Store lokaler til ny Valgmenighed

Pinsedag den 8. juni slår Kolding Valgmenighed dørene op ved indvielsesgudstjenesten, og det kommer til at ske i Brændkjærkirken på bakken i Kolding Syd. – Vi er rigtig glade for at få lov til at bruge netop denne folkekirke. Lokalerne er åbne og imødekommende og passer perfekt til den nye valgmenigheds behov og vision om at være åben, fortæller informationsmedarbejder William Bak.
– Desuden har det været et stort ønske fra mange i menigheden, at vi fortsat kunne være i en almindelig folkekirke, smiler William Bak.
– Men vi er godt klar over, at det at benytte en anden sognemenig-heds lokaler kan give lidt uklarhed i starten om, hvem der har hvilke arrangementer.”
– Vores præst Henrik Nordborg er netop tiltrådt den helt nye ½-tids stilling d. 1. maj. Sammen med ham vil vi være et inspirerende supplement til den øvrige kirkemosaik i Kolding. Vi kan prøve nye tiltag af og give erfaringer videre, fordi vi som valgmenighed har nogle friheder, som vi vil gøre brug af, også i den almindelige gudstjeneste.
– Samtidig vil vi være tro over for den folkekirke, som vi er en naturlig del af, fortæller den frivillige valgmenighedslægmand.
Og den nystartede menighed bygger netop på at uddele ansvar til menigheden:
– Vi deler ejerskabet til gudstjenesten ud på flest muligt, så den bliver vores og ikke blot en servicegudstjeneste.
– Jeg vil gerne pointere, at vi ikke er en mirakelkirke, men vi kender miraklernes Gud, slutter William Bak.