Ofre ønsker forsoning

Det gjorde et dybt indtryk på den danske kirkelige delegation at møde ofre for konflikten mellem israelere og palæstinenserne.En lun septemberaften sidder vi tolv delegerede fra en dansk kirkelig delegation på en hyggelig gårdrestaurant i Østjerusalem og lytter til mennesker, der har mistet familiemedlemmer i konflikten mellem palæstinenserne og Israel. Israelske Emanuelle Nella fortæller, at hendes onkel, Emanuel, blev dræbt af arabere i Haifa en måned før, hun blev født og at hun blev opkaldt efter ham. Hendes kæreste, som var pilot, kom hjem efter 67-krigen. De blev gift og fik to børn. Han blev skudt ned, og hun måtte leve videre alene med de to børn.

Da børnene flyttede hjemmefra, besluttede hun at gøre noget, for at mennesker på dette tossede sted, to tossede folk, der vil have ét land, måtte begynde at snakke sammen, og hun blev aktiv i Parents Circle for Bereaved Families.
Organisationen blev startet af en ortodoks for 10 år siden, der besluttede at gå i dialog med palæstinensere, der har mistet i de indbyrdes stridigheder. Han fandt flere og flere jøder, der har mistet forældre, børn og søskende, og fik efterhånden kontakt med tilsvarende palæstinensere, og de besluttede at danne en fælles organisation for at tale sammen.
”Når vi kan, så kan andre også”, sagde han.

I den hyggelige gårdrestaurant med dejlig mad på bordet sidder vi nu og venter på palæstinensiske Jalal Khudiari. Han ankommer kl. 20, en time for sent. Men det er ufrivilligt. Han havde 81 km til stedet, skulle igennem otte checkpoints og havde været otte timer om turen. Han skal være ude af Jerusalem igen inden kl. 24, ellers vil han blive fængslet. Han er nødt til at overnatte hos en bror i Ramallah og foretage resten af turen hjem den næste dag. Sikken en indsats for at mødes med tolv delegerede fra Danmark.
Jalal er skoleinspektør. Har altid haft problemer med det hebraiske sprog, med jøder og israelere. Som fem-årig, i 1967, før krigsudbruddet, besluttede hans forældre at flygte. Moren, de fem søstre og to brødre tog først af sted. Faren skulle følge efter.

Turen forandrede hans verden fuldstændig. Han ville ikke leve, ikke smile. Alt forandrede sig. Et israelsk fly overfløj dem, vendte tilbage og bomben kom.
– Jeg ser det stadig for mine øjne, siger han og fortsætter:
– Min lillebror på under et år døde i favnen på min mor. En af mine søstre døde, og en anden søster mistede begge ben, nogle fingre og blev skadet i ansigtet. Jeg lider stadig under denne oplevelse. Min søster overlevede, men blev ødelagt for livet. Alligevel har hun en stærk sjæl, en stærk ånd. Hun vil ikke skade andre. Hun taler om og for fred.
– Vi blev bragt til hospitalet i Amman. Min far kom. Han gik direkte ind til min søster og kom først bagefter og gav os andre knus og sagde: Alt vil blive godt!
– Under den første intifada så jeg en israelsk soldat dræbe min ven.

– En dag kaldte min far mig ind til TV, hvor der var en udsendelse om Hitler og Holocaust. Min far ville, jeg skulle se det. ”Kom og sid, min søn, og bare se. Bare se, sig ikke noget.” Han ville, at jeg skulle se, hvad der skete med jøderne, og bagefter sagde han: ”Had ikke!” Min far ville, at vi skulle tilgive, forsone os.
– Som skoleleder blev jeg inviteret til en konference i Tyrkiet. Jeg troede, det var en konference med skoleledere fra hele verden, men det var palæstinensere og israelere. Jeg ville ikke være med, ville rejse hjem, men så huskede jeg min fars ord: Du skal blot sidde og lytte.
Israelske Uri fortalte om sin søn og om, hvor meget han lider, fordi han har mistet sin søn ved et selvmordsangreb – og så begyndte jeg at tale med en israeler, for første gang, fortæller Jalal.

Senere blev Jalal inviteret til en konference i Jerusalem med Parents Circle. Han spurgte familien, om han skulle tage af sted. Søsteren opfordrede ham til at tage af sted og være med.
Ved ankomsten lød det: ”Kom og hils på din ven,” og Jalal udbrød: ”Han er ikke min ven.” Han tog hans hånd og sagde: ”Godt at møde dig, men du er ikke min ven.”
Her mødte han en gruppe mennesker, der talte fra deres hjerte for at finde en vej, en anden vej. Det påvirkede ham meget. Han måtte tage en beslutning. Det var svært, men han måtte være med – om ikke for andet, så for sine tre børns skyld.
Hele delegationen lytter tryllebundet til den lille palæstinenser, der har taget så vigtig en beslutning om at være med til at skabe fred og forsoning. Vi er alle sammen dybt berørte af denne stærke historie om at række ud til fred.

Jalal har siden været dybt involveret i arbejdet i Parents Cirkle med foredrag, ikke mindst på skoler og studiesteder, og med afholdelse af lejre for palæstinensiske og israelske børn, der har mistet.
Sidst på aftenen siger vi farvel til Emanuelle, der kan tage tilbage til sin lejlighed i Jerusalem, og til Jalal, der skal ud på de ”lange” og besværlige 81 km hjem og være tilbage på Vestbredden inden kl. 24. Men delegationen er blevet en oplevelse rigere. Vi har set et glimt af håb, et glimt af mennesker, der tænker mere på livet, som det leves, end på konflikten mellem palæstinensere og israelere.