Simon følte sig hjemme i arven fra Oldkirken

Som helt ung begyndte Simon en vandring tilbage til Oldkirken. Han anbefaler varmt, at vi som kristne sætter os ind i vor arv og får forståelse for, hvad der har formet den kristne tro fra begyndelsen.

I dag er Simon Fuhr sognepræst ved Levring og Hørup kirke i Midtjylland. Hans familiebaggrund tæller alt fra baptister til folkekirkefolk. Han har helt fra barnsben af haft kontakt til forskellige kirkesamfund.

Simon Fuhrmann er vokset op med et stort trosmæssigt udsyn. Måske derfor føler han sig særligt hjemme i oldkirkens tro – vor fælles arv.

Tværkirkelig baggrund

I dag er han sognepræst ved Levring og Hørup kirke i Midtjylland. Moren kommer fra Missionsforbundet, faren fra Pinsekirken, og familien tæller alt fra baptister til folkekirkefolk. Selv har Simon baggrund i Pinsekirken, men har – pga. sin familie – helt fra barnsben haft kontakt til andre kirkesamfund. Egentlig var det ikke Simons tanke, at han skulle være præst:

”Jeg var optaget af den kristne tro og tænkte, at jeg skulle være aktiv i kirken. Men jeg tænkte, at jeg skulle have en almindelig uddannelse og begyndte derfor at læse til lærer. Efter tre måneder var jeg dog klar over, at det ikke var mig.
Så begyndte jeg at studere på baptisternes teologiske seminarium, SALT. Der var jeg i 1 ½ år og arbejdede samtidig i pinsekirken. Efterfølgende begyndte jeg at læse teologi på Københavns universitet.
Jeg regnede med, at jeg på en eller anden måde skulle arbejde i kirken, men præstekaldet var ikke tydeligt på det tidspunkt.”

En rejse tilbage til kirkens første århundreder

”Allerede i slutningen af teenageårene var jeg begyndt at læse den svenske pinsepræst Peter Halldorfs bøger. Som pinsemand var han på det tidspunkt begyndt en vandring tilbage til kirkens og de kristnes fælles arv. Så som teenager begyndte jeg at følge med på den rejse.

”I samme periode gav min far mig en bog af den svenske retræteleder Magnus Malm. Han trak på ørkenfædrene, katolske mystikere og den store kristne tradition. Her følte jeg mig hjemme, og det bekræftede vandringen mod den tidlige kirke. Det blev så vejen til, at jeg begyndte at læse om ørken- og kirkefædrene.”

Overraskende fællestræk

”Hvis man tager de helt ydre ting fra, som paven og at man beder til Jomfru Maria, tror jeg, at pinsekirken har mere til fælles med Den Katolske og Ortodokse Kirke end med Den Lutherske Kirke”, siger han.

”I pinsekirkesammenhæng kommer det fx til udtryk ved deres fokus på Helligånden, som også Den Ortodokse Kirke har i fokus. Jeg tror, at det er grunden til, at jeg fandt mig så naturligt til rette i ortodoks sammenhæng.
Da jeg læste på baptisternes teologiske fakultet SALT, blev vi undervist i skriftforståelse. Her indgik Den pavelige Bibelkommissions bog

”Fortolkningen af Bibelen i Kirken” i pensum. For den katolske tanke om, at Bibelen skal læses i fællesskabet, passer godt sammen med baptistisk skriftforståelse: at kirken er et folk, der sammen læser og udlægger Bibelen.
Der er også noget i den katolske mystik, hvor pinsekristnes erfaringer nærmere sig de erfaringer, katolikker gør sig i deres bønspraksis.
I Sverige bliver det meget tydeligt med den katolske munk Wilfrid Stinissens bøger, som er meget populære i frikirkesammenhænge. Måden han taler om troen på ligger meget nær ved den måde, man taler om troen på i frikirkerne.”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Frikirkeunge sammen om de kristnes arv

På det tidspunkt var Simon begyndt at læse alt fra Gregor af Nyssa fra 300-tallet til Johannes af Korset fra 1500-tallet.
Sammen med en gruppe unge fra frikirkesammenhænge kontaktede de den katolske retræteleder Grethe Livbjerg for at fordybe sig i kirkens arv:

”Vi samledes hos hende i fire år, og det kom i høj grad til at forme min tro. Grethe var på det tidspunkt meget optaget af den ortodokse teolog Olivér Clement, og det kom også til at præge mig.”

Her blev Simon indført i den såkaldte kristne mystik, som handler om det inderlige fællesskab og den dybe forening med Gud, vi som kristne kan erfare.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Peter Halldorff og Bjärka Säby

”Da jeg havde færdiggjort min bachelor i teologi på Københavns Universitet, havde jeg egentlig tænkt, at jeg skulle læse på et ortodokst studiested udenfor New York. Men jeg fik aldrig økonomien på plads.
Jeg kendte på det tidspunkt Peter Halldorff og vidste, at han havde et fællesskab i Bjärka Säby i Sverige. Så jeg tog derop i stedet.
Teologistudiet er jo en akademisk uddannelse, og jeg savnede, at der kom kød på teologien.
Jeg var der i fem måneder. Her var jeg med i deres bøns- og gudstjenesteliv, fik åndelig vejledning og arbejdede. Det har været noget af det mest formende for mig.”

”Jeg tror, at enheden i høj grad handler om,
at vi finder os selv i arven fra kristendommens
første tusinde år, hvor kirken stadig var ét”

I kloster i Ægypten

Bagefter tog Simon til Makarios klostret i Ægypten: ”Det er et af de her store, gamle klostre. Den tidligere leder havde solgt alt, hvad han ejede, da han trådte ind, og kaldtes nu Matthæus, ”den fattige”.

Han blev en økumenisk radikal i koptisk sammenhæng. Da jeg besøgte klostret, blev jeg inviteret med i deres nadverfællesskab, selvom de vidste, at jeg var protestant. Det var en stor oplevelse for mig at bo der.
For Matthæus startede det økumeniske omkring nadverbordet. For ånden gør levende, men bogstaven slår ihjel. Men det betyder ikke, at teologien ikke har betydning.”

Små åer, der samles

”Jeg tror, at enheden i høj grad handler om, at vi finder os selv i arven fra kristendommens første tusinde år, hvor kirken stadig var ét”, fortsætter Simon.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Sagen er, som den svenske kirkehistoriker Samuel Rubenson siger, at vi ofte ser kirkehistorien som et træ, der starter med en stamme, der så forgrener sig ud i alle mulige forskellige retninger. Men det er ikke et retvisende billede af kirkehistorien.
Tværtimod er det langt mere som en masse små åer og floder, der efterhånden bliver større og større og løber sammen til én stor flod.
Virkeligheden er faktisk, at man i de første århundreder af kirkehistorien var langt mere fragmenteret, fordi man skulle finde ud af, hvad kristentroen gik ud på.”

Huller i kirkehistorien

”Der kan være en tendens til – både i luthersk og frikirkesammenhæng – at man læser Bibelen og afslutter den kirkehistoriske kronologi med Apostlenes Gerninger.
Fra Apostlenes Gerninger har man så et hul indtil ens egen kirkelige sammenhæng opstår. For lutherske kristne vil det være fra begyndelsen af 1500-tallet, for pinsekristne fra 1906 i Azuza Street og for baptister vil det også være reformationstiden.
Tiden imellem bliver et sort, mudret hul, hvor man ikke helt ved, hvad der sker. Det er rigtig ærgerligt, for det betyder, at man ikke har en fornemmelse af, hvor vi kommer fra.”

Bibelens tilblivelsesproces

Simon bruger apostlen Johannes som eksempel: ”Når Bibelens beretning om ham afsluttes, kan vi finde tekster i kirkehistorien, der fortæller om hans disciple og deres efterfølgere. Vi har faktisk tekster om det her, som jeg jo synes, alle kristne skulle læse. Springer man ”mellemtiden” over, betyder det også, at man ikke får en fornemmelse af det historiske forløb i Bibelens tilblivelse. Man kan opleve det, som om Bibelen er dumpet ned fra himlen.

Men Bibelen blev faktisk først endegyldigt samlet i slutningen af 300-tallet. Og i den bibel var de såkaldte gammeltestamentlige apokryfer også med. Dvs. at den bibel, Paulus og de tidligere kristne læste var gammeltestamente indeholdende disse apokryfe skrifter.”

Kirkefædre

Med det kirkehistoriske hul går man glip af viden om såvel kirke- som ørkenfædrene. Man er dermed uvidende om dem, der har formet den kristne tro fra begyndelsen. Simon mener derfor, at det kirkehistoriske hul er et stort tab for alle kristne og anbefaler varmt, at vi som kristne sætter os ind i vor arv. Som en hel grundlæggende indføring anbefaler han Peter Halldorfs bog ”Det fædrene ophav”.