Fra kriminel rocker til præst

Af Kirstine Høj, Journalist

I sommer hørte jeg Martin Bentsen fortælle om sin fortid. Han var stofmisbruger og et hårdkogt, voldeligt medlem af Bandidos. Han sad 13 år i fængsel. I dag er han præst i Herning Oasekirke. Martin giver al æren til Gud for sin mirakuløse transformation.

Det er ikke kun dømte kriminelle, der har gjort sig skyldige i at overtræde Guds moralske lov. Det har vi alle, og kun Jesus Kristus levede i perfektion. Den altafgørende forskel er, om vi er benådede syndere:

Om vi har taget imod frelsesgaven via omvendelse og tro. Tro på, at Jesus Kristus er Guds søn, der døde og opstod, og at Han dermed forærer evigt liv til alle, der fødes på ny i troen.

Selvretfærdig stræben

Den britiske præst Charles Spurgeon (1834-1892) sagde: “Den største fjende af menneskesjæle er den selvretfærdige ånd, der får mennesker til at kigge til dem selv efter frelse”.
Sådan var jeg og prøvede ihærdigt i egen kraft at optimere og frelse mig selv.

Ligesom Martin Bentsen nåede jeg frem til, at det ikke er muligt for os mennesker at frelse os selv. I sin fængselscelle bad Martin en simpel bøn om, at Gud måtte hjælpe ham; for han kunne ikke selv.

Så satte Gud ind, og Martin sad med næsen i Bibelen i timevis dagligt. Det forvandlede ham. Jeg sad også mutters alene derhjemme og tog Guds Ord ind i timevis dagligt. Det forvandlede mig.

Én kur, der dur

Gennem mit liv har jeg haft blik for verdens uretfærdighed og en nogenlunde idé om, hvad der er rigtigt, godt og sandt – og jeg ønskede at gøre det, men kunne slet ikke altid leve op til det i tanker, handlinger og følelser.

Gode intentioner eller ej, står der i Romerbrevet 3:23 i Det Nye Testamente ”for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud” og videre i vers 24: ”og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus. ”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Alle har syndet. Alle. I større eller mindre grad. Dertil er der kun én kur, der dur: Den livsforvandlende kraft, der er at finde i et liv med Jesus Kristus. Hvad end vi har siddet i fængsel, eller hvad vi har med i bagagen, kan Gud frelse, forløse og transformere os.

Andet Korintherbrev 5:17 indrammer det perfekt – ”Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!”