BBC-vært Roy Francis: Derfor vokser afrikanske kirker – selv i London

Ray Frances har tidligere været producer af BBC-programmet ’Songs of Praise’ og skrevet en bog om sorte pinsekirker i UK.

De sorte menigheder i Storbritannien oplever fremgang i modsætning til de etnisk britiske menigheder, ligesom der i Afrika er stærk vækst i moderkirkerne. Songs of Praise-værten Roy Francis vurderer i Christian Today nogle årsager til denne situation.

Mens den anglikanske kirke netop nu analyserer mulig racisme i egne rækker, har Roy Frances valgt at se nærmere på de afrikanske kirker, hvor de sorte britiske menigheder har deres rødder. Songs of Praise-værten har sammenlignet kirkernes situation og samlet sine iagttagelser i otte punkter.

UK’s sorte menigheder

Der er 1,2 millioner sorte afrikanere i UK. I London udgør de sorte afrikanere 7 % af befolkningen, mens der er 4,2 % fra Caribien.
I Storbritannien har der været et fald i kirkegangen nationalt på 5 % – men samtidig er de sorte kirkers medlemstal vokset med 18 %. Ifølge data fra The Evangelical Alliance’s rapport ’Ethnicity and Regular Church Going’, er denne vækst mindst tre gange større end forventet ud fra de sortes andel i befolkningen.

I London er 48 % af alle kirkegængere nu sorte. Det vurderes, at der findes 240 Black Majority (overvejende sorte) kirker med over 20.000 medlemmer.
På denne baggrund nævner Roy Francis 8 faktorer, som kan forklare de afrikanske kirkers stærke vækst.

1. Aktiv kristendom
Afrikanere ser deres kristendom som en aktiv tro, frem for en passiv, hvor man følger visse regler, ritualer og ceremonier. Afrikanske kirker forventer, at deres medlemmer er engagerede med liv og sjæl i kirkens arbejde.

– Det vigtigste er ikke at gå i kirke en gang om ugen, men det at være involveret, fx som del af en gruppe, ved at få nye venner, forkynde evangeliet offentligt og tage del i kirkens frivillige arbejde, forklarer Francis.

Troen bliver praktiseret både privat og offentligt, og pinsevennerne lægger vægt på en personlig oplevelse og en relation med Gud, som indebærer et aktivt gensvar i dagliglivet.

2. Positivt livssyn
Afrikanske kirkeledere er ofte inspirerende og har karismatiske, stærke personligheder. Kirken både kræver og får en helhjertet frivillig indsats fra medlemmerne.
Kirkens medlemmer er typisk ambitiøse og har et positivt livssyn. De ser fremgang som Guds velsignelse og som løn for deres egen helhjertethed og offervilje. Derfor har de afrikanske kristne ikke noget problem ved at give tiende af deres indtægter til deres kirke.

3. Tænker stort
Afrikanske kristne tænker stort, hvilket fx kan ses af udtrykket ”my God is a big God” (min Gud er en stor Gud). Mange af deres kirker startede med meget få medlemmer, men voksede til store kirker på ganske kort tid.

Et eksempel på dette er The Redeemed Christian Church of God. Kirken har som sit erklærede mål at have en Redeemed-afdeling ”inden for ti minutters gå-afstand i hele landet”. Denne strategi har ført til kirkevækst og dannelse af menigheder med alt fra 10 til over 800 medlemmer i løbet af 20 år – og medlemstallet er i dag over 80.000.

4. Kæmpekonferencer
Kingsway International Christian Centre’s ’Gathering of Champions’ og The Redeemed Christian Church of God’s bedemøde tiltrækker hver især titusinder af mennesker. Afrikanske kristne tænker positivt og stort, når de leder efter en ny kirkebygning, så det første, de ser på, er varehuse, tomme bygninger, bingohaller og tidligere kirker.

Når man har fundet et nyt mødested, bliver det ofte udstyret med den nyeste teknologi. Og både bygningernes ydre og deres indvendige udsmykning imponerer gæsterne. Denne ”wauw-faktor” kommunikerer, at noget godt, vigtigt og ”stort” foregår i kirken, og det skaber en længsel i folk efter at blive en del af det.

5. ’Omvendt mission’
Mange afrikanske kristne, især dem fra Redeemed Christian Church of God, oplever, at de nu har en pligt til at bringe evangeliet tilbage til de lande, som tidligere sendte missionærer til Afrika. De er nu overbeviste om, at Storbritannien skal gen-evangeliseres og er parate til at tage opgaven på sig. Det sker blandt andet ved at en nærmest aggressiv etablering af kirker i de større byer.

Denne omvendte mission viser sig også ved forkyndelse af evangeliet på offentlige steder, og de fleste lørdage holder afrikanske kristne ”udendørs gudstjenester” ved indkøbscentre og i større byer. De spreder også budskabet ved at give deres forretninger eller butikker kristne navne som fx ’God’s Blessing Shop’, ’Abundant Life Shop’, ’I Am Services’ eller ’Grace of God Store’, forklarer Roy Francis.

Mange afrikanske kristne, især dem fra Redeemed Christian Church of God, oplever, at de nu har en pligt til at bringe evangeliet tilbage til de lande, som tidligere sendte missionærer til Afrika.

6. Konstant markedsføring
Afrikanske kirker forstår at udnytte moderne kommunikationsmidler og teknologi. De bruger typisk alle sociale medier for at skabe kirkevækst og tiltrække unge til deres gudstjenester.Kirkerne er ofte udstyret med det nyeste indenfor forstærkere, lys, multimedie-teknologi og musikinstrumenter, og hvad der ellers skal til for at skabe en moderne lovsangs-oplevelse.

De afrikanske kirker bruger også optræden af forskellig art, fx dans og drama, og det er med til at tiltrække unge til kirkerne.

7. Moderne udstyr
De afrikanske kirker forstår at udnytte de muligheder, der ligger i de sociale medier. De fleste afrikanske kirker har deres egne hjemmesider og YouTube kanaler, og de begyndte med livestreaming af gudstjenester allerede før pandemien.

I disse kirker er man bevidst om, at næsten alle, især de unge, har besøgt menigheden online, før de går ind gennem den fysiske kirkededør. Nogle af medlemmerne laver opslag i løbet af gudstjenesterne til gavn for både nye og gamle medlemmer. De vil også både tweete og bruge søgemaskiner for at få svar på deres spørgsmål, ligesom de er meget aktive, når det gælder at lave podcasts for at nå ud til de ikke-kirkelige.

8. Fremgangsteologi
De fleste afrikanske kirker prædiker en fremgangsteologi, som gør stærkt indtryk på medlemmerne. Selv om mange kirker officielt afviser denne type teologi, vil mange afrikanere gå ind for den og bruge forskellige skrifthenvisninger for at begrunde deres opfattelse, fx
”Og min Gud vil af sin herlige rigdom gennem Jesus Kristus give jer alt, hvad I har brug for.” Fil. 4,19.

Andre favorittekster er 5 Mos 8,18; Matt. 6,33 og Ordsp. 13,22, som lyder:
”Den gudfrygtige efterlader en arv til sine børn, synderens rigdom overtages af de retskafne.”

Især dette sidste bibelvers er en favorit hos mange, og den anden del af verset citeres langt tiere end første del.

– Personligt tror jeg ikke, der er noget forkert ved at erhverve sig rigdom og velstand, hvis man har til hensigt at bruge det effektivt. Men det er vigtigt at bemærke, at både afrikanere og caribiere historisk set har været udelukket fra mulighed for at skabe sig velstand, derfor er det ikke overraskende, at de gør det nu, hvor de har muligheden for det, vurderer Roy Francis.

Han slutter artiklen med at pege på, at afrikanske kirker er i front blandt de sorte pinsemeigheder, når det gælder lovsangsmusik i Storbritannien.

Nogle vil hævde, at musikken appellerer mere til sorte end til hvide briter, ligesom mange hvide også af andre grunde vil have svært ved at føle sig hjemme i en afrikansk menighed. Men om søndagen kan man se noget, som burde gøre enhver lokal sognepræst misundelig: Masser af afrikanere, som stiger ud af tog og busser eller parkerer deres egne biler for at gå i kirke.

De fleste hvide ved, at de afrikanske kirker i deres nabolag er kommet for at blive, og de fleste accepterer det. Men der findes også borgere, som ikke ønsker disse kirker i deres kvarter, og det har nogle få af dem desværre også oplevet, slutter Roy Francis.