Jeg kæmper med arvelig psykisk sygdom

Kære Poul Henning

Jeg har været i det psykiatriske system, siden jeg fyldte 18 år. I dag er jeg midt i livet. Jeg har altid været troende. I det psykiatriske system har jeg haft mange diagnoser: depression, angst, belastningsreaktion, personlighedsforstyrrelse, eksistentiel krise og PTSD.

Jeg har været medicineret siden 20-års alderen. I en periode på syv år også med benzodiazepiner. Jeg har forsøgt at tale med min mor om, hvad det dog er i min person, der lider sådan.

Hun har sagt, det er arveligt fra min fars side. Min oldemor var indlagt, på det der dengang hed et sindssyghospital. Min farmor forsøgte at begå selvmord, min faster kaldte sig selv for manio-depressiv.

Siden jeg var barn har jeg været ængstelig og forsigtig. Jeg brød mig hverken om børnehave, skole, gymnasium eller voksenliv. Jeg har haft det svært på arbejdspladser; jeg ville ikke spise sammen med andre, deltage i kurser eller fester.

Jeg følte mig altid utilpas både fysisk og psykisk. Mine egne børn er heldigvis sunde og raske, og jeg har forsøgt af alle kræfter at give dem bedre forudsætninger; det er lykkedes. Jeg har haft mislykkede ægteskaber og parforhold, da jeg i den relation er for tyndhudet.

Jeg har haft svært ved at finde tryghed og fodfæste i livet. Kan du hjælpe mig til at forstå, hvorfor jeg aldrig har været fuldt funktionsdygtig?

Kærlig hilsen
Den anonyme

Kære ven

Dejligt at høre med dine børn – tillykke.

I nogle familier har mange eksem. I andre astma. I andre gigt.

Du tilhører åbenbart en familie, hvor mange har en svaghed i ét eller andet sted i stemningslejet. Når det kan føre til så mange diagnoser, er det, fordi alle disse belastende følelser … angst, uro, mindreværd, skyld, depression … formentlig har et fælles udspring og derfor let optræder sammen. Det kaldes komorbiditet.

Det er som med eksem, astma og gigt … den lille indre uregelmæssighed kan man lægeligt set ikke fjerne. Men man kan forebygge og behandle dens følger.

Desværre får man ikke gjort det optimale fra begyndelsen og heller ikke senere, og derfor bliver det betydeligt værre, end det behøvede at blive. Tænk på eksem. Når de gode regler med ingen vand, hudpleje, ingen irriterende stoffer på huden, ingen kradsning mv. overholdes, falder den lille fejl i huden i søvn.

De gode råd skal fortsat praktiseres, også når det går godt. Det sensitive sind reagerer let med frygt, tåler ikke for mange belastninger, forstyrrelser, utryghed, uregelmæssighed og sociale forventninger, men vil så gerne det hele, når man har det godt.

Når Bibelen flere hundrede gange taler om ”frygt ikke”, skyldes det, at Gud som skaberen kender os mennesker. ”Men englen sagde til dem: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.”(Luk.2:10-11)

Vi har brug for mere, end hvad genetik og miljø kan give svar på. Billedligt talt er det enkelte menneskes genetik som et flodlejes bund: der er givet nogle bundforhold, dybde, længde og breddeforhold – en biologisk variation, som dog kan ændres og komme mere til syne.

I dag tænker vi ikke for firkantet i diagnoser – enten eller, men mere i en variation som kan ændres over tid og fylde mere eller mindre, også afhængig af livsinput.

Livets omstændigheder kan være som affald, der kastes ud i floden – en gammel støvle, en plasticpose, en blikdåse. Når flodlejet er tømt for vand, kommer genetikken og de svære omstændigheder mere til syne.

Angsten, sensitiviteten og tomheden mærkes, samtidig med at livets svære omstændigheder tårner sig på. Et flodleje er designet til at være fyldt med vand. Livets vand og fylde er for mennesker livet i Kristus. Han fylder flodlejet op og bringer frelse, helse, liv, glæde, renhed og retning.

Vær ved godt mod, Gud vil give dig meget mere – ”I skal øse vand med glæde af frelsens kilder.”(Esajas12.3)

Kærlig hilsen
Poul Henning