kvinder, især fra Det Nye Testamente, som mødte en Jesus, der konsekvent gjorde op med kvindesynet på sin tid.

Han så kvinderne som mennesker først og regnede dem som værdifulde mennesker. Rørths samtidsperspektiveringer, med afsæt i netop Bibelen, rammer lige i hjertet af nutidige debatter. Debatter om kvindernes løn, og hvad det siger om et samfunds værdiansættelse, også set i lyset af det faktum, at kvinder kan noget mænd ikke kan, bære børn i sig og bringe dem ind i verden.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Føromtalte MeToo-debatter, hvor den sejlivede forestilling om, at kvinders udfordrende påklædning, æggende adfærd o.l. bærer en del af ansvaret for de overgreb, der må betragtes som en syg kulturs symptomer, skyder Rørth ned ved at sige, at hun tror, mænd er mennesker og ikke dyr. Altså får hun tilbagevist den dødsyge undskyldning, at drifterne tog over, de kunne ikke modstå fristelsen osv.

Når Rørth læser Bibelen, oplever hun værdighed. Hun ser kvinden ved brønden, som var dømt ude af det gode selskab, men som Jesus taler til som til et menneske. Eller kvinden taget i hor, hvor Jesus afslører mændenes hykleri.

Men hun ser også Maria, Maria Magdalene og en række andre kvinder, som giver hende grund til at stå rank, på sit køns vegne. Det er en værdifuld tilgang til Bibelen, troen og debatten om ligestilling, som både mænd og kvinder kan lære af.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Charlotte Rørth: Med rank ryg
En fortælling om tro og moderskab
192 sider. 249,95 kr.
Bibelselskabet